Nu er det ved at blive almindelig hverdag

af Hanne Gregersen

Casper og Christian Reiche fik den 1. februar 2020 nøglen til Kajens Fisk og Vildt. Den 11. marts lukkede samfundet. Endnu ved vi knapt, hvad en normal hverdag som butiksindehavere er. En spøjs melding fra en mand, der i to år har stået bag disken hos Kajens Fisk og Vildt. Men forklaringen er såre enkel. Casper Reiche og hans yngre bror, Christian, overtog nøglerne til butikken på Rungsted Havn den 1. februar. Den 11. marts corona-lukkede Danmark. Siden er det gået op og ned med restriktioner, men med domicil i Hørsholm Kommune kom der sidste år et ekstra smæk i form af 14 dages massiv nedlukning på grund af ekstremt høje smittetal i kommunen. – Så det er først her indenfor de seneste par måneder, vi er ved at være helt i normal gænge, uddyber Casper Reiche. Derfor har Casper Reiche også svært ved at bedømme, hvor valid en målestok de to første år er for butikkens fremtidige placering på successkalaen.

Hvor rejselystne er danskerne efter corona-årene, dukker turisterne op, er bare to springende spørgsmål. Til gengæld er det et plus, mener han, at butikkens kundegruppe er bred i sin sammensætning. Unge og gamle, enlige og par, ældre og familier med børn. Samtidig kan han og Christian Reiche se tilbage på en del rygende travle dage, selv under corona-lukningen, fordi Kajens Fisk og Vildt i sommerperioden også har udendørsservering. Desuden har årets første måneder haft et stort salg på dage, som normalt hører til de stille. – Men om det skyldes de nye kostråd om at spise mindre kød og mere fisk, eller om det bare er nytårsforsættet om at smide et par kilo, er svært at sige, lyder det med smil på stemmen.

Atypisk baggrund

Selv om de to brødre er ret nyslåede som selvstændige fiskehandlere, har de stor erfaring med fisk. Christian Reiche har i syv år arbejdet i Fiskerikajen, mens Casper i flere år har bestyret Fiskerikajens filial i Gentofte. Og så er han i øvrigt udlært slagter. Med svendebrev fra slagter Lund på Frederiksberg og flere års erfaring som slagtermester i COOP. Derefter skulle der ske noget nyt, mente han. Det blev så fisk. – Jeg har altid nørdet med mad, forklarer han. – Jeg har også gået på kokkeskole. Casper Reiches baggrund som slagter er en fordel, når det gælder fiskebutikkens andet ben og lidt af en passion for begge brødre: Nemlig vildtet. Her er de favoriseret af fantastiske dyr fra Dyrehaven, Samsø og Læsø, påpeger Christian. Kajens Fisk og Vildt gør ekstra meget ud af sæsonerne med særlig fokus på vildtet og vildtets muligheder. Fugle og krondyr fra september til januar, og sommerbukke i maj-juli. Står den på selskaber kan Kajens Fisk og Vildt også levere en helstegt pattegris.

Ikke kun landjordens vildt har sine sæsoner. Det har havets vildt også. Fra stenbiderrognen allerførst på året til forsommerens fjordrejer, hvor forretningen har ansat rejepillere for at skåne kunderne, der ikke selv vil have besværet. Så kommer fladfiskene og torsken – der er bedst i måneder med ”r”. Og der er den varmrøgede laks. Den er efterspurgt, og da butikken selv har røgeovn, er laksen sjældent mere end 24-28 timer gammel. Sortimentet kommer hovedsageligt fra Vestkysten og Sundet. For brødrene Reiche går ind for bæredygtighed og skånsomt fiskeri.

De sociale medier sælger

Kajens Fisk og Vildt har god kontakt med sin kundekreds via Facebook og Instagram. De har endda en særlig ansat, der tager sig af det. – Vi annoncerer også af og til i blade og aviser, siger Casper Reiche, – Men vi kører vores primære markedsføring via de sociale medier, fordi det er så lynhurtig en kommunikationsvej. Har vi købt noget til en skarp pris på morgenens auktion, kan vi kl. 10 præsentere det med billeder og tekst på Facebook. Det kan aviser og blade ikke hamle op med. Jeg er ikke den store pc-haj, men jeg kan se, at det virker.

Men facebook bruges også til andet end præsentation af varer og gode tilbud. Da stormen Malik huserede allersidst i januar lød opslaget på facebook: Grundet de stigende vandstande har vi valgt at holde lukket i dag. God søndag. – Vi lægger vægt på at være til stede både på de sociale medier og i butikken, understreger Casper Reiche. Hvor det første kan klares med et opslag på skærmen, kræver synlighed i butikken sin mand/kvinde. Butikken har åbent ugens syv dage, altså også søndag - hvis en storm da ikke lige forhindrer det. Søndagsåbent er atypisk for en dagligvareforretning, men hænger sammen med, at Kajens Fisk og Vildt har en lille restaurant tilknyttet butikken. En restaurant, der er et velbesøgt mål, når folk promenerer på Rungsted Havn. Med en samlet ugentlig åbningstid på 51 timer skal der bruges mange hænder, erkender Casper Reiche. Kajens Fisk og Vildt beskæftiger da også fem fuldtidsansatte året rundt plus op til 25 i højsæsonen.

Marts 2022

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies