Her er vinderne af Embla 2019

af Pressemeddelelse

To danskere løb med priser ved årets uddeling af den nordiske madpris Embla. Fra Danmark vinder Claus Meyer i kategorien "Nordisk madkommunikatør 2019", og Anne-Birgitte Agger vinder i kategorien "Nordisk mad til mange 2019".Det er anden gang, at den nordiske madpris bliver uddelt. I år løber Danmark med to ud af syv priser:

- Hele tanken bag Embla er at styrke den fælles nordiske mad-identitet, kultur og øge interessen for nordisk mad uden for Norden, siger Lone Marie Eriksen, der er chefkonsulent ved Landbrug & Fødevarer og projektleder på den danske del af Embla.  - Derfor er vi er utrolig stolte af priserne, for vi har så meget godt i Norden: smagfulde råvarer og rigtig meget innovation blandt madprofessionelle. Særligt stolte er vi, fordi vi i dag har vundet i hele to kategorier, fortsætter hun. Det er de syv nordiske landbrugsorganisationer, herunder Landbrug & Fødevarer, der står bag den fælles nordiske madpris. De danske jurymedlemmer, der har indgået i den nordiske jury, er Marie Sainabou Jeng, direktør i Koalition, Kenneth Wexiø, kulinarisk chef hos California Kitchen og Mette Jasper Gammicchia, afdelingsleder hos Landbrug & Fødevarer.

Prisen skal dele viden og erfaring                  

Priserne sætter fokus på råvarer og produktionsmetoder, bæredygtige koncepter, kommunikation samt de professionelle, der står bag det hele. Embla hylder det ypperste i det nordiske køkken og er med til at styrke den nordiske madidentitet og kultur samt øge interessen for nordisk mad og de bedste koncepter uden for Norden. Formålet med prisen er at få delt viden og erfaringer fra alle de nordiske lande. - 48 nominerede har dystet inden for de syv kategorier. Kvaliteten har været meget høj, og der har i den grad været fokus på nordiske råvarer, dyrevelfærd, nye forarbejdnings-metoder og høj grad af bæredygtighed, forklarer Lone Marie Eriksen. Island var vært for prisuddelingen, der fandt sted i Koncerthuset Harpa i Reykjavik. Prisuddelingen var kombineret med NKF-Konferencen (konkurrence for nordiske kokke og tjenere) med temaet ”Kvinder og Gastronomi”, hvor kokke fra hele Skandinavien deltog.

De syv vindere af Embla-prisen 2019 er:

• Færøerne, Grøna Oyggin, Nordisk råvareproducent 2019

• Finland, Ainoa Winery, Nordisk madhåndværker 2019

• Danmark, Anne-Birgitte Agger, Nordisk mad til mange 2019

Begrundelse fra juryen: "Vinderen er en "maskine med en vision", der utrætteligt arbejder med missionen om at skabe offentlige køkkener i byen med bæredygtige og sunde måltider, der er tilberedt fra bunden. Forsvarer altid de svage, udfordrer alle - fra beslutningstagere til elever - til at tænke bæredygtigt lige fra tallerkenen og så videre"

• Danmark, Claus Meyer, Nordisk madkommunikatør 2019

Begrundelse fra juryen: ”Claus Meyer har i årtier været en stor inspirator i forhold til fornyelsen og udviklingen af dansk madkultur. Han er skaberen af ”Nyt Nordisk Madmanifest”. Med passion og stort drive kommunikerer han nordiske og lokale fødevarer, bæredygtighed, madfællesskab og biodiversitet”

• Færøerne, Gimburlombini - Nólsoy, Nordisk maddestination 2019

• Sverige, Bondens Skafferi, Nordisk madiværksætter 2019

• Finland, Hävikki-battle - Food waste-battle, Motiva Oy, Nordisk mad til børn og unge 2019

Fakta om Embla:

• Embla består af syv priser, hvor hvert af de nordiske lande har fundet nominerede til hver kategori.

• Der har været en national jury i hvert land, og det er en fælles nordisk jury, der har afgjort, hvem af de 48 nominerede, der fortjente at vinde Embla-priserne.

• Embla er opkaldt efter den første kvinde i nordisk mytologi. Prisen bliver uddelt hvert andet år, og er støttet af Nordisk Ministerråd.

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies