3 opfindelser der har revolutioneret slagteribranchen

af Centerchef Jens Ulrich Nielsen, Slagteriteknologi DMRI, Teknologisk Institut

DMRI har igennem årenes løb udviklet maskiner og automatiseringsløsninger, der har forbedret de danske slagterier på flere områder. Tre af de projekter, der er kommet ud af udviklingsarbejdet, er enestående eksempler på, hvilken betydning forskning og udvikling har for danske virksomheder og især for danske slagterier.

Ensartede svinekamme og backs: 3D-robotten
Et af DMRI’s mest stolte øjeblikke var den dag, den såkaldte 3D-robot stod færdig, gennemtestet og klar til at indgå i produktionen. Maskinen er en ny, avanceret robotskæremaskine, der baserer sig på 3D-teknologi. Den kan tilskære fedtlaget på svinekamme og backs med en utrolig præcision. R esultatet bliver mere ensartede produkter af højere kvalitet og mindre spild. På de største danske slagterier har udfordringen hidtil været, at slagteriarbejderen manuelt har skullet vurdere tykkelsen på fedtlaget på svinekamme. Den nye robot computer-genererer i stedet et præcist 3D-billede af hver enkelt svinekam, hvorefter det fastlægges, hvor kød og fedt mødes. Herefter udskærer et patenteret knivsystem, bestående af otte individuelle knive, automatisk svinekammen. Processen går lynhurtigt – robotten bruger kun fire sekunder på hver svinekam. 3D-afsværingsrobotten giver en højere fleksibilitet i produktionen, og det er nu muligt for slagterierne at levere ensartede produkter til glæde for kunder og konkurrenceevne. Robotten er udviklet på Tican i Thisted, og tilsvarende robotter er ved at blive installeret på Danish Crown’s slagterier.

Mere automatisering på vej
I løbet af de næste år har DMRI flere projekter i støbeskeen, der forhåbentligt på samme måde som 3D-robotten, Kamridseren og Ribbenstrækkeren kan være med til at forbedre arbejdsmiljø og indtjening på danske slagterier. Projekterne vil løbende blive præsenteret på DMRI’s hjemmeside.

Da sværen blev sprød: Kamridseren
En anden opfindelse til slagteribranchen er den såkaldte kamridser. Maskinen blev udviklet på bestilling fra slagterierne og her 1 1/2 år efter indsættelsen af ridseren, kan forskellen tydeligt ses. Kamridseren forbedrer kvaliteten, og letter samtidig også arbejdet med at ridse kammene. Helt præcist ridser maskinen svinekammenes spæklag, så ridserne er så dybe som muligt, men stadig uden at ridse igennem til kødet. Rent teknisk virker den nye kamridser sådan, at svinekammene kommer til maskinen liggende med sværen nedad. I maskinen ridser en roterende kniv sværen på tværs, hvorefter kammene forlader maskinen og bliver kontrolleret. Populært sagt skærer maskinen ”gevind” på kammen. Kamridseren har fået positive tilbagemeldinger. Slagteriarbejderne undgår uhensigtsmæssige løft og vrid, og slagteriet øger kvaliteten af ridsningen på svinekammene betragteligt.

Forbedret arbejdsmiljø: Ribbenstrækkeren
En af de mest belastende arbejdsopgaver i slagteribranchen ligger i at adskille brystflæsk fra ribbenspladen på slagtesvin. Den bevægelse giver slagteriarbejderen et skævt og hårdt træk i skulder og nakke og for at kunne følge med produktionen, skal slagteriarbejderen tilmed bruge maks. 12 sekunder på opgaven. DMRI’s slagtetekniske ingeniører blev sat på sagen og udviklede en løsning, der både letter arbejdet, sparer tid og giver et bedre produkt. Løsningen er en såkaldt ”ribbenstrækker”, der overtager lige netop den del af arbejdsopgaven, der belaster kroppen allermest. Maskinen giver tilmed mere ensartede produkter samtidig med, at den enkelte slagteriarbejder kan nå mere, fordi han kun skal koncentrere sig om det mindre belastende skærearbejde.
Igennem projektforløbet har slagtere hos Tican, hvor ribbenstrækkeren blev udviklet og testet, haft en central rolle. Der blev gennemført både interviews og workshops med slagteriarbejderne, så de havde mulighed for at komme med input og ideer til, hvilke dele af de belastende opgaver i produktionen, der kunne automatiseres.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies