Slagteren bager brød

af Torben Svane Christensen

Leo og Pia Engelberg driver i fællesskab Slagteren på Odensevej i Middelfart. Udover at være en traditionsrig slagterforretning med en historie, der går tilbage til 1965, har slagterparret succes med at fremstille deres eget brød, som bidrager til den perfekte kombination med kvalitetspålæg og pølser fra eget pølsemageri. Leo Engelberg får tit gode ideer, som bliver ført ud i livet. En af ideerne opstod for fire år siden, da bageren på den anden side af vejen lukkede. Det var her, slagteren fik sit brød fra. – Vi er nok en smule utraditionelle. Vi bager for eksempel alt vores brød selv. Der var i forvejen pres på at kunne lave alle vores bestillinger med mad ud af huset, så jeg købte en almindelig ovn mere. Jeg synes jo også, at verdens bedste pålæg og tapas fortjener det bedste brød, fortæller slagteren, der også er lidt bager, og ud over almindeligt brød bliver der også bagt glutenfrit.

– Der var ikke så mange muligheder her i byen, hvis man som gluten-allergiker ville have andet brød end det fabriksfremstillede, man kan købe i supermarkedet, siger Leo Engelberg. Alle deje fryses, og bagværk, der skal sælges samme dag, bliver automatisk igangsat kl. 03.30, så rugbrød, flutes og franskbrød er nybagt til de første kunder, når butikken åbner. – Brødet sælger godt, og vi laver også kager både med og uden gluten. Salget står i dag for mellem 5 til 10 procent af omsætningen. Der er et meget lille svind på brødet, for vi bruger også brødene til vores mad ud af huset, siger Leo Engelberg.

Slagterbutik siden 1965

Slagteren på Odensevej bliver i det daglige drevet af ægteparret Leo og Pia Engelberg, der har været i faget siden 1985 og 1991. De overtog familievirksomheden efter faderen Aage i 2004. – Min familie har drevet slagterforretning her siden 1965, og da min far kom til, var der 30 forretninger her i Middelfart, hvor kunderne kunne købe kød, pålæg og smørrebrød. Det var dengang, hvor husmoderen kom om morgen og købte en steg, der skulle være klar til, når manden kom hjem i sin frokostpause og skulle have varm mad, og så blev der handlet pålæg til madderne om aftenen. Min far har hjulpet til her i butikken, efter han blev pensioneret, siger Leo Engelberg, og i dag er der kun to slagtere i byen. – Vi trækker også kunder til fra Kolding og Fredericia, og vi er i dag tre ansatte plus ungarbejdere og en chauffør på halvtid. Jeg kunne godt tænke mig en lærling igen, men de hænger jo ikke på træerne. Så vi løber stærkt lige nu, understreger slagteren.

Støtte til den lokale slagter

Alt i butikken bliver lavet fra bunden, supper, pølser, pålæg og hjemmelavede færdigretter, der blev meget populære under corona-nedlukningerne – Mad ud af huset til fester blev jo stort set lukket ned under Corona, men det hentede vi ind ved et øget salg i butikken. Der var en stor efterspørgsel, og indbyggerne i byen ville gerne støtte den lokale slagter. Nu ser vi virksomheder, der har aflyst julefrokoster, men så har de i stedet bestilt platter, som de ansatte kan tage med hjem. Nu er der også kravet med to kvadratmeter pr. kunde, som jeg er lidt spændt på, men det gik jo sidste gang, selv om kunderne skulle stå i kø ude på gaden for at handle, siger han.

Shopping online

Blandt andet for at kunderne kan slippe for at stå i kø, vil Leo Engelberg gerne have flere til at bestille deres mad online på det nye shoppingmodul. – Ja, det er et budskab, vi forsøger at sprede til så mange som muligt, blandt andet via Facebook. Det sparer os for tid i telefonen, og som en håndværker sagde, så er det smart at kunne bestille dagens sandwich på nettet, så han ikke skal bruge tid på at vente i kø og på, at vi skal lave den, så det er vejen frem, siger Leo Engelberg, der har kørt med muligheden for at bestille online siden mortensaften.

– Jeg tænker også, at jeg kan sammenligne kundernes indkøbsmønstre med andre slagtere i Mesterslagteren, så vi kan blive inspireret af de tiltag, der har succes, når det handler om onlinesalg. Mit mål er, at 50 procent af alle bestillinger skal ske online, siger slagteren, der også kastede sig ud i en investering med en pølsevogn, der havde tjent sig hjem på fem år. – Jeg er fuld af optimisme med hensyn til fremtiden. Jeg tror også på, at der står en og vil overtage, når jeg ikke skal være slagter mere. Men vi skal hele tiden følge med, og vores butik skal være helt up to date, understreger Leo Engelberg. Leo Engelberg er også formand for Slagtermesterforeningen for Syddanmark.

Ny formand for Mesterslagteren vil styrke samarbejde

Leo Engelberg er blevet valgt til formand for kædesamarbejdet Mesterslagteren. Han har været med i Mesterslagter-udvalget under Danske Slagtermestre i mange år, og han glæder sig til at arbejde for et endnu stærkere samarbejde butikkerne imellem. – Ideen med Mesterslagteren har fra begyndelsen været at samle en masse forskellige butikker. Når kæden laver et tiltag som for eksempel en nytårsmenu, så er det forskelligt, hvor mange der er til at lave den ude i butikkerne, så man vælger selv, hvor meget man vil bruge og lade sig inspirere af. Det handler om at få så mange tiltag i værktøjskassen som muligt, så kan butikkerne selv plukke derfra. Det skal vi fortsat gøre. Der skal sættes opskrifter og lækre billeder ind, som kan inspirere kunderne. Vi har dygtige folk hos Mesterslagteren, der hjælper os ude i butikkerne.

Nye kræfter – nye ideer

Men der er også behov for nytænkning, og det vil den nye formand gerne være med til at fremme. – Når man kommer ind som ny i udvalget, så skal man lige stikke fingeren i jorden. Da jeg kom med, var der mange ældre slagtere med, og meget var, som det allerede var blevet besluttet. Vi er et udvalg med yngre slagtere, og jeg synes, at det er fedt med yngre folk, der kommer med nye kræfter og ideer.

Flere fysiske møder

Han kunne godt tænke sig, at man i Mesterslagteren lod sig inspirere af det stærke sammenhold, der er i mad med mere, som er en anden kæde under Danske Slagtermestre. – De har et meget stærkt samarbejde butikkerne imellem. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i Mesterslagteren i højere grad mødtes ansigt til ansigt, når det bliver muligt igen. Jeg tror, at det er nemmere at kunne trække på hinandens gode ideer, når man har mødt sine kolleger i kæden. Jeg glæder mig også over, at mange i Mesterslagteren er kommet med på det nye shoppingmodul, som Danske Slagtermestre har udviklet, og jeg håber, at endnu flere vil bruge det, understreger Leo Engelberg, formand for Mesterslagteren.

Januar 2022

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies