Regler for salg ved stalddøren lempes

af Eivind Sønderborg Johansen

Intentionerne i en ny stalddørspakke er at bane vej for en mindre restriktiv implementering af reglerne på området.Den nu afgåede miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen lancerede den 1. februar i år et forslag til en stalddørspakke. Intentionen i forslaget er, at reglerne for stalddørssalg skal lempes, så forbrugere, supermarkeder, restauranter og specialfødevarebutikker som fx slagtere får udvidet adgang til at købe en række fødevarer direkte ved stalddøren fra sommeren 2016. De nye, lempede regler i stalddørspakken skønnes at få betydning for knapt 1000 danske stalddørssalg. Der er pr. 27. januar 2016 registreret 861 danske primærproducenter med stalddørssalg, dvs. salg direkte til forbrugerne. Dette omfatter i dag salg af slagtet fjerkræ, kaniner og vildt, æg, mælk, fisk og honning.

For restriktiv lovgivning

I en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet understreges det, at de lempede regler for stalddørssalg skal indføres, uden at kravene til fødevaresikkerheden slækkes. Stalddørspakken ændrer betingelserne for bl.a. salg af æg. Ægproducenterne må fremover sælge 100.000 æg årligt mod i dag 50.000. Stalddørspakken vil samtidig tillade fiskere at sælge muslinger direkte fra kutteren. Derudover får mælkeproducenter og honningdyrkere lempeligere vilkår for salg direkte til forbrugerne. De bebudede ændringer i Stalddørspakken gør det også muligt for jægere at flå skindet af storvildt og udskære kødet. De må også fjerne indvolde fra småvildt og sælge det til forbrugere og lokale detailvirksomheder. Ifølge de eksisterende regler har det hidtil kun været tilladt at sælge renset storvildt med skindet på, og småvildt der ikke var skåret op og renset for indvolde.

Lettere at købe lokalt

Det forventes, at lempelserne vil få betydning for salget af lokale fødevarer, således at producenterne nu får lettere ved at imødekomme den voksende efterspørgsel efter lokale fødevarer. Afdelingschef Lars Poulsen, Danske Slagtermestre, ser Stalddørspakken som et positivt tiltag set gennem detailslagternes briller. - De lempede regler i pakken gør det nemmere for slagterforretninger at indkøbe varer fra lokale fødevareproducenter, vurderer Lars Poulsen. Stalddørspakken blev sendt i høring den 1. februar og skal efterfølgende en tur rundt om EU-systemet for at blive notificeret. De nye regler i Stalddørspakken ventes at træde i kraft til sommer.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies