Overlevelse er netværk og samarbejde

af Hanne Gregersen

Den nye næstformand i Ostehandlerforeningen for Danmark opfatter ikke sine kollegaer som konkurrenter. Tværtimod. Knud Svendsen, Ostemejeriet i Lejre, havde to klare formål med at stille op til posten som næstformand i Ostehandlerforeningen på årets generalforsamling. Han ville gerne skabe sig et bredere netværk inden for branchen, og han ville slå til lyd for et tættere og mere engageret samarbejde landets ostehandlere imellem. Myten om, at ”frænde er frænde værst”, holder nemlig ikke i hans optik. – Min konkurrent er jo ikke kollegaen, pointerer han. -Det er de store supermarkeder, hvor folk kan købe alt fra fars til franskbrød, inkl. ost. Det flytter salget og det, jeg skal leve af, fra min butik. Knud Svendsen forstår godt forbrugerne: det er ”convenience” – bekvemmeligheden ved atkunne købe alt under et tag. Netop derfor taler han varmt om sparring, idé- og erfaringsudveksling, så ostehandlerne kan bevæge sig i samme retning. – Det er min erfaring, at mindre virksomheder bliver klogere af at lære af hinanden, fastslår han. – I vores branche skal vi blive bedre til at skabe brands, der tilbyder mere end ost.

Gourmet convenience

Den vej har Knud Svendsen og hans kone, Lotte, allerede betrådt. Ostemejeriets sortiment er brød og ost, forskellige typer pølse og skinke, olier og vin, lidt sødt, særlige lækkerier og meget mere. Hvor kunden i supermarkedet må famle sig frem for at sammensætte det helt rigtige ostebord med de helt rigtige ingredienser, kan kunden stille sig i Knud og Lotte Svendsens butik – bede om hjælp og gå hjem med det hele under armen. – Det er også convenience, bare på en anden måde, mener Knud Svendsen.

Oveni kommer oplevelsen

Ostemejeriet laver selv feta og brie. Gennem vinduer i butikken kan kunderne følge med og samtidig kikke til de faste oste, bl.a. unika-serien fra Arla, der lagres i ostekælderen. Mælken til fetaen og brien kommer fra den lokale Mollerup Møllegård, hvor kunderne gerne må gå hen og hilse på køerne. Brødet er også gør-det-selv. Hver dag bager Ostemejeriet fem slags brød, alle koldhævede og alle bagt af økologiske råvarer fra Mejnerts Mølle ved Svebølle. – Vi kunne jo ikke bage brød, så vi måtte alliere os med nogle bagermestre, forklarer Knud Svendsen. -For vi ville gerne give kunderne oplevelsen af friskbagt brød i butikken. Det øvrige sortiment, der spænder fra italienske trøfler til Samsø laks, er indkøbt hos nøje udvalgte leverandører rundt om i Europa, og har en historie bag.

Det begyndte ikke med ost

Historien om familien Svendsen og Ostemejeriet begynder ikke med ost. Den begynder et helt andet sted, nemlig hos det økologiske ”Madsamlingen” i Hørsholm, hvor lokale fødevareproducenter solgte deres varer. – Mange af varerne var sæsonpræget, så forsyningerne var usikre. Til sidst lukkede Madsamlingen desværre, siger Knud Svendsen. – Men vi syntes om ideen. Knud Svendsen er oprindelig økonom og har altid haft job i økonomisektoren. Lotte Svendsen importerer vin, og havde et lille gartneri, hvor hun repræsenterede nogle lokale producenter. På deres vinrejser rundt i Europa fik de smag og forkærlighed for fødevarer skabt af lokale familier. Så tanken om en butik, hvor de kunne tilbyde noget tilsvarende, modnedes. – Vi var meget bevidste om, hvilken slags butik vi ville have, fortæller Knud Svendsen. – Vi ville ikke ind i et storcenter, men være os selv. Efter at have kikket i København og omegn, hvor kundegrundlaget er stort, men transporttiden tilsvarende lang, faldt blikket på Osted. Det velestimerede Osted mejeri lukkede i 2017, der var en butik, og med en placering på hovedvejen mellem Roskilde og Ringsted kom der mange potentielle kunder forbi hver dag. – Det var lige den profil, vi søgte, og vi fik fra starten stor hjælp af Lejre Kommune, kommer det rosende fra Knud Svendsen. – Despurgte af egen drift, hvad vi havde brug for, og hvad de kunne gøre. Efter fire måneders forarbejde åbnede familien Svendsen kort før jul 2018 Ostemejeriet i Osted.

Bump på vejen

Starten gik godt - lige til coronaen blev et alvorligt bump på vejen. Trafikken mellem Roskilde og Ringsted blev til ingenting. – Det stoppede fra den ene dag til den anden, og i tre måneder så vi ingen kunder, husker Knud Svendsen. – Hen over sommeren og efteråret begyndte vi stille og roligt at bygge tingene op på ny, og denne gang kører der heldigvis flere biler end under nedlukningen i 2020. I dag er Knud Svendsen en ret optimistisk mand. Kunder fra København og det øvrige Sjælland lægger ofte vejen forbi. Nogle på vej mellem job og hjem, andre gør det til en udflugt med børnene. Selv om Ostemejeriet kan lave firmapakker mod bestilling, er der ingen planer om ostekasser, som landets husstande kan abonnere på. Familien Svendsen synes om, at folk ser og smager, inden de køber. Og en henkastet bemærkning fra indehaveren tyder på, at morgendagens kunder er på vej. – Faktisk kan mange børn godt lide ost, filosoferer han– De får lov at smage, og tit er det dem, der vælger familiens ost.

April 2021

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies