Slagterkæde med ny butik i Aarhus

af Torben Svane Christensen

Den nye slagterbutik med Peter Sandberg i spidsen som butikschef og ejer ligger i et smørhul af kulinariske butikker på Kridthøj Torv i Højbjerg i Aarhus. Slagter Theilgaard har nu seks butikker – fem i det jyske og en på Fyn. Kridthøj Torv blev etableret tilbage i 1960, og området kan tilbyde kunderne produkter fra Sushi take away, Dolca Vita's is, Lading Mejeris osteforretning, Højbjerg Vine, fiskehandleren Fisken, Spottag Bakery og nu også fra Slagter Theilgaard. – Der kom et lokale til leje på Kridthøj Torv, der var interessant. Det er et attraktiv område med et godt kundegrundlag. Butikken ligger over for en Superbrugs, og der er gode parkeringsmuligheder, siger kædedirektør Martin Rask fra Slagter Theilgaard, der er glad for, at en ny butik nu står klar til at betjene aarhusianerne med produkter fra det familieejede firma i Esbjerg. – Vores mål er, at hver gang vi åbner en ny butik i kæden, skal det være den flotteste. Så det er der blevet arbejdet hårdt på. Jeg er meget tilfreds med, at Peter Sandberg har sagt ja til vores franchisekoncept, og han har været med hele vejen i udviklingen af butikken, understreger han.

Flere butikker på vej

Butikken i Aarhus bliver heller ikke den sidste butik i kæden. – Ja, der er et par butikker mere i pipeline. Der er stor interesse for vores franchisekoncept. Man kan starte op uden at skulle ud og låne en masse penge. Man ejer selv butikken, men der er nogle retningslinjer, og man køber varerne hos os, siger han. Et franchisekoncept består af to parter - en franchisetager og en franchisegiver. Franchisegiveren er et større firma, der har skabt et rentabelt koncept, der ønsker at udvide sit brand og sin forretning. Franchisetageren er en person, der får tilladelse til at tjene penge under det større firmas navn. Den store fordel i dette setup er, at franchisetageren ejer sin forretning. Slagter Theilgaard har siden 2016 haft butik på hjørnet af Jægergårdsgade og M. P. Bruuns Gade. – Den butik er lukket nu. Bygningen ved siden af blev revet ned, og der har været meget byggerod i gaden. Det fik flere kunder til at blive væk, fortæller Martin Rask.

Mod på egen butik

Peter Sandberg drev Mesterslagteren i Hammel fra 2000 til 2006, hvorefter han skiftede til et job som slagtermester i Coop. Efter et år som butikschef hos Slagter Theilgaard i butikken i centrum af Aarhus, fik han mod på at få sin egen butik, og det er nu blevet en realitet. – Martin nævnte, at et lokale var ledig i Højbjerg. Jeg sagde, at jeg godt kunne godt være interesseret, og så blev vi enige om en god aftale, fortæller han og fortsætter: – Vi har lavet en moderne Theilgaard-forretning. Her kan kunderne få alt i nemme færdigretter og måltidsløsninger, der er lige til at varme. Vi kan levere alt på køddelen, hvor kødet kommer fra Esbjerg, og så skærer vi selv ud og kommer det i disken. Vi har selvfølgelig også et stort udvalg af pølser fra Slagter Theilgaards eget pølsemageri. Vi har lavet frostrum, og vi har fået sat en kølecontainer op, så vi har plads nok, siger han.

Personalet fulgte med

Peter Sandberg er flyttet fra centrum til Kridthøj Torvet sammen med resten af personalet. Han og holdet har gennem fem år opbygget en stor fast kundekreds, og nogle af de kunder vil også finde vej til den nye butik i Højbjerg, er den nye butiksejer sikker på. – Vi har ansat en ny studentermedhjælper. Hele holdet ville gerne med, og de har været med i hele processen, og de synes også, at det er fedt at komme ud i en ny forretning, siger han.

Stort salg på nettet

Bor man ikke i nærheden af Højbjerg eller vil man gerne have sit kød leveret til hjemadressen, så har Slagter Theilgaard en webshop, hvor man kan bestille alt. Man kan også vælge at bestille og hente i butikken. – Under Corona voksede netsalget 100 procent, og det er jeg sikker på fortsætter, nu hvor kunderne har fået øje for, hvor nemt det er, siger han.

Lille og hyggelig butik

Selve butikslokalet er 40 kvadratmeter, og det samlede areal er 80 kvadratmeter. – Det er ikke så stort, men vi har fået indrettet det hyggeligt. Vi havde 400 kunder igennem på åbningsdagen, og dagen efter 300 kunder. Der er kommet mange ordrer ind til weekenden. Det er en kæmpe fordel, at vi ligger mellem de andre butikker. Man behøver ikke at handle andre steder. Flere kunder fra butikken i centrum har spurgt, om vi ikke lavede butik herude. Der har været slagter for mange år tilbage, siger han.  Slagter Zacho drev i mange år slagterforretningen på Kridthøj Torv. Siden kom endnu en slagter, som kun havde butik i et lille år, hvorefter fastfood-kæden Kylling & Co overtog, og nu bliver der slagter igen i lokalerne.

Om Slagter Theilgaard A/S

• Firmaet blev grundlagt for mere end 60 år siden af Erhardt Theilgaard, Søren Theilgaards farfar. I 1996 byggede virksomheden nye og moderne lokaler i industriområdet i Kjersing, og samtidig skete et generationsskifte, så det i dag er brødrene Poul og Viggo Theilgaard samt Søren Theilgaard, der er søn af Viggo, som i dag driver virksomheden.

• Slagter Theilgaard A/S er en kødforarbejdningsvirksomhed, som har 125 medarbejdere. Firmaet beskæftiger sig med opskæring og forædling af både svine-, kalve- og oksekød. Produkterne afsættes til hoteller, restauranter, cateringvirksomheder og offentlige institutioner.

• Private kunder kan købe produkter i 6 slagterbutikker: To i Esbjerg, en i Blåvand, en i Tarup Center i Odense, en i Herning og nu i Højberg i Aarhus.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies