I barndommens gade

af Hanne Gregersen

Det er ikke nærhedsprincippet, der driver Mark Abildskov til at udvide Risskov Ost med en forretning i Ålborg. Derimod en indre iværksætter, der vil ud og prøve andet og mere, end det han kan opnå, hvor han er. Den nuværende forretning har han haft siden 2014. Indrettet i en nedlagt købmandsbutik i barndommens gade, hvor han rendte og legede. Inden da havde han arbejdet halvandet års tid i en osteforretning og prøvet kræfter med egen tøjbutik i Nykøbing Mors.

– Der fandt jeg ud af, at det var lige mig at være selvstændig, siger han. Men tøjet blev lagt på hylden, i stedet vendte han tilbage til osten. Lærte om den, læste en masse om den, udvidede sit kendskab til produktet i alle dens afskygninger, og var sluttelig klar til at åbne egen osteforretning. Købmandsbutikken kendte han, kvarteret kendte han, og det kendte ham. – Et superoplagt sted at starte, forklarer han. Den tidligere købmandsbutik skulle nyindrettes. Det blev 3-4 lærerige måneder, hvor Mark Abildskov måtte sætte sig ind i hygiejneregler, egenkontrol og alt, hvad der følger med at være forretningsdrivende udi mad. Uden at have nogen at læne sig op ad.

Butikstorv - fordel og ulempe

Placeringen i barndomskvarteret skuffer ikke. Et bytorv omkranset af andre specialbutikker blandt andet fødevarer. Noget Mark Abildskov kan lide, det giver en synergieffekt. Her går folk virkelig rundt på indkøb. Samarbejdet fødevarebutikkerne imellem er godt. Man støtter endda hinanden igennem en slags fælles eksklusivaftale. – Vi har en indbyrdes aftale om ikke at sælge samme vare som nabobutikken, forklarer han. -Det betyder, at jeg kun må sælge ost, men ikke tage f.eks. pølser og brød ind i mit sortiment, fordi her også ligger en slagter og bager. Til gengæld må de så ikke sælge ost. Mark Abildskov anerkender værdien af fællesskabet, men han savner at kunne udvide sin butik med alt hvad, der hører til et godt, velassorteret ostebord til. Derfor kom Aalborg ind i billedet.

Storby uden ostebutik

For også her er der tale om en placering på et bytorv – Stjernepladsen kaldet – endda i et nybyggeri fem minutter fra centrum og tæt ved motorvejen. – Men allerbedst er, at der ikke i hele Aalborg findes en selvstændig ostebutik! Ost køber man i supermarkederne, fortæller Mark Abildskov. Det giver iværksætteren fra Risskov en dobbeltopgave: Både at gøre opmærksom på sin butik og geare kunderne til at købe ost på en anden måde. Han er for længst begyndt at ”reklamere” i Limfjordsbyen via opslag på de sociale medier, og han fik oveni en velkommen appelsin i turbanen, da han blev hyret til at stå for maden ved indvielsen af byggeriet, hvor omkring 500 mennesker lagde vejen forbi. – Mange sagde, de glædede sig til, at forretningen åbnede, så de kunne prøve noget nyt, siger han.

I det nye kvarter kan Mark Abildskov udvide sortimentet i ostebutikken med alt det, han har lyst til at prøve. F.eks. er der indrettet en lille afdeling med charcuteri i butikken, ligesom han vil have kiks, lyst og mørkt brød, en lille vinafdeling med kølig vin og specialøl. Han vover også gerne pelsen med dyre, eksklusive Schweizer-oste, og i det hele taget oste, der er anderledes, som Gorgonzola rørt med trøffel og hvidskimmel med caviar. Et vovestykke i en by, hvor man må formode, at traditionen går mere i retning af gule skæreoste, brie og camembert. – Men, understreger han straks - det kan være jeg er helt forkert på den. Ligesom det er tilfældet i Risskov, vil kunderne i Aalborg forretningen også kunne bestille osteborde via webshop med onlinebetaling.

Vejledning i høj kurs

I øvrigt er det Mark Abildskovs erfaring, at folk er åbne og nysgerrige over for nye ting – og at ønsket om vejledning er i høj kurs. – Og det er ikke noget, der er kommet i forbindelse med coronaen, hvor kunderne gik mere op i mad, kommer det benægtende. - Det har været gængs i de senere år. Folk spørger og vil meget gerne vejledes om tingene. Hvordan ostene skal håndteres bedst, eller hvad der skal bruges til hvad. Kunderne inspireres i butikken, ligesom de inspirerer os ved at spørge efter ting, de måske har truffet udenlands. Efter nogle måneders forsinkelse åbner Aalborg-udgaven af Risskov Ost den 1. december. Lige nu har Mark Abildskov fem medarbejdere i Risskov, men problemet med at skaffe personale gør, at han sammen med en fuldtidsansat i starten vil lægge alle sine timer i det nordjyske. Det giver lang vej på arbejde, men iveren for at prøve kræfter i et – måske – uopdyrket osteland er stor, og med en motorvejsafkørsel i både Risskov og Aalborg næsten lige ved døren er transporttiden overkommelig, mener han. Til orientering skal den ny butik hedde Risskov Ost – Aalborg, hvor forretningen i Risskov omdøbes til Risskov Ost – Aarhus.

November 2021

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies