Nu kan du indstille kandidater til den nordiske madpris Embla

af Landbrug & Fødevarer

Nu kan du indstille kandidater til den nordiske madpris Embla

Den nordiske madpris, Embla, hylder det ypperligste i det nordiske køkken; råvarer, fødevarer, produktionsmetoder samt de professionelle, der står bag det hele. Prisen er etableret for at få delt viden og erfaringer. Embla, der er en fælles nordisk madpris, skal styrke den fælles nordiske mad-identitet, kultur og øge interessen for nordisk mad uden for Norden. Fra i dag den 1. marts er det muligt at indstille kandidater til Embla 2019. Det er muligt at indstille i syv forskellige kategorier, og det er de seks nordiske landbrugsorganisationer, der står bag prisen, som også er støttet af Nordisk Ministerråd. Embla-prisen blev uddelt første gang i København i 2017, hvor Landbrug & Fødevarer var vært for prisen. Embla uddeles hvert andet år.

Lone Marie Eriksen, der er chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer og projektleder på den danske del af Embla, siger:  - Alene i Danmark har vi så meget godt; særegne og lokale sæsonvarer af høj kvalitet, prioritering af den gode smag, fokus på bæredygtige fødevarer og løsninger samt høj dyrevelfærd. Vi vil gerne dele ud af vores kompetencer, så både vores nordiske samarbejdspartnere og lande udenfor Norden kan få gavn af dem. I år er Island vært for prisuddelingen, der finder sted 1. juni i Koncerthuset Harpa i Reykjavik. Prisuddelingen kombineres med NKF-Konferencen med temaet ‘Kvinder og Gastronomi’, hvor 300-350 kokke fra hele Skandinavien forventes at deltage. -Når islændingene kæder de to ting sammen, skabes der en rigtig fin synergi, hvor Embla er med til at støtte op om en eksisterende, national event og på samme tid udnytter et nationalt momentum med fokus på mad, siger Lone Marie Eriksen. Embla indeholder syv forskellige priser, hvor hvert af de nordiske lande finder lokale nominerede til hver kategori. Der er nedsat en national jury i hvert land, og det er en fælles nordisk jury, som afgør, hvem af de nominerede, der i sidste ende vinder Embla-priserne.  Embla er i øvrigt navnet på den første kvinde i den nordiske mytologi.

De syv kategorier til Embla-prisen 2019 er:
Nordisk råvareproducent 2019
Nordisk madiværksætter 2019
Nordisk madhåndværker 2019
Nordisk madkommunikatør 2019
Nordisk mad til mange 2019
Nordisk maddestination 2019
Nordisk mad til børn og unge 2019

Indstillingsblanketterne for de syv kategorier findes på www.emblafoodaward.com, hvor interesserede også kan læse mere om Embla. Det er muligt at indstille til Embla fra 1. marts til 31. marts 2019, og 2. maj 2019 offentliggøres de nominerede fra hvert land.

Yderligere oplysninger fås hos:
Lone Marie Eriksen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, mobil: 24 26 30 33 og mail: lmer@lf.dk eller pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, Linda Gjaldbæk, mobil: 26 84 28 80 og mail: lgjh@lf.dk

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies