Gourmandiet på kokkehænder

af Rikke Holm

Den ikoniske slagterforretning Gourmandiet beliggende på Rosenvængets Alle 7A – Østerbros svar på Værnedamsvej – er genopstået med nye ejere. Butikken var egentlig lukket, men heldigvis kun kortvarigt. Den prisvindende slagterbutik er i november genåbnet med en helt ny ejerkreds, der består af Sune Rothenberg Lind, Adam Lind og Andreas Trap. De tre nye ejere har kastet sig ud i juletravlheden med en ambition om at videreføre konceptet med sublimt økologisk kød og kød fra fritgående dyr samt tilføjet flere hjemmelavede delikatesser.

Originale, restaurerede friser fra 1900-tallets begyndelse pryder væggene i Gourmandiet på Rosenvængets Allé og vidner om, at bygningen gennem generationer har rummet kvarterets slagterforretning. Gourmandiet er på mange måder et unikt sted, som også har kunnet bryste sig af en unik placering blandt de fem bedste slagterbutikker i verden ifølge Wall Street Journal. Og det er en arv, der forpligter, fortæller Sune Rothenberg Lind.

– Det er en drøm, der går i opfyldelse, at få lov til at videreføre den arv, som er skabt i slagterlokalerne i Rosenvænget Allé. Vi kommer til at fortsætte med at tilbyde hjemmelavede delikatesser, sublimt kød til hverdag og fest samt tilføje nye, populære og hjemmelavede delikatesser. Vi skal være der, hvor forbrugerne er, og tilbyde kvalitet, rådgive om kvantitet og støtte op om ønsker om klimaansvar og lokal forankring.

Specialbutikken genåbnede den 28. november med den nye ejerkreds, der ud over Sune Rothenberg Lind tæller Sunes bror, Adam Lind, der har 10 års anciennitet inden for kokkefaget, samt Andreas Trap, der også er medejer af den populære kaffebar Picnic på Svanemøllen Strand. Sune Rothenberg Lind er i forvejen medejer og stifter af en spansk, en italiensk og en dansk delikatessebutik i Torvehallerne og i Kødbyen. Han er faglært kok og har 18 års erfaring med særligt franske madlavningstraditioner. De tre partnere har gennem en årrække arbejdet sammen i Torvehallerne. Da de overtog butikken, vidste de ikke, hvad den skulle hedde, blot at de ville arbejde med det bedst mulige økologiske kød. Da muligheden bød sig, købte de samtidig rettighederne til navnet Gourmandiet.

Kokken forrest i butikken

Det tidligere Gourmandiets koncept byggede på økologisk kød og kød fra fritgående dyr, og det er fortsat ambitionen, ligesom præferencen fortsat er danske leverandører, hvor det er muligt. Fra Frankrig kommer teamet til at hente delikatesser og opskrifter på samme, lyder det fra Sune Rothenberg Lind.

At det er kokken, der står bag disken i det nye Gourmandiet, taler godt ind i det forhold, at et stigende antal kunder efterspørger gode råd til tilberedning, smagssammensætning og krydring. Prioriteringen betyder samtidig, at alle retter og delikatesser er hjemmelavede fra bunden helt ned til remouladen og de syltede pickles i butikkens flæskestegssandwich, men ikke nødvendigvis på traditionel manér. – Det er på den måde en fornøjelse at være kok, der træder ind i en slagterbutik. Det er lidt ligesom at køre restauration med den forskel, at det er kunden selv, der kører den endelige service, forklarer Sune Rothenberg Lind.

Kvalitet til hverdag og fest

Gourmandiet åbnede op direkte ind i slagterbutikkernes travleste sæson. Salget af stegte frilandsænder, franske majsænder, nytårsmenuer og sprøde stege har naturligt været i fokus, og traditionen tro har kunderne kunnet afhente de færdigstegte ænder juleaftensdag til trompetmusik og servering af hjemmelavet gløgg. – Vi satser på at være der for de lokale kunder, afrunder Sune Rothenberg Lind: – Det er vigtigt for os at opbygge en sund og nærværende forretning, hvor kunderne ikke bare kommer, når de skal holde fest, men også handler i hverdagen. Har vi lært noget fra Torvehallerne, er det, at skal du leve af at handle med de lokale og ikke bare turister, så skal du have et hverdagssortiment. Vi vil gerne skabe en go-to destination til hverdag og fest.

FVM, januar 2023

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies