Charmeoffensiv for SMV Fødevarer

af Eivind Sønderborg Johansen

SMV Fødevarer blev dannet i juni 2015 for at fremme små og mellemstore fødevarevirksomheders interesser i forhold til myndighederne. SMV Fødevarer indgår i paraplyorganisationen FødevareDanmark, som også tæller organisationerne Danske Slagtemestre, Ostehandlerforeningen for Danmark, Danmarks Fiskehandlere og SamMark. Der har været lidt stille omkring SMV Fødevarer i en periode, men det bliver der ændret på nu. - Vi har ikke været skarpe nok i markedsføringen af SMV Fødevarer, så derfor er vi klar til at relancere SMV Fødevarer. Vi er bl.a. ved at have en ny strategi og hjemmeside klar samt en animeret video, der skal fortælle om de ydelser, som små og mellemstore virksomheder kan trække på i organisationerne bag FødevareDanmark. Samtidig vil vi være aktive på messer og via vores netværk, der strækker sig ind i kredse, som i forvejen er etableret i mindre foreninger, oplyser Mads Illum Hansen, der for nylig blev udnævnt til markedschef for SMV Fødevarer.

Potentielle medlemsgrupper

Mads Illum Hansen vil bl.a. skrue op for charmen over for dele af fødevarebranchen, der i dag er uden et engagement eller tilhørsforhold til en interesseorganisation. Som eksempler nævner han mindre og mellemstore catering- og foodservice-virksomheder, smørrebrødsforretninger, stade- og torveholderforeninger, grøntgrossister, og netværk for små fødevareproducenter som Smag Danmark.

Mads Illum Hansen peger på, at medlemmer af SMV Fødevarer kan trække på alle de ydelser, der er samlet i FødevareDanmarks organisation i Odense, hvad enten det gælder assistance fra Fødevareafdelingen til fx eksportgodkendelse, engrosgodkendelse og egenkontrol eller hjælp fra andre afdelinger i sekretariatet til juridisk bistand, forretningsudvikling eller markedsføring. Mads Illum Hansen understreger, at FødevareDanmarks fornemmeste opgave er at være med til at sætte rammerne for at drive en sund fødevarevirksomhed i Danmark.

Volumen og tyngde med FødevareDanmark

Det er ikke kun SMV fødevarer, der skruer op for charmeblusset, også markedsføringen af paraplyorganisationen FødevareDanmark vil blive styrket. Det oplyser organisationens formand, slagtermester Leif Wilson Laustsen, der også er formand for Danske Slagtermestre. - Det betyder ikke, at hverken slagtermestrene, fiskehandlerne eller de øvrige organisationer drukner i den store organisation eller sættes uden for indflydelse. Tværtimod forventer jeg, at de i samspil med FødevareDanmark bliver mere synlige og hver især får en mere markant profil med mere vægt og volumen bag, når for eksempel fiskehandlernes eller slagtermestrenes vilkår er på dagsordenen i forhold til myndigheder og politikere, forklarer Leif Wilson Laustsen.

Kort om SMV Fødevarer

SMV Fødevarer blev stiftet i Randers i juni 2015 af de to virksomheder Randers Kød Engros ApS og Gert Nielsen A/S. De valgte at gå sammen for at fremme små og mellemstore fødevarevirksomheders interesser. Det var især en frustration over offentlige institutioners stigende brug af totalleverandører, der udløste initiativet. Foreningen er åben for fødevarevirksomheder, som ligger inden for EU’s definition af små og mellemstore virksomheder, dvs. højest 50 mio. euro i omsætning og højest 250 medarbejdere. Undtaget er dog virksomheder, som primært driver detailhandel i Danmark.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies