Mejerist ville han i hvert fald ikke være

af Hanne Gregersen

Om få måneder kan Mogens Lyngby Pedersen fejre 25-års jubilæum i ostebranchen og er i dag ejer af Danmarks største kæde. Ostebutikkerne Lading Ost, hedder Danmarks største ostekæde, der i dag tæller syv forretninger beliggende i de større øst- og midtjyske byer. Kæden har i alt 37 ansatte, og sortimentet tæller omkring 350 forskellige danske og udenlandske oste, alle købt direkte hos velanskrevne grossister og mejerier. – For vi laver ikke selv oste, understreger Mogens Lyngby Pedersen, - og vi har ikke planer om det. Og dermed holder han fast i sin ungdoms beslutning om, at mejeribruget ikke var noget for ham, trods sin nære familiære tilknytning til Lading mejeri.

Begyndte som tre-årig

Nogle begynder i det små, andre begynder, mens de er små. Til den sidste kategori hører Mogens Lyngby Pedersen. Som barn af Lading Mejeri blev han involveret i produktionen, da han kunne håndtere en trehjulet cykel. Så kunne knægten køre ost hen til de nederste hylder. Den tidlige karrierestart i branchen betød, at unge Mogens havde fået nok, da han nåede skelsår og alder: Mejerist ville han i hvert fald ikke være! I stedet fik han en købmandsuddannelse i Dansk Supermarked, og da ost hørte under slagterafdelingen, var han ikke blandet op i det. Når det alligevel endte med ost, skyldtes det et tilbud om partnerskab fra hans far, der hidtil havde drevet Lading Mejeris ostebutik sammen med en bror. Den 27. december 1996 vendte Mogens Lyngby Pedersen så tilbage til sit udgangspunkt. – Det var fint nok, forklarer han - men efter Føtex-butikkerne føltes osteforretningen lidt lille. Det gav nok stødet til min idé om at udvide med forretninger i andre byer i stedet for at kun at øge volumen i Lading.

Købmanden

I 2001 kom den første udvidelse med forretningen i Højbjerg, og i dag har Lading Ost butikker i Højbjerg ved Århus, Randers, Silkeborg, Viborg, Skanderborg og Saxild – foruden ”stammoderen” i Lading. Men hvordan finder man de rigtige forretninger i forhold til det koncept, man har? – Det er meget forskelligt, lyder svaret. - Nogle kommer selv og spørger, om man vil købe deres butik, andre gange har jeg selv henvendt mig med et købstilbud, og atter andre har vi selv startet fra bunden. – Det sidste er absolut det sværeste, fortsætter Lyngby Pedersen. - Hvor der ved overtagelse af en eksisterende butik både er en kundekreds, goodwill og varelager at bygge på, begynder man bogstavelig talt fra nul, når det drejer sig om en nystartet forretning. Min erfaring er, at man skal regne med, der går mindst et par år, før den begynder at kaste noget af sig.

Om væksten i Lading Ost skal fortsætte, svarer indehaveren ikke konkret på. – Jeg er købmand, understreger han. - Jeg lytter og vurderer, hvad folk siger. Kommer der en, som vil sælge, så måske. Hvad der en, som vil købe en af vore butikker, så måske. Hvad, der tjener Lading Ost bedst, er en vurderingssag, hvor vi må tage stilling fra gang til gang.

Farvel til den halve omsætning

Efter Covid-19 er toppet og restriktionerne udfaset, er der dog en passende grad af optimisme hos Mogens Lyngby Pedersen. Under hele epidemien har han holdt forretningerne åbne, men med stærkt reduceret bemanding. – Nu er vi er ved at være med igen, siger han tilfreds. – I de første måneder havde jeg 22 medarbejdere hjemsendt. 45 procent af vores omsætning er mad ud af huset, og den omsætning tabte vi stort set i ét hug. Selvfølgelig har vi solgt småting som 2-personers tapastallerkener, men det batter ikke alverden i forhold til ”tabte” selskaber på 120 personer. Under pandemien fortsatte ostekædens Click og Collect service, netbestilling m.v. - men kravet er, at kunden selv skal hente det bestilte. – Vi bringer ikke mad ud og har også stoppet vores forsendelse af oste/ pølse-kasser a la måltidskasser, siger Lyngby Pedersen. - PostNord kunne ikke garantere, at kølekæden blev holdt hele vejen ud til kunden, eller at kassen var fremme til den lovede dag. Vi har prøvet et alternativt firma uden held, men da vi har kunder i et geografisk stort område, er det et problem, vi må se på.

Kommen-spisere vestpå

Under pandemien har Mogens Lyngby Pedersen måttet skrue ned for sine bestræbelser på at være en synlig og tilstedeværende chef i alle syv butikker, bl.a. ved at være en eller flere dage i den samme butik, hvor han også kan få hilst på kunderne. Eller gen-hilst på dem. – Det sker, at nogle af de kunder, der nu kommer i vores andre butikker, faktisk kender mig i forvejen fra Lading, siger han. – Det er lidt sjovt og ret rart. Netop den tætte kundekontakt er vigtigt, understreger han. Ikke bare for hyggens skyld – men også, fordi det er på den måde, han kan lytte sig frem til nye ønsker og tendenser i kundekredsen på. – Vi følger naturligvis altid selv med i nyheder inden for osteverdenen, påpeger han - men vi får også input fra folk til nye oste, som de evt. har smagt på en ferierejse. På den måde kan vi hele tiden tilpasse vores sortiment efter kundernes smag. Og geografi, kunne han tilføje. For Mogens Lyngby Pedersen har gjort en morsom iagttagelse, når han sammenligner salget i sine syv butikker. – Jo længere vestpå, vi kommer, desto mere ost med kommen sælger vi, fortæller han. – Til gengæld er der ikke meget salg af gede- og fåreost, som århusianerne sætter stor pris på.

September 2021

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies