Synspunkt


Ret og retfærdighed

Det, der kendetegner en retsstat, er, at der er nogle demokratisk baserede regler, som der er nogle til at håndhæve. Altså: Når Folketinget har vedtaget en regel, så gælder den, allerede fordi Folketinget har vedtaget den. Det er det, som inden for retsvidenskaben kaldes for retspositivisme. Ud fra den betragtning er det helt i orden, når en lille slagterbutik får en bøde på 40.000 kroner for at skrive et allergen med almindelige små bogstaver i stedet for at skrive det med fed skrift eller versaler. Det har Folketinget nemlig bestemt, at det skal koste. Ud fra denne lære kunne det sådan set også være 100.000 eller en million kroner. Når det er demokratisk vedtaget, er det det, der gælder, uanset hvad. Over for denne retsfilosofi står det, som man kalder naturretten. Den går kort fortalt ud på, at love og regler skal kunne rummes inden for en overordnet, universel retfærdighed. Ud fra denne betragtning kan en lovgivende forsamling altså ikke med retsvirkning vedtage noget, som er himmelråbende uretfærdigt ud fra almindelig, sund dømmekraft. Man lægger simpelt hen en moralsk standard ind over lovgivningen. Et eksempel på det ser man på menneskerettighedsområdet. Her kan nationale love og retsakter blive underkendt af Menneskerettighedsdomstolen ud fra nogle internationalt aftalte principper. Men faktisk behøver man ikke – ifølge naturretten – at have aftalt nogen moralske standarder, for at de kan gælde. De gælder så at sige naturligt, dvs. af sig selv.

Dansk ret bekender sig primært til retspositivismen, men med vigtige undtagelser. En af dem handler om proportionalitet. Dette princip tilsiger, at der skal være et rimeligt forhold imellem forseelse og straf. Her gælder altså en moralsk standard, som lovgiver ikke kan sætte sig ud over, og det skal domstolene statuere – så at sige som en menneskeret. Det skete ved retten i Kolding i 2006, da DSM på vegne af Slagtergården St. Lihme – nu DanePork – anfægtede en bøde på 35.000 kr. for på en bestemt dag ikke have udfyldt egenkontrolskemaet, der dengang var på papir. Som slagteri med fast tilsyn af dyrlæger havde disse selvsagt også været til stede den dag, og oveni kom eksterne folk fra Fødevarestyrelsen netop denne dag på besøg for at gennemgå slagteriet. Måske var det derfor, at man glemte at udfylde skemaet. Men det gjorde man altså, og så slog Fødevarestyrelsen op i sit bødekatalog, hvor der stod, at det skulle koste 35.000 kr., og der var ingen nåde, for man fulgte en politisk vedtaget ”nultoleranceplan”. Vi hævdede, at det var i strid med ”proportionslitetsprincippet” i dansk ret, og det gav dommeren os ret i og nedsatte bøden til 5.000 kroner – selv om Folketinget havde bestemt, at dette ikke måtte ske. Og så døde nultoleranceplanen.

Nu får vi at se, om noget lignende sker med den bøde på 40.000 kroner, som slagteren i Ikast har fået for ikke at skrive et allergen med fed skrift eller versaler. I den sag bistår vi i DSM vort medlem. En slagter i Aalborg havde fået samme bøde for noget, der lignende, men her var der dog også andet at komme efter. Alligevel er den bøde blevet halveret, fordi der er færre end fem ansatte, hvilket en regel gør muligt. Den kan ikke bruges i Ikast, så dér står de 40.000 fast. Resultatet er i øvrigt allerede nu blevet, at der slet ikke står noget på den pågældende vare om allergener hos slagteren i Ikast. Nu er varedeklarationen fjernet og kunderne henvist til et skilt på væggen om, at man kan spørge personalet om allergener. Det må man nemlig godt nøjes med.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - november 2022

Mens græsset gror…

Mens græsset gror…

Udskrivelsen af folketingsvalget kunne næsten ikke være sket på et værre tidspunkt. Med energiprisernes himmelflugt som det absolut største, samfundsmæssige problem kan det få katastrofale følger, at arbejdet med at løse dette problem nu er sat på pause i ikke alene tiden frem til valget, men også i den tid, der derefter går med at danne en regering.

Det er i særdeleshed uheldigt, fordi der så er meget usikre udsigter til, hvornår der vil blive lagt et loft over energipriserne, ikke kun for borgerne, men også for virksomhederne. Fredag den 30. september blev der i EU indgået en aftale om, at elprisen (i princippet) højest må være netto 1,34 kroner pr. kWh med virkning fra den 1. december og indtil 1. juli næste år, hvilket kan være ikke blot en stor hjælp, men ligefrem en redning for mange små og mellemstore virksomheder og især for dem, der har et meget højt energiforbrug. Dette gælder i særdeleshed fødevarevirksomheder, herunder butikker, fordi både lovgivning og ansvaret for fødevaresikkerheden pålægger dem at holde bestemte og meget energikrævende temperaturer. Denne hjælp kan det kun gå for langsomt med at komme ud til ikke mindst virksomhederne med, men på grund af valget er det nu meget usikkert, hvornår det kommer til at ske. Det vil næppe være pr. 1. december. Det er nemlig overladt til nationalstaterne selv at skrue en model sammen for et prisloft som det aftalte. Nu ligger arbejdet med at konstruere en dansk model for udmøntning af aftalen formentlig i dvale, indtil en ny regering er på plads, og derefter kan der gå måneder. Bedre bliver det ikke af, at det at dømme efter valgkampen ikke er noget, der ligger de politiske partier særligt på sinde. De taler om velfærd og pleje og psykiatri, så man dels skulle tro, at langt de fleste danskere er syge, dels får indtryk af, at det er noget, de har stor indflydelse på. Langt det meste af den ”velfærd”, de taler om, ligger ude i regionerne og kommunerne og er i kraft af kommunalfuldmagten netop ikke Folketingets gebet.

Det er til gengæld det økonomiske fundament, som hele værdiskabelsen bygger på: Erhvervslivet, herunder især de små og mellemstore virksomheder. De er imidlertid langt nede på den politiske dagsorden, og det er mærkeligt, når man tænker på, det i høj grad er noget, som berører borgerne, dvs. vælgerne. SMV’erne beskæftiger 2/3 af alle beskæftigede i den private sektor – næsten 1 mio. vælgere. Og disse virksomheder står også for 2/3 af værdiskabelsen i den private sektor. Rigtig mange af dem er nu truet på deres eksistens. Antallet af konkurser i de seneste fire måneder er således ikke set højre siden finanskrisen i 2009 og 2010. Mens folketingskandidaterne fører kommunalpolitik, er fundamentet under den nation, som de vil vælges til at tage vare på, ved at skride. Hvis det sker, kan de glemme alt om varme hænder, og hvad de ellers taler om at øge antallet af. Så er det ydelsescentrene og mulighederne for optagelse af statslån, der kommer til fylde.

Meget kunne have været reddet, hvis politikere og embedsmænd straks havde kastet sig over at udmønte prisloft-aftalen fra EU. Nu er det ikke en gang et tema i valgkampen, og når den er slut, må det vente, til vi atter har et funktionsdueligt regeringsapparat – og når vi har det, og når man så har fået skruet et prisloft sammen i overensstemmelse med aftalen, kan der være mange nuværende virksomheder, som ikke får glæde af det. For mens græsset gror, dør horsemor.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - oktober 2022

I anstændighedens navn

”Trist slagtermester giver op”

Sådan lød en overskrift på SN.dk den 8.september. Det var Benløse Slagteren, der ikke orkede at drive forretningen mere på grund af de tårnhøje energipriser. Og han er ikke alene. Specialfødevarehandlende og købmænd lukker på stribe, og de, der hænger på, gør det med det yderste af neglene. Sjældent, om nogen sinde, har situationen været så alvorlig for disse butikker og for de virksomheder, som producerer og håndterer fødevarer, som den er nu, og det gælder allermest for de små og mellemstore, fordi energipriserne fylder forholdsvis mest hos dem, og fordi deres økonomiske margen er forholdsvis lille.

FødevareDanmark og andre, der repræsenterer disse butikker og virksomheder, har larmet op om dette længe og er blevet mødt af forståelse, men så heller ikke mere. Og den kan man jo ikke betale regninger med. Regeringen har såle[1]des afvist, at der kan blive tale om hjælpepakker i stil med dem, som hjalp virksomhederne igennem Corona-krisen, og man har gjort det med henvisning til, at der i modsætning til dengang ikke er tale om, at krisen skyldes, at nogen må holde lukket som følge af lovkrav. Derfor mener man ikke, at staten har et ansvar for virksomhedernes situation.

Det er FødevareDanmark helt uenig i. For nok er det sandt, at staten hverken pålægger eller forbyder nogen noget under den herskene energikrise, men staten har et klart medansvar for, at disse virksomheder ikke kan spare på energien, hvilket regeringen ellers anbefaler alle at gøre, og hvilket den pålægger offentlige institutioner og andre, som den bestemmer over, at gøre. Fødevarebutikkernes og fødevarevirksomhedernes høje energiforbrug skyldes især de krav, som staten gennem lovgivning stiller til dis[1]se næringsdrivende om at holde bestemte temperaturer i kølediske, køle- og fryserum, ovne og andre helt nødvendige installationer. Når staten stiller sådanne krav, har den selvsagt også et ansvar for det, som de medfører, og lige nu er det altså energiudgifter af en dræbende størrelsesorden. Så kan staten ikke med blot antydning af anstændighed sige, at det ikke er noget, som den har lod og del i, og at det ikke er noget, som den kan gøre for.

Vi har også gjort det klart, at det er godt at politikerne nu sænker afgifterne på strøm, men at det ikke hjælper de omhandlede virksomheder, fordi moms og elafgifter er fradragsberettigede hos dem. At de er det, er jo for så vidt godt, men det betyder i den nuværende situation, at prisstigningerne på el slår 100 procent igennem hos de forretningsdrivende. Der er ingen afgifter til at afbøde procent[1]stigningerne, og derfor er det nødvendigt at gribe til andre metoder, hvis man vil hjælpe dem, der på grund af lovkrav er forhindret i at spare. Her er det svært at se andre muligheder end kontant kompensation i form af målrettede hjælpepakker efter en model, der minder om, hvad man benyttede under Corona-krisen.

Det er klart, at dette vil komme til at koste nogle penge, men det er jo heller ikke gratis for samfundet, når virksomheder lukker med deraf følgende ledighed hos ejere og ansatte. Og helt grundlæggende handler det om fra statens og politikernes side at anerkende et medansvar for følger af en lovgivning – i anstændighedens navn.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - september 2022

Ildevarslende valgkamp

Vi lever i en tid, hvor de politiske udmeldinger fra partierne er præget af det tilstundende valg til Folketinget – et valg, der måske allerede er udskrevet, når disse linjer læses. Og for de fleste partier på begge sider af midten er det vigtigt at signalere, at de går ind for ”grøn omstilling”. Hvad denne omstilling særligt skal bestå i, er de dog næppe enige om, og man kan også med god grund spørge, hvad den skal til for, i hvert fald hvis det er klimaet, det handler om. Sagen er jo den, at Danmark hverken kan gøre fra eller til med det, som vi finder på, for vi står kun for en tusindedel af de globale udledninger af drivhusgasser. Dér, hvor vi kan rykke noget, er ved at gå foran og vise vejen for de store lande; og hvad det angår, er situationen faktisk den, at vi allerede befinder os i den position.

Det viser en ret ny rapport udgivet af Yale University i USA. Den bærer navnet EPI, der står for Environmental Performance Index. Rapporten rummer datadrevne resultater fra 180 lande på områder som klimaindsatser, miljø og biodiversitet. I en sammenligning mellem alle disse lande ligger Danmark på en førsteplads, når det gælder klimaindsats, mens USA, Kina og Indien ligger som henholdsvis nummer 101,128 og 165. Det er dem, vi skal have fat i, så de kan lære noget af os, men som jeg også skrev i en omtale af denne rapport i Jyllands-Posten i juli - under overskriften ”Kan en forløber løbe for stærkt?” – er det vigtigt, at vi som forløber ikke kommer for langt væk fra hovedfeltet. Så risikerer vores eksempel nemlig at gøre samme indtryk på de lande, som vi vil påvirke, som det har at se på en linedanser i et cirkus: Det er imponerende at beskue, men man lærer ikke at gå på line af det. Men evner vi at sætte farten ned eller måske stoppe helt op for en tid for at få de store lande med? Ikke at dømme efter de politiske partiers valgløfter om en fortsat ”grøn omstilling”, og det er jo trist for så vidt, som de derved risikerer at gøre sagen større skade end gavn.

Hvad der til gengæld ikke synes at være nogen partier, der går til valg på, er at hjælpe de energitunge dele af dansk erhvervsliv. Energiprisernes himmelflugt har skabt en alvorlig trussel mod disse virksomheder og dermed også for deres ansatte, men jo også for det, som virksomhederne repræsenterer i det danske samfund. Det gælder for eksempel drivhusgartnerierne, der producerer dansk frugt og grønt, der er kendt for at være bedre end udenlandsk på vigtige parametre, og det gælder for specialfødevarebutikker som slagtere, fiskehandlere, ostehandlere og bagere, der pr. butikskvadratmeter har et langt større energibehov end supermarkederne, der jo også sælger rengøringsmidler og parfume og meget andet, som hverken kræver køl eller varme.

Set fra et samfundsperspektiv handler det ikke kun om de enkelte specialbutikkers overlevelse eller om den danske detailhandels butiksstruktur, hvilket ellers er alvorligt nok i sig selv. Det handler også om innovation og vareudvalg. Det er jo en velkendt sag, at det ikke er supermarkederne, der opfinder nye delikatesser, hvad enten det gælder charcuteri eller konditori eller salater eller andet, der beriger det danske køkken. Det er især specialbutikkerne, der fører an i denne udvikling, som supermarkederne så forsøger at lægge sig efter, og det jo også i specialbutikkerne, at man finder de store udvalg på deres områder, langt større end i supermarkedernes delikatesseafdelinger. Alt dette er i risiko for at forsvinde, ikke mindst på grund af tidens høje energipriser.

Det ville sagtens kunne bære en valgplakat eller to. Dér, hvor vi kan rykke noget, er ved at gå foran og vise vejen for de store lande; og hvad det angår, er situationen faktisk den, at vi allerede befinder os i den position

 

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - august 2022

Dejlige dage på Lolland

”Det er jeg helt enig i.” Cirka sådan lød den mest anvendte replik under debatterne på Madens Folkemøde i år, hvor det gennemgående tema var klimaet. Alle var enige med hinanden om, at vi skal spise mindre kød og flere grøntsager, og at landbruget skal omstille sig i pagt hermed. For så vidt kunne debattørerne lige så godt have diskuteret, om Jorden er flad eller rund – de kunne ikke have været mere enige. Og man blev heller ikke ladt i tvivl om, at de danske forbrugere ligger inde med nøglen til løsningen på den klimakrise, som hele verden befinder sig i, og da disse forbrugere angiveligt er meget klimabevidste, gik man fra folkemødet i fuld fortrøstning om, at planetens skæbne er i de bedste hænder. Og folkemødet førte selv an under den store middag fredag aften, hvor deltagerne mæskede sig i et væld af grøntsager tilsat en note af kød fra nogle rådyr, som lokale jægere havde nedlagt i nærheden.

Det var rigtig rart – bare for et par dage – at befinde sig i denne verden af klare problemer og lette løsninger og på en baggrund af Piet Heins berømte globus, hvor Danmark fylder halvdelen af kloden. For eftersom alle gav hinanden ret i det hele, var der ingen, der ødelagde den gode stemning. Det kunne ellers nemt være sket. Nogle kunne måske have bragt på bane, at vi sammen med resten af Europa og lande i Afrika formentlig står lige over for den alvorligste fødevarekrise siden 2. verdenskrig, fordi vi meget snart kan komme til at mangle en masse korn fra især Ukraine og dermed en vigtig grundbestanddel i en stor del af det, som vi lever af. Og hvis vi ikke direkte ser ind i sult og hungersnød, så er i hvert fald voldsomme prisstigninger på alle fødevarer helt uundgåelige - ja, de er der jo allerede. Hvordan håndterer vi den situation? Og hvad kan Danmark byde ind med for at mindske denne akutte krise? Svarene på disse spørgsmål kunne nemt skille vandene, for det, som Danmark bedst kan bidrage med i den aktuelle situation, er det, som vi over de seneste 150 år med andelsbevægelsen som en helt afgørende drivkraft har opbygget en unik ekspertise i at producere, nemlig kød, smør og ost. Det har vi færdighederne til, og det har vi apparatet til, dvs. bygninger, maskiner, forarbejdningsanlæg, forsyningskanaler, afsætningskanaler osv. Det er ikke noget, der umiddelbart vil kunne bruges til en tilsvarende stor produktion og eksport af vegetabilier. Så det, der nu bør være opgaven for danske landmænd, er at producere så meget som overhovedet muligt af det, som de helt aktuelt har et produktionsapparat til.

Denne del af virkeligheden – altså den akutte fødevarekrise – var meget lidt til stede på Madens Folkemøde. Det samme gjaldt problemet med de voldsomt stigende omkostninger, som lige nu rammer alle dele af fødevareproduktionen, herunder priser på strøm, foder, gødning og brændstof. Ej heller kom man nævneværdigt ind på konsekvenserne af, at forbrugerne jo også rammes på pengepungen af stigende priser på el, gas og brændstof, og hvad det betyder for deres indkøb af mad, der jo som nævnt her også bliver dyrere og dyrere? Vælger de for eksempel specialbutikkerne fra, og hvad betyder det så for butiksstrukturen i detailhandelen?

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - juni 2022

Et tilvalg af stolthed

Der findes næppe noget enkeltstående arrangement, der er mere gavnligt for ambitionen om at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, end SKILLS. Derfor har det virkelig været skidt, at det i et par år ikke har været muligt at afholde det som følge af Corona. I år var det heldigvis atter muligt, og i dagene 28. – 30. april løb det af stablen i Høng, der trods sine kun 5.000 indbyggere huser hele fem skoler, heriblandt en landbrugsskole, som beværtede det store arrangement. Det forløb upåklageligt, og antallet af besøgende satte rekord med 67.000, heraf rigtig mange skoleelever, som forhåbentlig er blevet grebet af nogle af de ligeledes rekordmange fag, som præsenterede sig så flot.

Og der er virkelig behov for det. Skiftende regeringer har i mange år sat mål op for, hvor stor en del af ungdomsårgangene, der gerne skulle vælge en erhvervsuddannelse. Man taler nu om 30 procent, men procentandelen ligger og roder rundt omkring de 20, og om føje år vil manglen på håndværkere blive et stort problem. Faktisk vil der ifølge Arbejdernes Erhvervsråd mangle næsten 100.000 faglærte i 2030, hvis vi fortsætter på nuværende niveau – og samtidig vil der være et overskud af akademikere på ca. 25.000.

Men hvad i alverden skal der til?

Meget har jo været prøvet uden den store succes. Man kunne som noget helt nyt tage udgangspunkt i håndværksfagenes flagskib: SKILLS. For hvad er det der kendetegner dem, der udstiller deres fag dér: Det er fremfor alt stolthed. Den faglige stolthed såvel som den personlige. Det er vederkvægende og livsbekræftende at se, hvordan udøverne af de forskellige fag blomstrer af stolthed over det, som de laver og præsterer – og med god grund, for det er vildt imponerende at se, hvad disse unge mennesker kan udrette.

I hvor mange akademiske discipliner oplever man det samme? Hvor mange gymnasieelever kan med samme begejstring pege på noget, som de har udrettet og tilvirket? Hos hvor mange akademiske sagsbehandlere rundt omkring kan man opleve samme stolthed over, hvad de præsterer, som man kan i håndværksfagene? ”Se, hvad jeg har lavet!” Ikke mange, og derfor handler et tilvalg af en faglig uddannelse også om tilvalg af livskvalitet, for det er jo det, som stolthed giver. Så kan man indvende, at det modsat er lige så synligt, når det, man laver, ikke er i orden. Og ja, man kan meget bedre slippe af sted med en sjusket sagsbehandling end med et sjusket håndværk. Men det er jo netop det, der skaber stoltheden over det, der er godt: At man kan få kritik af det, der ikke er det. Ligegyldighed er ikke eksisterende i disse fag, og når man tager hjem efter en arbejdsdag, er det i bevidstheden om, at man har udrettet noget og gjort en synlig forskel – forhåbentlig til den gode side.

Og hvem skal så udbrede læren om stoltheden ved håndværksfagene? Under en festmiddag på SKILLS i Høng kunne vi, der deltog, høre en ung mand, der er i lære som møbelsnedker, fortælle om glæden ved sit fag og sit arbejde, og det var rigtig dejligt, men lige dér prædikede han jo for de frelste. Det er ude i folkeskolen, at gode historier som denne skal fortælles. Det er ikke noget, som UU-vejlederne kan videregive.

Det skal fagenes udøvere selv gøre – således som slagteren i Sæby faktisk gør. Han tager ud på skoler og fortæller om slagterfaget. Det skal vi have meget mere af, både af stolte udøvere, der kommer ud og fortæller om deres fag, og af folkeskoler, som inviterer dem.

Så kan det være, at det rykker.

(Dette synspunkt har også været fremført i Dagligvarehandlen.)

 

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - maj 2022

Måger i karry

Efter mange årtiers forkætrelse er meningen med EU's landbrugspolitik måske begyndt at dæmre for nogle af dens rigtig mange kritikere. Det kan være, at den nu ligefrem kan få nogle tilhængere, efter at krigen i Ukraine har anskueliggjort for de fleste, at det ikke er nogen selvfølge, at Europas befolkninger har adgang til rigelige mængder af fødevarer.

Det var ellers netop den erfaring, som førte til, at man oprettede ”Fællesmarkedet” – eller EF – i 1960’erne, da Europa var kommet ovenpå igen efter 2. Verdenskrig. Under og efter denne var der knaphed på fødevarer som kød, smør og brød, og danskerne måtte opfindsomt ty til retter som måger i karry, grøftekants frikadeller og skvalderkålskarbonader for at  stille sulten. Og sådan var det også i resten af det daværende Vesteuropa, som satte sig for at undgå, at det kunne ske igen. Vesteuropa skulle være selvforsynende med fødevarer. Og så gik man i gang med at understøtte og udvikle landbrugsproduktionen i det daværende Fællesmarked, som Danmark blev en del af i 1973. Det virkede over al forventning, og i 1980’erne resulterede bestræbelserne i store ”overskudslagre” af bl.a. korn og smør. Efter 30 år uden knaphed var man begyndt at betragte det som en selvfølge, at der var mad nok, og så gik man i gang med at skælde ud på det system, som var årsag til, at der var det. Og jo da, der var behov for justeringer, og så gennemførte man nogle store omlægninger af landbrugsstøtten i begyndelsen af 1990’erne og 00’erne, hvor man gav sig til at betale bønderne for at begrænse produktionen, og det har man fortsat med i en grad, der har resulteret i, at der nu i EU er en betydelig import af bl.a. hvede. Den har vi så købt i navnlig Rusland og Ukraine.

Sådan så verden ud i slutningen af februar, da Rusland invaderede Ukraine, hvilket ikke alene skabte en masse rædsler i de bombarderede byer, men også udsigt til knaphed på bl.a. hvede og dermed på kød, smør og brød hos os i Vesteuropa. Vi kan med andre ord nu se frem til havne i den samme situation, som man var i under og efter 2. Verdenskrig, hvad fødevarer angår, fordi vi som følge af alle de velmente reformer af landbrugspolitikken ikke længere producerer korn nok til vores eget forbrug i EU, hverken til dyr eller mennesker. Og hvis vi følger de spor, der er lagt ud i både dansk og europæisk klimapolitik, vil det med høj grad af sandsynlighed gå fra slemt til værre. Så kan måger i karry, grøftekantsfrikadeller og skvalderkålskarbonader vende tilbage til middagsbordene.

Vi kan glæde os over, at Folketinget i oktober sidste år indgik en landbrugsaftale, som ikke sænker produktionen væsentligt, og at man ikke fulgte Ungeklimarådets anbefaling om at tage 30 procent af landbrugsarealet ud af drift. Men selv en uændret produktion kan blive vanskelig at opretholde, fordi det kan blive svært at få gødning, der nemlig produceres med brug af bl.a. (russisk) gas. Vi må håbe, at det lykkes, men det forudsætter som det første, at det atter bliver et mål i sig selv at intensivere produktionen af bl.a. korn i både Danmark og resten af EU, og at man atter begynder at betragte landbrugspolitikken som en produktionsfremmende foranstaltning og ikke som et middel til at få landmændene til at beskæftige sig med alt muligt andet, hvor smukt og godt det end kan forekomme, når der er rigeligt af alting.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - april 2022

 

”Hysteriske kællinger”?

Fra disse linjer skrives, og indtil de læses, kan rigtig meget være sket. Situationen er jo den, at Rusland har angrebet Ukraine, og at det har affødt, hvad man kan kalde en stillingskrig mellem Rusland og hele den vestlige verden. Dermed er det ikke en krig, der kun handler om Ukraine, og dermed stopper den ikke, når slaget om Ukraine er slut, uanset hvilken af parterne der vinder dette slag. Stillingskrigen vil fortsætte, og her vil det næppe være militæret, der bliver omdrejningspunktet, men økonomi, hvor der allerede nu er gang i en kamp om økonomisk udmattelse. Kan Rusland klare sig uden samhandel og internationale bankforbindelser om andet end olie og naturgas, og kan især de europæiske lande klare sig uden den russiske gas og for så vidt også hvede? Og kan de europæiske og til dels også de nordamerikanske demokratier på ikke kun kort, men også længere sigt holde til at føre en handelspolitik over for Rusland, når denne politik giver vælgerne prisstigninger på snart sagt alting – og ikke mindst på livsfornødenheder som energi og fødevarer? Eller vil der komme et folkeligt pres på politikerne om at prøve at komme tilbage til ”normale tilstande”? Det er formentlig det, som Vladimir Putin i skrivende stund sidder og håber på, mens vi i den vestlige verden omvendt håber på, Ruslands økonomi bryder sammen med det resultat, at der kommer et folkeligt oprør, der kan føre Rusland tilbage til en position, der kan begrunde, at sanktionerne ophæves.

Det er denne stillingskrig, der udspiller sig, og i den spiller Ukraine lidt kynisk sagt kun en mindre rolle. Hovedaktørerne sidder i Moskva, Washington og Bruxelles – ikke i Kief/Kyiv. Foreløbig – og igen: i skrivende stund – har hverken krigen eller stillingskrigen ført til mangel på noget som helst i Danmark eller i vesten i det hele taget, heller ikke energi eller fødevarer. Alligevel er priserne på bl.a. energi og foderkorn steget helt eksplosivt. Det er svært at forklare med andet, end hvad daværende finansminister Mogens Lykketoft engang kaldte ”hysteriske kællinger” på børserne. De plejer at falde til ro, når der tegner sig et billede af en god håndtering af situationen. Dette billede har vi endnu til gode at se, ikke mindst i EU, for nok har man her besluttet, at man vil gøre sig uafhængig af russisk gas, men spørgsmålet er hvordan, når det skal være på kort sigt, hvilket det skal. Det er der endnu ikke kommet noget overbevisende svar på, bl.a. fordi de forhåndenværende muligheder slet ikke harmonerer med ambitionerne om ”grøn omstilling”. Og så længe denne uklarhed eksisterer, og så længe ingen ved, om Rusland selv lukker for gassen, før vi er klar med erstatninger, er der ikke udsigt til lavere priser – tværtimod. Og de bliver nok aldrig som før, for alternativerne til den russiske gas er væsentligt dyrere at producere.

Og hvor stiller dette så den danske fødevaresektor, herunder detailhandelen? Svaret er, at det stiller os i en meget vanskelig situation, som vi har henvendt os til regeringen og Folketinget om at hjælpe os med. Denne krise er mindst lige så alvorlig som Corona-krisen, og behovet for hjælp er mindst lige så stort. Det venter vi og resten af erhvervslivet p.t. på en reaktion fra politikerne på. I mellemtiden, dvs. indtil priserne kommer lidt ned igen, fordi der er styr på situationen, er der ikke andet for end at skære omkostningerne ned, hvor det er muligt, og at sætte priserne på varerne så meget op, at der sammen med mulige besparelser kommer balance i økonomien. Og så ellers håbe på, at der stadig er tilstrækkeligt mange kunder, der både kan og vil betale.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - marts 2022

Sæt priserne op!

For nylig udsendte vi en pressemeddelelse med samtlige 10 formænd under paraplyen FødevareDanmark som afsendere. Det var formændene for Danske Slagtermestre, Ostehandlerforeningen for Danmark, Danmarks Fiskehandlere, SMV Fødevarer, Smagen af Danmark, Sammark, Mad Med Mere, Mesterslagteren, KonditorBager A/S, samt Slagtehusene. Dertil kommer jo formanden for selve FødevareDanmark, der imidlertid er den samme som formanden for Danske Slagtermestre.

Emnet for denne fælles udmelding var de høje energipriser. I løbet af 2021 steg udgiften til el til det dobbelte eller mere for erhvervsvirksomheder. De betaler ikke afgifter, hvorfor stigninger i elprisen slår 100 procent igennem på den pris, som virksomhederne skal betale. Og selv om det er uden afgifter, er det ikke så lidt, for navnlig fødevarebutikker er særdeles energikrævende, hvilket jo bl.a. er en følge af, at der er lovkrav om bestemte temperaturer, både når der køles, fryses, bages og røges. Der er altså ikke mulighed for at spare på energien ved at skrue ned for varmen eller op for temperaturen i køledisken eller køle- eller frostrummet.

Det ville næppe nogen gøre, selv om man måtte, for det handler jo om fødevaresikkerhed, men fordi vi har at gøre med krav fra staten, er det kun rimeligt, at staten tager et medansvar for de betydelige merudgifter, som de høje energipriser afstedkommer. Pressemeddelelsen affødte adskillige reaktioner, også fra politisk side om, at der er behov for at hjælpe de erhvervsvirksomheder, som er presset af de høje energipriser, ikke mindst efter, at det var kommet frem, at de nok forbliver oppe i det meget høje leje hele resten året.

Imens vi venter på svar fra staten, er det nødvendigt, at hver eneste virksomhed ser på, hvor stort problemet er, og hvad den selv kan gøre. Som påpeget i pressemeddelelsen, handler det ikke kun om højere priser fra energileverandøren, men også fra råvareleverandørerne, som jo også nu får højere elregninger, og som lader disse smitte af på deres egne regninger. På den måde rammes f.eks. specialfødevarebutikkerne dobbelt, og det må og skal give anledning til, at man – evt. sammen med sin revisor eller FødevareDanmarks regnskabsservice, hvis man er tilsluttet denne – får kigget på både udgifter og indtægter: Er der steder, man kan spare, og er priserne på varerne i køledisken og på hylderne de rigtige? Begge dele skal man selvfølgelig tilgå med forsigtighed, men det er selvsagt nødvendigt at sikre, at der er balance mellem udgifter og indtægter, og intet tyder som nævnt på, at energipriserne falder lige foreløbig, og vi kan ikke budgettere med hjælp fra staten, så længe den ikke har meldt ud. Så priserne på varerne i butikken skal op, og det er ikke nok med 10 procent, hvis udgifterne er steget med 20, medmindre man kan spare sig til resten.

Men forsvinder kunderne så ikke? For det første stiger priserne også i supermarkederne, om end nok ikke så meget, fordi energibehovet dér er relativt mindre end i en specialfødevarebutik. For det andet er der næppe mange, der går til slagteren, ostehandleren eller fiskehandleren eller til bageren for at spare penge. De er altså modsvarende mindre prisfølsomme end supermarkederne. Og særligt hvad bagerne angår, kan det som et tankevækkende eksempel nævnes, at Lagkagehuset som koncept jo slog sig op på at være meget dyrere end alle andre og fik gevaldig succes med det, fordi de derved sendte et signal om en særligt høj kvalitet. Og lidt af det samme ser vi hos ostehandlerne, fiskehandlerne og slagterne, nemlig at det ikke er de billigste, der har flest kunder - tværtimod.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - februar 2022

Skatteeksperternes hovedbrud

Egentlig skulle den ekspertgruppe, som skatteministeren har nedsat til at komme med forslag til en CO2-afgift, have kommet med en rapport inden nytår. Det skete ikke. Eksperterne, der er blandt de fremmeste økonomer i Danmark, måtte med beklagelse melde ud, at emnet er alt for kompliceret til, at de kunne nå at udtænke en model i løbet af de ti måneder, som de havde haft til rådighed. De måtte lige have et par måneder mere. Forsinkelsen fortæller med al tydelighed, at de lette løsninger kan være meget svære. Det var vel Klimarådet, der var den første institutionelle organisation til at foreslå en sådan afgift, og som samtidig pointerede, at den hverken må belaste konkurrenceevnen eller have en skæv social profil (”vende den tunge nedad”) eller føre til, at produktion flytter ud af landet. Denne gordiske knude skulle ifølge rådet løses ”i en demokratisk ramme i forbindelse med de kommende klimaforhandlinger”. Og denne demokratiske udfordring er altså så siden havnet i en ekspertgruppe i Skatteministeriet, hvor man foreløbig har bedt om udsættelse.

Opgaven med at finde den højeste retfærdighed med en sådan afgift svarer til at skulle finde det samme i et ”klimamærke”. Man har jo allerede noget lignende på for eksempel køleskabe, så det må man også kunne lave til blandt andet fødevarer, lyder logikken. Men så enkelt er det ikke, for hvordan så med økologisk jordbrug, som regeringen jo vil have mere af? Denne produktionsform kan være god for mange ting – dyrevelfærd, biodiversitet m.m. – men dels duer den ikke uden husdyr – og navnlig køer(!) – og dels er udledningerne pr. produceret enhed formentlig større end ved konventionelt landbrug, fordi udbytterne er mindre og behovet for jordbehandling større. Skal det så have et klimamærke, der modarbejder den ønskede udbredelse?

Den slags dilemmaer vil også gælde for en CO2-afgift. Særligt hvad afgiften angår, er problemet også, at den har et element af planøkonomi i sig. Man vil jo ad denne vej regulere produktionen i en retning, som man opfatter som mere klimavenlig, men da en dansk afgift jo kun kan have virkning i Danmark, og da Danmark i meget vidt omfang eksporterer fødevarer, kan resultatet blive, at den danske fødevareproduktion kommer ud af synk med et verdensmarked, som vi er afhængige af at sælge på. For kan vi fortsætte med det, hvis vi med en CO2-afgift styrer produktionen i en anden retning end der, hvor efterspørgslen er? Og kan vi imødekomme en efterspørgsel efter en produktion, som en CO2-afgift jo nok vil presse hen i retning af planteriget? Har vi i vores lille land marker nok til at spille en stor rolle på et verdensmarked for disse produkter? Der er jo unægtelig mange lande, der har meget mere landbrugsjord, end vi har, og det er netop derfor, at vi historisk har satset på den animalske produktion, der ikke fylder nær så meget arealmæssigt.

Man kan selvfølgelig sige, at når vi eksporterer langt det meste af vores animalske produktion, kommer en afgift på det danske marked ikke til at betyde alverden for produktionen. Men så kommer den jo heller ikke til at betyde noget for klimaet. Var det så ikke bedre at sige, at fordi vi i Danmark har et af verdens laveste klimaaftryk pr. produceret enhed i den animalske produktion, bør vi af hensyn til klimaet styrke denne produktion, så vores markedsandel kan blive så stor som muligt, og så i øvrigt udbrede de metoder, der giver de lave aftryk, til så stor en del af verden som muligt? Det er da en tanke værd – og så kunne man fritage skatteministerens ekspertudvalg for ikke så lidt af et hovedbrud.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - januar 2022

(Dette synspunkt har tidligere været fremført i Jyllands-Posten)

På vej ind i år 3

Nu, da 2021 er ved at rinde ud, kan vi se tilbage på endnu et ejendommeligt år: År 2 efter Corona. Det begyndte i en nærmest total nedlukning af samfundet, men hen over foråret og forsommeren blev der gradvist åbnet, og alle restriktionerne forsvandt. Nu var Covid19 ikke længere en samfundskritisk sygdom. Det blev den så igen i efteråret, men med coronapas og mundbind kunne alt dog fortsat lad sig gøre.

Fra den 10. december tog det imidlertid en meget uheldig drejning. Midt i højtiden for julefrokoster og andre hyggelige sammenkomster, tonende statsministeren frem med en anbefaling om at aflyse den slags. Det kan være det rigtige at gøre rent sundhedsmæssigt, men det er i hvert fald ikke sundt for virksomhedernes økonomi, hverken for leverandørerne til julefrokosterne eller for leverandørerne til dem, der leverer til julefrokosterne. Faktisk er det det værst tænkelige tidspunkt at ramme disse virksomheder på, fordi det nok så meget er i julemåneden, at butikkerne og cateringvirksomheder og deres leverandører skal tjene de penge, som de ikke tjener i januar og februar og i andre døde måneder. Og den hjælpepakke, som de blev stillet i udsigt, dækker slet ikke tabene. Det er yderst uheldigt. Dog er samfundsnedlukningen trods alt begrænset, og det er svært at hævde, at tiltagene ikke var nødvendige, når man ser på kurverne over smittede og indlagte. Nu må det derfor gælde om at få det bedste ud af situationen.

At nedlukningen trods alt er begrænset, kan vi takke vaccinationerne for. Det gælder også dem, som ikke ønsker at blive vaccineret. Forhåbentlig er de i det mindste bevidste om, at det er takket være alle os, der er blevet det, at også de kan bevæge sig forholdsvis frit omkring. De ikke-vaccinerede har rigtig meget at takke de vaccinerede for. Nu kan vi se ind i et nyt år, hvor der er meget lidt, der er sikkert på forhånd. Det gælder både med hensyn til Corona og med hensyn til fødevarepolitikken. Med udgangen af 2022 udløber Fødevareforlig 4, og derfor skal der i løbet af året udformes en afløser, Fødevareforlig 5. Disse forlig regulerer især fødevarekontrollen, og derfor har de stor betydning for dem, der producerer og handler med fødevarer. Vi gør fra FødevareDanmarks side, hvad vi kan for at påvirke dette arbejde.

Ligeså har regeringen forpligtet sig selv til at komme med et udspil til en CO2-afgift, som risikerer at ramme nogle af de mest valutaindtjenende virksomheder meget hårdt. Et tredje spændende felt er Udbudsloven, som der kommer et forslag til ændring af til januar. Den nuværende lov er sin egen værste fjende, fordi den ikke rummer midler til at sikre, at dens (gode) hensigter efterleves. Erhvervsministeren har efter et hårdt slid fra vores side stillet os i udsigt, at det vil komme til at ske, så nu venter vi spændt på at se det. Og så er der jo også skolesystemet, som ikke alene vi og andre organisationer, men også både regering og opposition har erklæret for uegnet til at løse problemet med manglende håndværkere i fremtiden. Det bør også fylde meget i 2022.

Godt nytår!

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - december 2021

Den grønne slagter

I disse tider, hvor en grøn bølge er ved at vælte verden (eller, vil nogle sige: er ved at redde den), kan det måske godt være svært at finde en grimasse, der kan passe, når man er slagter. For hvordan skal man forholde sig til, at meget af det, man har i køledisken, bliver udråbt til at være begyndelsen til enden for livet på Jorden? Skal man sige, at det nok ikke går så galt, eller skal man sige undskyld på erhvervets vegne?

Eller skal man omstille sig lidt, så man kommer med på bølgen – måske lidt ud fra devisen ”if you can’t beat them, join them”? I Danske Slagtermestre vælger vi den sidste model, skønt vi egentlig har den grundholdning, at det netop af hensyn til klimaet gælder om at holde fuld gang i den animalske sektor her i Danmark, fordi vi producerer med verdens laveste klimaaftryk pr. produceret enhed, og fordi denne knowhow er vores bedste bidrag til at modgå den globale opvarmning; og at sten i vejen for denne sektor i Danmark derfor er sten i vejen for den globale klimaindsats, hvorimod danskernes indtag af føde er helt uden betydning for vandstanden i verdenshavene.

Vi må se i øjnene, at der er mange følelser i denne debat, og at de to procent af befolkningen, der er veganere, fylder 80 procent i debatten. Det får unægtelig mange til at nære et ønske om at omlægge deres kost til noget, som de synes er mere ”klimavenligt”, og det forbinder mange typisk med mad, der i mindre grad end hidtil består af kød. Den bølge skal vi med på, uanset hvor saglig vi synes, den er. Derfor har Danske Slagtermestre indskibet sig i et projekt med Madkulturen om at få dem, der vil reducere deres kødindtag, til så at vælge kød af god kvalitet, og projektet lader ingen i tvivl om, at den bedste kvalitet er den, man får hos en rigtig slagter. På den måde er projektet også en promovering af slagterbutikkerne. ”Sammen om fremtidens slagter”, hedder projektet, og der er samling omkring det i januar 2022, når vi sammen med Madkulturen holder kursus- og netværksmøder om emnet den 24., 25. og 26. i Odense. Hvis man deltager en af disse dage, er man helt sikkert bedre rustet til at surfe på den grønne bølge, der jo er her, om man kan lide det eller ej.

Og til februar kan medlemmer under FødevareDanmark komme til Middelfart og høre to ”guruer” fortælle om fremtiden, som de ser den på fødevareområdet. Det er Flemming Birch og Flemming Møldrup, der som hhv. markedsanalytiker og livsstilsekspert vil komme med gode råd og ideer ud fra, hvad de kan se i deres krystalkugler. Og derudover arbejder vi med andre ideer til, hvordan man inden for kødsektoren kan ride med på bølgen, når det gælder plantebaserede fødevarer. Alt dette vil man som medlem under FødevareDanmark høre nærmere om, og så er det jo op til den enkelte, om det er noget, der har interesse.

Umiddelbart kan det godt være, at vi kommer til at udfordre mentaliteten hos inkarnerede slagtere, og mange vil nok mene, at vi skal tale kødet op og ikke ned. Det har vi hidtil gjort, og jeg kan forsikre om, at det fortsat vil være en vigtig bestræbelse hos os, både i vore egne anstrengelser fra organisationernes side, og når det gælder om at udstyre medlemmerne med gode argumenter for, at kød er godt, at det er sundt, at det er lækkert, og at det også er klimamæssigt forsvarligt. Vi er blot nødt til også at forholde os til det narrativ, der breder sig i samfundet, og derfor er vi på vej med at introducere nogle koncepter for, hvad man med en form for genoplivning kan kalde ”Den Grønne Slagter”.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - november 2021

Fag, fest og farer

Noget af det gode ved, at coronakrisen officielt er overstået i Danmark, er, at vi kan mødes med hinanden igen, også i større forsamlinger. Det nød vi godt af, da Landbrug & Fødevarer atter kunne afholde den traditionsrige ”Fødevaredag” på Hindsgavl Slot i Middelfart den 28. september med mange gode foredrag og ikke mindst de spændende kåringer, herunder ”Slagterprisen”. Den findes i to udgaver – én for privatslagtere og én for super- og hypermarkeder. Til førstnævnte var der tre kandidater, nemlig slagtermestrene André Born og Steffen Kolstrup, Slagter Born & Kolstrup i Rødovre Centrum, Joan Fjord Tarbensen og Hans Skovgaard, Skovgaard Slagter & Gårdbutik ved Them, og slagtermester Jacob Nielsen, Slagter Jacob i Kalundborg. Tre værdige kandidater, som det må have været svært for juryen at vælge imellem. Da spændingen var udløst, var det Slagter Jacob, der stod med trofæet, Stort til lykke til ham og hans mangeårige medarbejder Benjamin, men sandelig også til de andre for den flotte nominering!

Blandt super- og hypermarkedernes slagtere var det slagtermester Benny Nielsen i MENY i Sæby, der vandt prisen, og til ham skal der også herfra lyde et stort til lykke! Det er dejligt at opleve den ildhu og det engagement, der præger alle kandidater til alle priser i denne som i andre konkurrencer! Det er det, der driver fagene og giver dem en fremtid, som det er vores opgave at få mange flere til at vælge, og som disse ildsjæle ved deres eksempel hver især yder en stor hjælp til.

Lige om lidt er der atter mulighed at samles i et fagligt fællesskab, nemlig når Danske Slagtermestre igen kan holde et ordentligt landsmøde sidst i oktober. Det måtte vi opgive sidste år p.gr.a. Corona, hvor det dog lykkedes at holde en skrabet generalforsamling i Nyborg, men nu kan vi atter holde en ordentlig fest, og det gør vi i Skørping med Nordjyllands Slagtermesterforening som vært.

Foruden de dejlige gensyn bliver der også lejlighed til en god generalforsamling med debatter om de udfordringer, som vi står overfor som branche. Og dem har vi navnlig to af: Vi skal have flere til at vælge vores fag, og vi skal have flere af dem, der gør det, til at gennemføre uddannelsen.

Hvad der første angår agiterede formand Leif Wilson Laustsen på portalen Altinget for nylig for, at der sættes ind fra politisk side for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og kort efter lød der samme toner fra statsminister Mette Frederiksen (S) og fra den konservative formand Søren Pape Poulsen. Sidstnævnte foreslog at sende folkeskoleeleverne ud i ugentlig praktik, så de kan lære fagene at kende, og det fik ros af Danske Slagtermestre på bl.a. Facebook, hvilket mange, og heriblandt Søren Pape Poulsen, har liket. Også undervisningsministeren har udtalt sig positivt om forslaget, så nu mangler der sådan blot lidt handling.

Hvad det andet problem – frafaldet på uddannelserne – angår, vil Leif Wilson Laustsen utvivlsomt følge op på den diskussion, som han foranstaltede på generalforsamlingen sidste år på baggrund af tal fra Slagterfagets Fællesudvalg.

Disse tal og tilknyttede udtalelser tydede på, at omgangstone og psykisk arbejdsmiljø i det hele taget var stærkt medvirkende årsager til det store frafald, som p.t. er på ca. 35 procent inden for slagterfagene. Det er muligt, at nutidens unge er mere sarte, end ungdommen var i gamle dage, men så er det sådan, det er, og det må vi alle tage bestik af, hvis vi vil have dem med og også beholde dem om bord. Og det ikke bare vil vi – det SKAL vi.

Vel mødt til landsmøde i Skørping!

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - oktober 2021

Nyt håb for uddannelserne

Aldrig så snart havde formanden for FødevareDanmark råbt vagt i gevær, før regeringschefen tog sigte. I et debatindlæg på den politiske portal Altinget den 20. august kaldte Leif Wilson Laustsen på politisk handling for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og på en regeringskonference i Fredericia den 24. august satte statsminister Mette Frederiksen (S) denne udfordring øverst på den politiske dagsorden. ”Danmark står generelt over for et kolossalt problem: De unge vil på gymnasiet. Det betyder, at de mangler på erhvervsuddannelserne, og samtidig er vi inde i en tid, hvor rigtig mange forlader arbejdsmarkedet på grund af alder. Det gælder også håndværkerne. Der er altså rigtig mange, der forlader disse fag, og ikke ret mange, der går ind i dem,” skrev formanden, og fire dage senere sagde statsministeren: ”Uforvarende er vi kommet til at bygge et samfund og et uddannelsessystem på, at det er finere at tage en akademisk uddannelse end ikke at gøre det. At det er bedre at gå i gymnasiet end ikke at gøre det. Hvis vi ikke får brudt den kultur, så tror jeg faktisk ikke, at vi får løst de andre problemer.” I indlægget den 20. i Altinget skrev formanden, at politikerne godt kan begynde at indstille sig på, at det bliver nødvendigt med en eller anden form for regulering af tilstrømningen til uddannelserne, og i, hvad der kunne være en kommentar dertil, sagde Mette Frederiksen, at det er muligt, at ”vi med nogle greb ind i uddannelsessystemet kan gøre nogle ting anderledes. Det går vi i gang med at kigge på, men jeg tror, at noget af det simpelt hen også er kultur. Mere oplysning til de unge er en af vejene frem. Det handler ikke om at sige til folk, hvad de ikke skal, men at være sikker på, at børn og unge reelt ved, hvad der er af valgmuligheder.

Det tror jeg faktisk ikke, at de ved i dag” – her i Kristeligt Dagblads gengivelse. Det har statsministeren i princippet ret i, og det er dejligt, at hun nu er opsat på at gøre noget ved problemet. Det er hun imidlertid ikke den først politiker, der har villet. Allerede i 2008 skrev Leif Wilson Laustsen som formand for Danske Slagtermestre en fælles kronik i Jyllands-Posten med daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) om præcis det samme, og mange har sagt det siden – og alligevel er problemet bare blevet større og større, til det nu er endt med at blive enormt. Nu bør en enhver kunne se, at det ikke er nok at tale om, at der er behov for en kulturforandring og mere viden. Nu må disse bestræbelser suppleres med politisk handling – og ikke kun for fagenes skyld, men for samfundets. Netop derfor er det godt at se, at regeringen nu også har dette for øje. Og her det vigtigt at have en anden af Leif Wilson Laustsens pointer præsent: At man ikke ”gør erhvervsuddannelserne til en slags andenrangsuddannelse. Vi har brug for mindst lige så gode hjerner som dem, der sidder på kontorerne i staten og kommunerne og andre steder.” Tilstrømningen til gymnasierne er i øvrigt ikke kun et problem i forhold til erhvervsuddannelserne, men også for gymnasierne selv og for de universiteter, som de unge efterfølgende kommer ind på. Her har man selvsagt gennem årene måttet sænke niveauerne, for at alle kan følge med. Dette er i sig selv et samfundsproblem, som ærligt talt er til at få øje på, hvis man kigger sig lidt omkring i for eksempel den offentlige forvaltning.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - september 2021

Klimapolitisk flimmer

Jeg er dybt imponeret! Kort efter, at Coronavirus kom til (den vestlige) verden i begyndelsen af 2020, gik medicinalindustrien i gang med at udvikle en vaccine, og et års tid senere var adskillige vacciner klar til brug. Det viser, synes jeg, at menneskehedens formåen, når det virkelig gælder, er helt fantastisk. Nu er udfordringen især den logistiske del. En af årsagerne til, at det er lykkedes så godt og så hurtigt, er utvivlsomt, at de pågældende forskere kun har haft ét for øje: At opfinde en forsvarlig vaccine, der virker mod COVID-19. Hvis man var kommet fra politisk side og havde sagt til dem, at den også skal virke mod kræft og gigt, så var der næppe kommet nogen vaccine ud af anstrengelserne.Opgaven var entydig og klar.

En anden aktuel udfordring for menneskeheden er de klimaforandringer, der kan føre til global opvarmning. Her er tilgangen imidlertid en anden end ved vaccine-opgaven. Her er der både politikere og  organisationer og debattører, som mener, at klimakrisen skal bruges til at håndtere både dette og hint, som ikke har noget med sagen at gøre – hvis sagen altså er den globale opvarmning. Det så vi f.eks. i et indlæg i JP den 24/6 af fhv. fødevareminister, miljøkommissær m.m. Ritt Bjerregaard. Her plæderede hun for, at landbrugsforhandlingerne om klimaet resulterer i ”et ordentlig liv for grisene”. Det er bestemt et godt mål at sætte sig, men det har jo ikke noget med sagen at gøre. Klimaet får det ikke bedre af, at grisene har det godt. Et andet område, som mange mener, at klimapolitikken skal løse problemer på, er biodiversiteten. Jeg vil slet ikke bestride, at der er en udfordring her, men også her risikerer man, at ingen problemer liver løst, hvis man vil løse flere på én gang og med samme midler. Biodiversitet betyder ifølge FN ”mangfoldighed af levende organismer i alle miljøer” og er således en vigtig del af økosystemet – men hvad har det med den globale opvarmning at gøre? Næppe meget. Formålene kan måske endda modvirke hinanden, for mens biodiversiteten nyder godt af køer på markerne, bl.a. fordi kokasserne er gode for insekterne, betragtes de samme køer som et problem for CO2-udledningen, hvorfor staten anbefaler at reducere kraftigt i kød- og mælkeindtag – og dermed i antallet af kokasser.

Nu er EU nået til enighed om rammerne for en landbrugsreform, der skal give mere ”vild natur”, men den skal jo trods alt plejes, og ingen er bedre til det end de drøvtyggere, der er uønskede i klimaindsatsen. I stedet for en politik, der tumler rundt mellem uforenelige formål, kunne Danmark med fordel vise mod til at byde ind med vore styrkepositioner i den globale klimaindsats. Ligesom vi er langt fremme med vind- og solenergi, er vi også langt fremme i den animalske produktion, idet vi nemlig har et af verdens laveste klimaaftryk pr. produceret enhed på dette område. Jo større en andel af verdens animalske produktion, der ligger i Danmark, desto bedre vil det derfor være for klimaet. På den måde kunne klimapolitikken blive både klar, entydig og konstruktiv, og så kunne vi ovenikøbet glæde os over et par gode sidegevinster: Flere dyr ville få det bedre, fordi vi også ligger i toppen på dyrevelfærd, og miljøet ville såmænd også have det godt, fordi vi også er førende inden for miljøbeskyttelse. Det ville med andre ord være win-win-win – som en følge af, at vi så holder fast fokus på en klimaindsats, der rent faktisk virker.

(Dette synspunkt har tidligere været fremført i Dansk Handelsblad og i Jyllands-Posten.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - august 2021

 

Den vanskelige genstart

Vi nærmer os – igen – normale tilstande efter Corona. Det gjorde vi også for et år siden, hvor alle talte om, hvor godt det ville være snart at komme i gang med et normalt liv igen. Og så fik vi en nogenlunde normal sommer, hvorefter Covid-19 vendte tilbage med et hult drøn i efteråret. Lad os håbe, at dette ikke gentager sig i år, hvor forskellen heldigvis er den, at vi alle til den tid er vaccinerede.

At alt er ved at blive normalt igen, kunne vi se under Folketingets afslutningsdebat, hvor den, der stod på talerstolen, ganske vist var godt afskærmet, så formanden ikke risikerede at blive smittet, men hvor de ærede medlemmer nede i salen sad skulder ved skulder, som de plejer, når de altså sidder der. Det er der vist ikke nogen, der er blevet syge af. I resten af samfundet gælder anbefalingen om en meters afstand i skrivende stund stadigvæk, uanset om man har coronapas eller ej, og noget er måske kommet for at blive. Håndsprit for eksempel.

Hen over vinteren og foråret er der mange virksomheder, som har været sat på vågeblus eller har været lukket helt ned. Det gælder i særdeleshed det såkaldte HoReCa-segment (hoteller, restauranter og cafeer) og dermed jo også dem, som lever af at levere til disse etablissementer. De er nu i færd med den svære opgave, det er at komme i gang igen efter et halvt år uden ret mange andre indtægter end dem, som de – heldigvis! – har fået fra hjælpepakkerne. Det kræver kapital, for nu skal de opbygge et varelager, nogle skal i gang med arbejds- og pengekrævende forarbejdning, og så skal varerne distribueres på lastbiler med chauffører og brændstof m.v. ud til kunder, der heller ingen penge har, fordi de har været lukket, og som så skal have kredit med det resultat, at pengekassen løber tør hos leverandørerne – på grund af genåbningen af samfundet. Normalt ville en del af denne problematik afbødes med kreditforsikringer, men kreditforsikringsselskaberne er jo ikke blinde for det farlige i situationen, så de har vist tilbageholdenhed i forbindelse med, at hjælpepakkerne udløber 1. juli. Dette problem har FødevareDanmark påpeget, og heldigvis er der en løsning på vej fra EKF Danmarks Eksportkreditfond, der også administrerer de hjemlige kreditforsikringsordninger. Folk, der har været sengeliggende længe, kan tale med om, at man ikke bare kan rejse sig op og gå, når man bliver erklæret rask. Det kræver genoptræning, hvilket samfundet heldigvis tilbyder. Sådan er det også med virksomheder, der har ligget ned længe: De skal lige hjælpes i gang.

Disse genstartvanskeligheder skal dog ikke overskygge glæden over, at vi nu snart kan lægge coronakrisen bag os – med en varm tak til alle, som har sørget for, at vi er kommet igennem krisen med meget få varige mén. Takken gælder både alle dem, som har holdt samfundet i gang, og det gælder førbemeldte folketing og en regering, som har været lydhøre og hjælpsomme og temmelig snarrådige i bestræbelserne for at sikre, at vi overhovedet har noget at genåbne. Så med en lille smule hjælp til genoptræningen kan vi istemme mit yndlingscitat fra den nyligt afdøde optimist Poul Schlüter: ”Det skal nok gå alt sammen”.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - juni 2021

Historieløse anbefalinger

I 2013 viste en undersøgelse, at en fjerdedel af de unge var af den formening, at den tyske kansler Otto von Bismarck (1815 – 1898) var Hitlers rigsbefuldmægtigede i Danmark under 2. verdenskrig, og næsten lige så mange mente at vide, at den svenske forfatter August Strindberg (1849 – 1912) reddede mange jøder i samme periode. Det kunne være interessant at vide, om dette historiekendskab har rykket sig siden, men meget tyder desværre på, at det ikke er tilfældet.

Nu har således ”Ungeklimarådet” kastet sig ind i debatten om en klimaaftale for landbruget og i den forbindelse afsløret en skræmmende uvidenhed om, hvorfor Danmark er, hvad Danmark er: Et land med et intensivt landbrug. De har tydeligvis ikke hørt om den nationale katastrofe, som nederlaget i 1864 var for dette land, der måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg. 40 procent af Danmarks areal gik tabt, og med navnlig Holsten forsvandt en meget stor del af landbrugsproduktionen. Det er ikke for meget sagt, at landet standede i våde, og at gode råd var dyre. Og jo, man fandt på råd. Under devisen ”hvad udad tabes, skal indad vindes” gik man i gang med at dyrke, hvad dyrkes kunne, og så stiftede man bl.a. Hedeselskabet med Dalgas som den første direktør og udviklede i det hele taget en masse viden til at skabe en intensiv landbrugsproduktion i det, der var tilbage af Danmark. Og skønt Nordslesvig jo atter blev dansk i 1920, er vi stadig et land med forholdsvis lille plads at producere på.

Ikke desto mindre anbefaler Ungeklimarådet, der er nedsat af Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, at 30 procent af ”landarealet” skal være ”natur” i 2030. To tredjedele heraf skal være naturzoner ”uden nogen form for ressourceudvinding”, mens der på resten kan tolereres ”skånsom skovdrift”. Disse og andre forslag kommer sig af, at Ungeklimarådet har erfaret, at Danmark ”skraber bunden”, når det gælder vild natur i EU-landene. Det gør vi såmænd nok, og det skyldes altså, at jorden og havet har været de naturressourcer, vi har haft at bygge vores velfærd på. Nu kan vi så føje vinden og solen til, fordi teknologien dertil er ved blive udviklet, men den ville vi ikke have, hvis ikke innovationssamfundet Danmark havde taget syvmileskridt på baggrund af en nødsituation, som kunne have medført hele nationens undergang, men som i virkeligheden viste sig at føre til velstand. Så takket være disse skridt har vi nu råd til at tage nye, men er det klogt i sådanne satsninger at opgive, hvad man kalder ”core business”, når man ikke har konkrete udsigter til en ”business”, der kan erstatte de indtægter, den giver?

Ungeklimarådet anbefaler, at det landbrug, der bliver tilbage, omstilles, så det ”i langt højere grad baserer sig på planter til gavn for natur, klima og sundhed”. Lad være, at rådet dermed bevæger sig uden for sin klimadagsorden, men når det nu gør det, kunne det passende også have bragt en helt afgørende faktor med ind i billedet: Økonomien. Bortset fra en CO2-afgift, som jo ikke i sig selv forøger samfundsværdien, har Ungeklimarådet ingen ideer til, hvordan alle de tabte indtægter skal erstattes. Det er det måske heller ikke blevet spurgt om, og så behøver man jo ikke svare, men så er anbefalingerne altså svære at tage alvorlige, især når de er så omkalfatrende og med så vanvittigt vidtrækkende økonomiske konsekvenser. For hvis den økonomiske side af sagen ikke også er håndteret, kan rådets anbefalinger hurtigt føre til, at Danmark må begynde forfra på det arbejde, som handlekraftige og fremsynede patrioter gik i gang med i årene efter 1864.

(Dette synspunkt har tidligere været fremført på portalen Altinget | Fødevarer.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - maj 2021

Når tænketanke tænker

Ikke mange dage går på hæld, uden at en ”tænketank” har tænkt en tanke, som den føler trang til at dele med offentligheden. Det kan være om hvad som helst, og der er ingen krav om faglighed endsige videnskabelig ”redelighed”. Der er end ikke en forventning om, at de, der tænker tankerne, har forstand på det, de tænker tanker om. Til gengæld er der en formodning om, at tankerne er meget kloge, for det er man næsten pr. definition, når man er en tænker, og hvis man for eksempel er professor, er der ingen tvivl tilbage, heller ikke hvis man er professor i noget helt andet end det, man tænker tanker om i tænketanken.

Og netop professorer og andre, der ellers har deres virke på højere læreanstalter, hvor der er krav om god videnskabelig praksis, trives formentlig godt i tænketanke, hvor de inden for tanken kan tænke ud af boksen og uden krav om signifikans og andre videnskabelige kvalitetskrav hævde hvad som helst, for det jo typisk ikke dem selv, der siger det, men tænketanken, og den skal jo bare tænke og ikke nødvendigvis dokumentere. Det er jo ikke forbudt at få ideer, og det er netop, hvad tænketanke skal.

Ifølge Sproget.dk, som Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab står bag, er dette definitionen på en tænketank: ”Institution, afdeling eller kreds af personer, hvis opgave er udvikling af nye ideer.” Det siger sig selv, at det skal være ideer, der flugter med tænketankens formål og ideologi, hvorved konklusionerne ligger fast på forhånd. Det er altså kun mellemregningerne, der kan tænkes højt om i tanken, men i forhold til dem er der til gengæld frit slag. Det er der typisk ikke i de fora, hvor tænketankens medlemmer ellers slår deres folder, så her er et frirum, hvor man kan dyrke og fremme sine interesser uden at blive kigget efter i sømmene eller på anden måde mødt med ubehagelige og kritiske spørgsmål – for man sidder jo godt gemt i tanken, hvor man ikke står personligt til ansvar for noget som helst.

Og ingen sag er for lille – eller for stor – til at tænke tanker om i en tænketank, som, hvis man googler ordet, giver ca. 202.000 resultater. Så vil man også se, at der ikke er det, der ikke findes tænketanke til at tænke tanker om. Det er alt sammen såre godt, for tanker er den første forudsætning for udvikling, og uden dem ville vi ikke have velordnede samfund. Det vil imidlertid være for meget at sige, at ingen har taget skade af tankevirksomhed, for der er mange, der har lidt – og lider – i autoritære systemer, der bygger på ideologier, som jo pr. definition er udtænkt af nogen. Hvad disse autoritære ideologier til gengæld ikke er, er udfordret, for dér, hvor de råder, sætter man udfordrerne i fængsel, hvis man da ikke slår dem ihjel. Og så går det galt for hele samfundet, og det gælder i virkeligheden al tankebaseret udvikling: Den skal løbede udfordres og modsiges således, at argumenterne kan afprøves og justeres, og så der opstår en friktion, hvorved validiteten af påstande afprøves. Det sker ikke nødvendigvis internt i tankene; men ingen ideer til afgørende ændringer bør stå uimodsagt, hvilket naturligvis stiller krav til dem, som ideerne berører, men også til de medier, der formidler ideerne.

Tænketanke skal altså opfattes og udfordres som det, de er: Interesseorganisationer eller foreninger med særlige politiske dagsordener. Hverken mere eller mindre.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - april 2021

Fag og frustrationer

4 procent.

Så mange af dem, der har valgt en uddannelse inden for slagterfaget, har truffet valget som følge af en anbefaling af en uddannelsesvejleder. Det viste en undersøgelse, som Slagterfagets Fællesudvalg (SFU) foretog i 2020, hvor formålet egentlig var at finde ud af, hvorfor uddannelsen (i lighed med mange andre uddannelser) oplever et temmelig højt frafald. Og så kan man jo spørge, om de fire procent er for højt et tal – altså om endnu færre burde have været vejledt til at vælge slagterfaget, når det nu viser sig, at mange efterfølgende springer fra.

Man kan imidlertid også spørge, om de få, der er blevet vejledt dertil, har fået en dækkende beskrivelse af, hvad uddannelsen indebærer, og hvordan omgangstonen er. Den kan være ”rå, men hjertelig”, og lige nu arbejder SFU på, at den skal være mindre rå og mere hjertelig. Det er godt, og så kan det måske gå, som da militæret ville det samme i 1948, hvilket Osvald Helmuth besang til en tekst af Epe og Poul Sørensen: ”Nu stiller sergenten / en sjus på servanten, / sætter sig på sengekanten. / Kys mig godnat!”

Det kan også være, at det er selve indholdet af uddannelsen, som er vinklet lidt skævt i den vejledning, der bliver givet. Hvis man går ind på hjemmesiden ”Uddannelsesguiden” under Børne- og Undervisningsministeriet, læser man følgende med fed skrift under rubrikken ”Gourmetslagter”: ”En gourmetslagter arbejder med kød. På skolen lærer du om de forskellige slagtedyr, og hvordan de skal opskæres og opbevares, så kødet bliver mørt”. Om det er forkert? Det er i hvert fald et stærkt forsimplet billede af, hvad uddannelsen går ud på. Det udbedres lidt, hvis man går videre i læsningen, hvad alt for mange nok ikke gør. Så står der: ”En vigtig del af arbejdet går ud på at rådgive kunderne om tilberedningen af de udskæringer, der findes i køledisken. Som gourmetslagter lærer du også at lave færdigretter, pølser og andre delikatesser.

Gourmetslagtere kan arbejde i slagterbutikker og slagterafdelinger eller starte egen virksomhed”. Det er en fin uddybning, men jo ikke nogen henførende salgstale. Og spørgsmålet er altså, om slagterfaget – og for den sags skyld alle fag og uddannelser, men nok ikke mindst de håndværksmæssige – får den omtale, som de fortjener, og om uddannelsesvejledningens billede af dem i det hele taget afspejler virkeligheden. Noget tyder på, at det ikke er tilfældet, og at det ville være en god idé, hvis ministeriet igen satte sig sammen med repræsentanter for de enkelte fag med henblik på at revidere materialet og at klæde vejlederne ordentligt på til at vejlede.

Det er klart, at også fagene selv har et ansvar for at italesætte uddannelserne på en fængende og retvisende måde over for de rådvilde unge og ikke mindst deres forældre. Det gør SFU, og det gør vi i Danske Slagtermestre med kampagnen ”Ind til benet”, som snart har nye udspil, og det gør mange slagtere på de sociale medier, hvor de fortæller om, hvad der sker i deres butikker, og det samme gælder eksempelvis fiskehandlerne. Det er supergodt og helt sikkert med til at sikre, at der trods alt er unge, som vælger disse uddannelsesforløb – og som gennemfører dem. Men vi har behov for kyndig opbakning fra den offentlige uddannelsesvejledning, og det bedste vil være, at det ikke kører ad to separate spor, men foregår i et samarbejde, hvor der skabes samklang mellem fortællingerne, og hvor det sikres, at omtalen svarer til virkeligheden, og hvor det samtidig tilstræbes at gøre fagene så appetitlige, at de tiltrækker dem, som vil blive glade for at vælge dem.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - marts 2021

​Presse og pligter

Den første forudsætning for et frit og demokratisk samfund er en fri presse. Og omvendt: Den første forudsætning for en fri presse er et frit og demokratisk samfund. Vigtigst er dog den frie presse, for uden den kan det folk, der jo bestemmer i et demokrati, ikke træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Det betyder så til gengæld også, at der hviler et ansvar på medierne for at danne det oplyste grundlag. Det er det, man kalder ”public service”.

Og løfter de så dette ansvar? Ja, hvis man regner det hele med og altså også fagmedier som det, du læser i lige nu, er der ikke tvivl om, at alt bliver sagt og skrevet. Men hvis man alene ser på de store medier, som er dem, der danner grundlag for de flestes stillingtagen til det meste, må svaret desværre blive et nej. Der har nemlig udviklet sig den tradition, at hovedmediernes vinkel på samfundet er negativ, og det kan såmænd alt sammen være rigtigt nok, men når man kun fortæller om det, der er skidt, og aldrig om det, der er godt, eller dog med klar hovedvægt på det første, så danner der sig lutter skæve billeder af vælgernes grundlag for deres stillingtagen i folkestyret. Og så er risikoen for, at der træffes uhensigtsmæssige og endda skadelige beslutninger, meget stor.

Tag for eksempel klimadebatten. Her er den politiske målsætning jo at reducere udledningerne af CO2 med 70 procent, og når det går højt, får vi tilføjelsen med om, at det er fra et meget gammelt udgangspunkt – fra 1990. Aldrig hører vi, at udledningerne siden da er faldet med ca. 30 procent, og at målsætningen om at reducere med 70 procent derfor i virkeligheden er tæt på 40. Og senest har den såkaldte grønne tænketank CONCITO lanceret en rapport, som den ikke en gang selv vil stå inde for. Denne rapport kolporterede DR vidt og bredt med en overskrift om, at en bøf er mere skadelig for klimaet end en tur til Paris. Arbejdet med dette projekt har øjensynligt været mere end almindeligt studentikost, og CONCITO skriver da også udtrykkeligt i rapporten, at den ikke kan bruges til noget som helst: ”CONCITO […] påtager sig intet ansvar for de præsenterede data og den efterfølgende anvendelse heraf”.

Og mere specifikt pointerer CONCITO om denne nye ”klimadatabase”:

• Klimamærkning, markedsføring eller beskatning af specifikke fødevarer: De gennemsnitlige klimaaftryk i klimadatabasen afspejler ikke den store variation, der kan være inden for hver varetype, og resultaterne vil derfor ikke være et retvisende eller tilstrækkeligt grundlag for mærkning, anprisning eller beskatning af specifikke varer.

• Bæredygtighedsvurdering: Klimadatabasens beregninger tager ikke højde for andre miljømæssige, sociale eller økonomiske bæredygtighedsparametre.

• Kostvejledning: Kostvalg alene med fokus på minimering af fødevarernes klimaaftryk vil ikke sikre en sund og næringsrig kost.

Hvorfor bringer CONCITO så disse ”beregninger” til torvs? Og har vi ikke et demokratisk problem, når DR som public service går i luften med dem uden mindste forbehold?

Mit klare svar på det sidste er: Jo!

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - februar 2021

Fornuftig minister

”Ring til regeringen” er der et program på P1, der hedder. Her kommer skiftende ministre på besøg og svarer på spørgsmål fra lytterne, og mandag den 4. januar var turen kommet til den nye fødevareminister, Rasmus Prehn. Han svarede godt for sig, også da han blev bedt om at uddybe, hvad det var, der fik ham til som ny på posten at udtale, at han var ”rystet” over, hvad der mødte ham i hans nye ministerium. Det var, svarede ministeren blandt andet, at ”der er en kultur for, at der rigtig mange fagpersoner, der borer sig ned i den mindste detalje. Det er supergodt, men der mangler måske nogle typer, der er bedre til at have et overblik og se helhedsperspektivet”. Så nu var, tilføjede Prehn, tiden kommet til at gøre tingene anderledes. Det er svært at være uenig med ministeren, ikke mindst med hensyn til helhedsperspektivet. At dette mangler, er den nye betalingsbekendtgørelse et lysende eksempel på.

Denne bekendtgørelse, som er udstedt af Fødevarestyrelsen, ændrer fundamentalt i den måde, som dyrlæger afregnes på på de mindre slagtehuse, dvs. dem, der slagter færre end 35.000 ”slagtedyreenheder” om året. Fra at have betalt en pris pr. dyr, der inspiceres, skal der nu betales en timepris, så det bliver dyrere for dem, der slagter få, og billigere for dem, der slagter mange. Og timeprisen er høj, for den skal også dække allehånde overheadomkostninger i Fødevarestyrelsen, hvilket vi i øvrigt mener er ulovligt og fører retssag mod ministeriet om sammen med en række andre organisationer.

Den nye betalingsstruktur gør det altså især dyrere for de slagtehuse, der slagter få dyr, og virkningen er derfor blandt andet, at det bliver meget svært at starte ny virksomhed på dette område. Det harmonerer meget dårligt med, at Fødevarestyrelsen samtidig arbejder på en såkaldt ”småskalapakke”, der ”skal gøre det lettere for små fødevarevirksomheder at drive virksomhed” og i det hele taget at komme i gang. Pakken skal bl.a. indeholde en ”udvidet starthjælp til nystartede virksomheder”.

Denne starthjælp kan de godt spare sig, når det gælder nye slagtehuse, for dem kommer der næppe flere af, efter at styrelsens nu har lagt afregningssystemet om. Og de, der er kommet i gang efter den gamle ordning, men stadig er små, går en svær tid i møde med den nye. En følge af den nye bekendtgørelse er også, at det bliver op til tre gange så dyrt at få nødslagtet dyr, som er kommet til skade med for eksempel et brækket ben. Det bliver simpelt hen for bekosteligt at få udført den nødvendige dyrlægekontrol til, at dyret kan bruges til konsum. Det harmonerer meget dårligt med, at Fødevarestyrelsen har sat sig som mål at gøre ”kål” på madspild, for det er lige præcis, hvad det vil føre til, når det er en embedsdyrlæge fra styrelsen, der skal rykke ud i stedet for den praktiserende – uanset om det reelt er den samme. Prisen gør, at det næppe længere vil kunne betale sig at rekvirere en dyrlæge, og at dyret så formentlig blot bliver aflivet af landmanden og sendt til destruktion hos DAKA - som rent madspild. Så jo, ministeren har fuldstændig ret i, at der mangler et ”helhedsperspektiv” i ministeriet, hvor initiativerne i alt for høj grad modarbejder hinanden. Og nu venter vi spændt på, hvad han vil gøre ved det.

(Samme synspunkt har tidligere været fremført på portalen Altinget | Fødevarer)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - januar 2021

Mink og ministerium

Nu er mink jo ikke noget, man spiser, så FødevareDanmark har som de fleste andre blot været tilskuer til et forløb, der har nedlagt et helt og hæderkronet erhverv. Og vi har kunnet glæde os over, at man ikke tydede til samme løsning, da kogalskaben florerede i begyndelsen af dette årtusind med udbredt frygt for, at mennesker ad den vej kunne pådrage sig den dødelige Creutzfeldt-Jakobs Sygdom. Kogalskab, også kaldet BSE, kan nemlig blive til Creutzfeldt-Jakobs hos mennesker via kød, der er inficeret med BSE, og det skete, især i Storbritannien, hvor man nåede op på over 180.000 tilfælde af BSE.

Slog man så alle køer ihjel – af hensyn til folkesundheden? Nej, det gjorde man ikke, heller ikke i England. Men indførte man så restriktioner, der forbød eller frarådede folk at spise kød fra dyrearter, der kunne være smittede? Heller ikke. Man samarbejdede i EU om bekæmpelsen, der især handlede om foderomlægning og tests og slagtemetoder, og ad den vej fik man i løbet af 00’erne bugt med problemet. Og nu er der næppe mere nogen, som er bange for at få Creutzfeldt-Jakobs, når de spiser en bøf.

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne kogalskaben med Covid-19 hos mink, for der er jo den store forskel, at BSE smitter gennem kødet, mens Coronavirus smitter på alle mulige andre måder - måske lige undtaget den særlige variant ”cluster 5”, som forsvandt af sig selv i september for derefter at koste 13 millioner mink livet i november og en masse landmænd deres levevej.

I FødevareDanmark beskæftiger vi os som nævnt ikke med mink, så dem ved vi ikke ret meget om og slet ikke i somatisk sammenhæng. Til gengæld har vi en lille smule forstand på politik og på, hvordan centraladministrationen fungerer, især i relation til erhvervslivet. Derfor følger vi interesseret med i følgevirkningerne, herunder hvordan man nu vil indrette sig i det nye ministerium for fødevarer, landbrug og fiskeri. Det er dog ikke nyere, end at det også var det, det hed for tyve år siden, så man kan vel i princippet genbruge manualen fra 1996, da man skabte det første gang. Og så alligevel ikke: Verden er jo ikke den samme mere, og dengang var baggrunden ikke svigt i apparatet.

Nu er opgaven at indrette et ministerium, hvor der ikke er noget, der kan gå galt. Hvis vi skal komme med et lille råd i den forbindelse, skal det være, at det altid er godt at lytte og at samarbejde, for så står man ikke alene med ansvaret, når det alligevel går galt, hvad det uvægerligt gør med jævne mellemrum. Derfor ser vi med bekymring på, at embedsmændene i den fødevareministerielle centraladministration siden regeringsskiftet sidste år har trukket sig ind i sig selv og for eksempel lægger en ny bekendtgørelse om betaling for fødevarekontrollen ud på høringsportalen uden forudgående drøftelser med repræsentanter for dem, der skal betale. Der er ellers nok at tale om, for udkastet, der agtes gennemført administrativt, genindfører et gebyr, som politikerne har afskaffet, og ændrer fundamentalt i dyrlægeafregningen på de små slagtehuse og ikke til det billigere.

Heldigvis har den nye fødevareminister tilkendegivet, at han vil prioritere dialogen med erhvervet. Det har han nu fået lejlighed til at demonstrere, for FødevareDanmark har skrevet til ham, at vi mener, ministeriet med fordel kunne iagttage ministerens ønske om dialog, eksempelvis i den stærkt politiske sag om betalingsbekendtgørelsen.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - december 2020

Kluntet klimapolitik

En gang imellem kan det sikkert være meget godt at føre symbolpolitik, men ikke når den skader sit eget formål. Og nogle gange kan den endda give bagslag, hvilket især kan ske, når den rammer almindelige mennesker og er helt ude af proportioner med, hvad den tilsigter at opnå. Sådan var det med et af regeringens seneste påhit i klimapolitikken, hvor man pludselig ville forbyde de offentlige kantiner at tilbyde kød to dage om ugen. Det var en beslutning, der netop var skadelig for sit eget formål, dels fordi dens formynderiske karakter kunne få mange til at stemple ud af hele klimaindsatsen –dels fordi den rent faktisk var skadelig for både klimaet, folkesundheden og samfundsøkonomien. Nu er forslaget trukket tilbage, men initiativet er en god anledning til at repetere, hvordan det faktisk forholder sig med regeringens generelle klimaangreb på ikke bare kødet, men derigennem også på de danske landmænd, som lige nu er hårdt pressede af den verdensomspændende - og ikke mindst danske – corona-krise og af Afrikansk Svinepest i Tyskland.

Lad os tage folkesundheden først: Hvis vi skærer betydeligt ned i kødindtaget, vil vi komme til at mangle vigtige næringsstoffer, som kroppen har brug for, ikke mindst protein. I en nylig rapport fra DTU kan man således læse, at ”protein i animalske produkter indeholder de essentielle aminosyrer i et indbyrdes forhold, der modsvarer det humane behov”. Dette i modsætning til plantebaserede proteiner, hvorfor det kræver omhyggelige kombinationer af planter at erstatte kød. Så medmindre kødet erstattes med fuldkorn, spinat, nødder, mandler, bælgfrugter, frø, kerner, birkes o. lign., vil et lavt kødindtag virke negativt på sundheden. Det er altså ikke nok at spise salat og æbler og pærer og bananer og gulerødder i stedet for kød, hvilket de fleste jo nok ville vælge i de kødfri kantiner.

Og med hensyn til klimaet: I samme DTU-rapport kan man læse, at Danmark har et af verdens laveste klimaftryk inden for kødproduktion. Logikken tilsiger derfor, at jo større andel af den globale kødproduktion, der ligger i Danmark, desto bedre for klimaet. Det er vel også derfor, at staten deler rundhåndet ud af tilskud til at bygge nye stalde til både køer og grise. Det siger sig selv, at staten med sit fantasifoster af en kantinepolitik ville undergrave sine egne bestræbelser for at sætte mere gang i den animalske landbrugsproduktion, hvor den i stedet burde opfordre kantinerne til at købe dansk, så der kan komme en så rentabel produktion som muligt i de stalde, som staten giver tilskud til at bygge. Det er vel det, der er formålet med dem – at vi kan konkurrere på verdensmarkedet for disse produkter, for vi kan langt fra spise det hele selv, om så vi prøvede.

Og så er vi henne i samfundsøkonomien: En af de store klynger i erhvervslivet, der jo grundlæggende finansierer staten – herunder regeringens midler til en klimaindsats – er fødevaresektoren. Her er det især kød- og mælkeprodukter, der tonser i den eksport af fødevarer, uden hvilken Danmark ville være et væsentligt fattigere land. De vegetabilske fødevarer er derimod i meget vidt omfang importerede og vægter altså negativt i handelsbalancen. Det er der så meget, der gør, og vi kan ikke undvære dem – men det er bl.a. takket være eksporten af animalske produkter, at vi har råd til at importere de vegetabilske. Så altså: Regeringens kluntede kantinepolitik var ubegavet og kontraproduktiv: Den ville indskrænke den personlige frihed for at fremme et formål, som den rent faktisk ville skade.

(Dette synspunkt har tidligere været fremført i Avisen Danmark)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - november 2020

To nye partier

Et af de områder, som vi mennesker adskiller os fra andre dyrearter på, er, at vi ikke alle sammen spiser det samme. Traditioner og geografi spiller store roller, og mange vælger til og (især) fra af religiøse årsager. Til de sidste er det nærliggende at henregne veganerne, der nu er blevet opstillingsberettigede til Folketinget i Veganerpartiet. Det, der binder dem sammen, er jo som i de fleste andre religioner en opdeling af mennesker i gode og onde, og arbejdet består i at missionere blandt de onde for at overbevise dem om, at det er det, de er, så de kan bestræbe sig for at blive gode. Partiet har på sin hjemmeside defineret nogle ”klare idealer”, bl.a. om, at ”dyrene, vi deler jorden med, reelt er beskyttet mod angst og smerte forvoldt af os mennesker”. Det er de allerede i dyreværnslovgivningen, men partiet går videre og vil arbejde for, at vi skal ”afvikle brugen af dyr til mad og underholdning”, for ”dyr har ret til at leve efter deres naturlige adfærd og behov”. Det er der ingen husdyr, der gør, så hvad f.eks. med heste? Må man have dem i en stald og ride på dem og lære dem at gå ”dressur”? Det er jo ikke just deres naturlige adfærd.

Og hvad med fiskeriet? Dette vigtige erhverv forholder Veganerpartiet sig slet ikke til. Skal det helt stoppe? Og hvorledes med skadedyrsbekæmpelse? Rotter og den slags? Man kan også spørge, hvordan de vil de gøde de 50 producent af landbrugsjorden, som stadig skal dyrkes, når der ikke er nogen husdyrgødning. Vil de tillade kunstgødning for ikke at udpine jorden? Og skal de øvrige 50 procent bare springe i krat, hvilket vil ske, når ”planter og dyr [får] plads og lov til at leve deres naturlige liv”?

Og ja, så er der jo planterne. De kan meget vel have et følelsesliv, og er det så ikke synd at slå dem ihjel, når nu den veganske empati omfatter ”alle levende og følende væsener på jorden”? Kendetegnende for en religiøs bevægelse er også, at dens tilhængere deler sig efter anskuelse på næsten alle andre områder end troen. Derfor bliver det spændende at se, hvordan partiet vil anlægge en veganerpolitisk vinkel på for eksempel uddannelser – og på Grønland og Færøerne, hvor det er svært at leve vegansk, i hvert fald hvis det skal være på lokale råvarer.

Det skal nok blive underholdende. Enkeltsagspartier befinder sig pr. definition i intern uenighed om det meste og gør derfor heller ikke enkeltsagen nogen tjeneste ved at skulle fremstå som en enhed. Så er der større bredde i et andet nyt parti: ”Det Demokratiske Parti”. Det mangler endnu at blive opstillingsberettiget til Folketinget, men det har lagt fra land med holdninger til det meste. Det går også vældigt op i dyrevelfærd og miljø, men det taler ikke om, at vi skal lade være med at spise kød. Det anerkender, at ”Danmark har en af verdens mest miljøansvarlige og dyreetiske produktioner, og det skal fremhæves og gøres til en international konkurrenceparameter, samtidig med at partiet vil støtte en fortsat udvikling af forskning på området, så dansk landbrug fortsat er i front”.  Det er rigtigt set af Det Demokratiske Parti, for netop fordi Danmark er blandt de lande i verden, der behandler produktionsdyrene bedst, gør man skade på dyrevelfærden, hvis den danske produktion presses ud af landet.

Det stadigt stigende antal verdensborgere vil – trods veganerbølgen – ikke efterspørge mindre, men mere kød i fremtiden, så spørgsmålet er ikke, om det skal produceres, men hvor det skal produceres og hvordan. Og her er det ud fra enhver betragtning tudetosset, når danske dyrevenner prøver at forhindre Danmark i at sætte standarden.

(Dette synspunkt har tidligere været fremført i Dansk Handelsblad.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - oktober 2020

Den irrationelle corona-krise

Bortset fra de corona-restriktioner, der stadig gælder, er alt vist efterhånden som før i gamle Danmark: Der er ikke flere syge, end der plejer at være – faktisk tværtimod – og tilsvarende er der ikke flere, der dør, end det er normalt. De gader og veje, som i marts var ganske øde, er nu atter fyldt op af trafik med samme tæthed som før krisen, og der er godt med gæster på cafeer og restauranter og på barerne rundt omkring. Det er i hvert fald sådan, det ser ud, når jeg går forbi…

Og ser vi på statistikkerne, ser det heller ikke særligt alarmerende ud i skrivende stund: Ud af 1,75 mio. testede danskere har godt 17.000 vist sig smittede, og af dem er 15.500 meldt raske igen, så lige nu er der 1.500 smittede, hvoraf de færreste er syge. Små 630 er døde, men ikke nødvendigvis af Covid-19, da alle dødsfald blandt smittede personer tæller med i statistikken. Hvis man dør i trafikken og efterfølgende viser sig at være smittet, tæller man altså med som et corona-dødsfald, og det samme gør man, hvis man dør af kræft med Covid-19 i kroppen, skønt det har vist sig, at dødsraten blandt corona-smittede kræftpatienter ikke er højere end blandt dem, der ikke har Covid-19. Så hvor mange er egentlig døde af selve dette virus? Vi ved det ikke, og derfor er det selvfølgelig også svært at sige, hvor livstruende det er. Kun ved vi, at tallet i hvert fald er væsentligt lavere end de ca. 630 registrerede fra marts til september, og at man deri kan modregne, at antallet af danskere, der er døde af influenza, samtidig er faldet til godt 100 fra de normalt knap 800 i løbet af den ca. otte måneder lange ”sæson” – samt at mere end 80 procent af dem, der dør med Covid-19, også fejler noget andet. Så jo, Danmark har klaret corona-krisen rigtig godt, og da statsministeren lukkede landet ned i marts, var det det helt rigtige at gøre. Ingen vidste, hvad det kunne udvikle sig til, og sundhedsministeren stod med sin skrækindjagende kurve, or, at hospitalsvæsenet ikke ville kunne klare presset. Denne grænse har vi heldigvis ikke været i nærheden af, selv da antallet af indlæggelser var højest, og nu er vi meget, meget langt derfra. Nu er der 15 indlagte i hele Danmark, og det tal er på ingen måde alarmerende og kan derfor ikke i sig selv begrunde, at der fortsat er restriktioner, der hindrer samfundet i at komme helt på fode igen. For det jo sådan, det er: Det er restriktionerne og ikke sygdommen, der hæmmer os nu.

I Danske Slagtermestre har vi måttet aflyse et planlagt landsmøde i Rebild Bakker, fordi vi ikke må feste, hvilket vi ellers er gode til at gøre på landsmøderne, hvor branchens sammenhold og livsmod sædvanligvis får en god og vital vitaminindsprøjtning. Den må vi undvære i år, skønt livsfaren ved at gennemføre ville være forsvindende lille, ja næppe signifikant større end alle andre år. Samfundet er efter en seriøs situation i foråret havnet ude i en angst af samme slags, som nogle kan føle ved at skulle ud at flyve: En angst, som ikke kun er uden rationale, men som er direkte i strid med det, og når tyskerne går på gaden i Berlin med protester imod restriktionerne har de måske ret i den pointe, at corona fra at være en trussel mod menneskeheden er blev et middel til at undertrykke den. For mennesket har en mærkelig, iboende trang til at betvinge sine artsfæller, hvilket forklarer de fleste krige og anden ufred og også en meget stor del af den stadigt mere tyngende lovgivning – og altså p.t. bl.a. om corona.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - september 2020

Overenskomstens bristede forudsætninger

Det er i orden at begå en fejl – det kommer alle til en gang imellem – men det er ikke i orden at fastholde, at det var det rigtige at gøre, når enhver kan se, at det ikke var det. Som eksempler herpå kan fra den helt store scene nævnes begge de store verdenskrige og Vestens militære engagement i Mellemøsten. Men mange andre eksempler kan nævnes, også i meget mindre skala, og blandt disse hører de seneste overenskomstfornyelser i Danmark.

Niveauet i disse fornyelser blev lagt af CO-Industri og DI, hvor førstnævnte fik i pose og sæk, fordi sidstnævnte rigtig var i gavehumør. Det var lige godt og vel en måned, før statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned på grund af Covid19. Alt var godt, mente parterne i februar, og i hvert fald havde arbejdstagerne held til at overbevise arbejdsgiverne om, at der var råd til at være generøs. ”Der er et stort overskud på betalingsbalancen, der er en rekordhøj beskæftigelse, konkurrenceevnen er bomstærk og stigende, og virksomhederne har tjent rigtig mange penge”, argumenterede formanden for CO-Industri, Claus Jensen, da forhandlingerne gik i gang, og da de var forbi, kunne han med glæde konstatere, at ”vi gik ind til forhandlingerne med det mål, at alle medlemmer i industrien skulle få markante forbedringer af deres løn- og arbejdsvilkår. Det har vi i den grad fået”.

Forudsætningerne for overenskomstfornyelsen er, for nu at bruge Claus Jensens ord ”i den grad” skredet siden de glade dage i februar. I skrivende stund er der ikke tal for Danmarks BNP i 2. kvartal, men det er der for euro-landene, der oplevede et fald på 12,1 procent. Til sammenligning var faldet under finanskrisen i 2009 på tre procent.

Værst er det gået i Spanien, hvor faldet i BNP i 2. kvartal var på 18,5 procent, mens det i Tyskland ”kun” var på 10,1 procent. At der også var et betydeligt fald i Danmark, er der næppe tvivl om, og heller ikke, at det har haft betydning for beskæftigelsen, der bestemt ikke mere er ”rekordhøj”. Der er i det hele taget ikke meget, der er, som det var, inden corona ramte os. Der er stort set kun de ”markante forbedringer” af lønmodtagernes løn- og arbejdsvilkår, som Claus Jensen brystede sig af, og som nu bidrager til at trække Danmark længere ned, end vi ellers ville være kommet. Igen: Det var en fejl at indgå den meget dyre overenskomst i februar, og det er bittert for andre, som har været nødt til at følge med, fordi systemet virker på den måde. Men det er i særdeleshed kritisabelt, at parterne ikke har villet indrømme det, og at der ingen erkendelse er af, at forudsætningerne ”i den grad” er bristet. Men det kan nås endnu. Formanden for arbejdsgiverforeningen Danske Slagtermestre, Leif Wilson Laustsen, opfordrede i Børsen den 23. marts til, at parterne som følge af corona-omvæltningerne suspenderer overenskomstfornyelsen, og den opfordring skal genlyde her. Der er ganske enkelt ikke råd til den, hverken for virksomhederne eller for samfundet. Erkend nu, at overenskomsten var en smutter for arbejdsgiverne og en pyrrhussejr for lønmodtagerne!

- Og lad mig så slutte med en god nyhed, som viser, at corona tilsyneladende har haft en positiv indvirkning på folkesundheden: Der er offentlige myndigheder, som under krisen, mens folk har arbejdet hjemme, har oplevet et fald i sygefraværet på omkring 50 procent. Det kan vi jo alle glæde os over…

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - august 2020

 

Tak til dem, som bar

Det har ikke skortet på taksigelser fra regeringen og myndighederne til alle dem, der undlod at gå på arbejde, da corona-krisen indfandt sig. Det gjaldt for eksempel offentligt ansatte embedsmænd, som nu skulle ”arbejde hjemmefra”, og som kunne være med på Skype eller lignende, hvis der var noget, de kunne bidrage med, og det har da været sjovt ad den vej at få indblik i nogle familieliv, som man hidtil ikke har kendt til. Så lærer man folk at kende fra en anden vinkel. Også de, der i offentlig tjeneste vovede sig ud i samfundet, har fuldt fortjent fået stor tak, bl.a. i en varm video fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, der takker ”FOAs medlemmer”.


Hvem der ikke er mange, der har takket, er alle dem i den private sektor, som holdt samfundet i gang og for eksempel sørgede for, at der ikke manglede mad og drikke (og toiletpapir!) i butikkerne. Hele produktions- og forsyningslinjen har fungeret – ikke på trods af, men fordi der er en masse samfundsborgere, som ikke blev hjemme. Det gælder lige fra dem, der malker køerne og i det hele taget passer
dyrene på gårdene og dyrker afgrøderne på markerne og sørger for, at der er foder og gødning og såsæd og brændstof, og hvad der nu ellers skal til. Og det gælder alle dem, der producerer selve fødevarerne uanset, om det er pølser og postejer og andre kødprodukter eller mælk og mælkeprodukter eller frugt og grønt, fisk, brød, drikkevarer osv. Alt har skullet produceres – og bringes ud af chauffører, der heller ikke har arbejdet hjemme, men frygtløst har bragt varerne ud og ind i butikkerne, hvor der også var personale til at forarbejde og producere og lægge i diske og sætte på hylder og ekspedere og gøre rent og sørge for, at der er striber på gulvene og skærme og andet, som kan begrænse smitterisikoen. Intet af alt dette er udført af folk, der har arbejdet hjemme.

Selv har jeg under corona-krisen uheldigvis været udsat for en vandskade og med glæde kunnet konstatere, at hverken skadeservice- eller VVS-folkene arbejdede hjemme, men dristigt vovede sig ind i mit hjem for at mindske og udbedre skaden. Glemmes må heller ikke alle dem, som hellere end gerne ville gå på arbejde, men som ikke kunne, fordi de er opsagt eller hjemsendt som følge af regeringens nedlukninger. Det gælder både dem, der ellers har været ansat i de etablissementer, der blev beordret lukket, og dem, der arbejdede hos deres leverandører, som pludselig ikke havde nogen kunder eller dog meget få. Er der nogen, der har sagt tak til alle dem, som har båret det hele igennem, og til dem, som gerne ville, men ikke kan? Det er der sikkert, men jeg har så blot ikke rigtig hørt det – hvorimod jeg tydeligt har hørt taksigelser til dem, der har siddet hjemme med fuld løn og et formentlig for manges vedkommende temmelig overkommeligt arbejde, fordi det, som de arbejder med, har været sat i stå.

Lad mig understrege, at min pointe ikke er, at det har været forkasteligt at arbejde hjemme, men at det er i kraft alle dem, som ikke har gjort det, at samfundet trods alt har fungeret. Og da der jo har været en grund til at sende folk hjem, byder logikken, at de, der således har holdt samfundet i gang, har løbet en risiko derved. Den største tak bør derfor tilfalde dem. Så:TAK til alle, som bar!

[Dette synspunkt har tidligere været fremført i Landbrugsavisen.]

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - juni 2020

 

Problemer i relief

Jeg ved det ikke, men det kan godt have været Storm P., der sagde: ”Det er mærkeligt. Hver dag sker der lige nøjagtig så meget, at det kan stå i en avis.” For sådan er det jo. Summen af problemer er konstant, så når der egentlig ikke rigtig er nogen problemer, og aviserne ikke vil skrive om alt det, der er godt, så bevæger også pressen sig op i toppen af Maslows behovspyramide og hengiver sig til eksistentielle emner, som kan blive ganske alvorlige. Indtil marts i år var det således klima og dyrevelfærd og det moralsk forsvarlige i, hvad vi spiser, der fyldte i medierne, og klimaministeren fik trusler fra støttepartierne i en grad, så der blev spurgt til, om han mon ”overlevede”, fordi det trak ud med en fiks og færdig plan for, hvordan vi får klimaet tilbage på ret spor. Der var meget at komme efter på disse fronter, og det var der også på andre, hvor for eksempel ”nedslidte Arne” stadig gik og ventede på en vej ud af arbejdsmarkedet. Regeringen var under pres, for det hele var meget alvorligt, og det er det altid, uanset hvad der er galt, og noget galt er der altid, for problemernes sum er konstant.

Og så kom corona. Pludselig standede Danmark i våde, og så gjaldt det om at stå sammen – på god afstand af hinanden. Og således herskede nu et samarbejdende folkestyre, for nu var der virkelig problemer, og de kunne sagtens fylde en hel avis. Pludselig var alle de andre viderværdigheder ude af spalterne. Nu gjaldt det overlevelse – bogstaveligt og økonomisk – og ikke bare i en hypotetisk fremtid, men her og nu, både for os selv og for virksomhederne og nationen. Ikke en dag gik på hæld, uden at regeringen havde holdt pressemøde om initiativer og hjælpepakker, og alle sammenkomster blev aflyst for at undgå, at vi kom tæt på hinanden. Nu var der for alvor noget at være bekymret for, og så måtte alle de andre problemer, der ellers lige havde været påtrængende og uopsættelige, vente. Lad det være helt klart: Der er ikke noget godt at sige om corona og dens virkning på mennesker, virksomheder og samfund – og ikke mindst på økonomien og beskæftigelsen. Men den kan måske have den gode lille bivirkning, at vi opdager, hvad der virkelig betyder noget, og at meget af det, som vi mente var vigtigt, og som fyldte aviserne i ildevarslende vendinger, øjeblikkeligt blegnende, da det virkelig gjaldt. Hvem havde for eksempel kunnet forstille sig, at kæmpemæssige kundesegmenter kunne forsvinde fra den ene dag til den anden? Det skete imidlertid, da restauranter blev beordret lukket samtidig med, at grænsen blev lukket for turister. Normalt bliver der udespist i Danmark for ca. 40 milliarder kroner om året – nu var det tal pludselig 0 på årsbasis. Bevares, siden blev der åbnet for take-away, men det var småbeløb i forhold til de 40 milliarder kroner og bragte kun få tilbage til det arbejdsmarked, som mange har måttet forlade mere eller mindre midlertidigt som følge af corona.

Så selv om der er store forskelle på, hvordan epandemien har påvirket os, kom der pludselig fokus på noget, der var vigtigere end alt det, der ellers havde fyldt vore velfærdsmættede liv i mange år. Nu koncentrerede vi os om det helt basale, nemlig behovet for et sikkert fundament under tilværelsen – noget, som vi hidtil havde taget for givet. Nu kom problemerne i relief. Og det var nok egentlig ikke så ringe endda.

(Et lignende synspunkt har tidligere været fremført i Landbrugsavisen.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - maj 2020

 

Corona: En dræber for erhvervslivet

Det hele var timet og tilrettelagt – det kunne ikke gå galt! Men som det før er set, gjorde det det alligevel. Den florerende coronavirus tog livet af Foodexpo, Europas største fødevaremesse, som ganske vist kun er ”udsat”, men som det kan blive svært at finde et nyt tidspunkt for i år. Udmeldingen kom, efter at regeringen og sundhedsmyndighederne havde opfordret til, at alle arrangementer med flere end 1000 deltagere aflyses. Dermed har det officielle Danmark utvivlsomt ment at have handlet ansvarligt, men i virkeligheden gjorde man det modsatte, for ved kun at ”opfordre” overlader man beslutningen til arrangørerne, der dermed sammen med udstillere, leverandører m.fl. sidder tilbage med aben – og regningen. Forhåbentlig er det gået op for regeringen, at den har et ansvar for, at der snart ikke er nogen, der tør bevæge sig uden for en dør, og at en meget stor del af erhvervslivet – og dermed samfundets fundament - er ved at smuldre. Når folk ikke længere går på restaurant, er det et kæmpeproblem for restauratørerne, men det er også et stort problem for dem, som de får varer fra, for deres salg går så også i stå. Dette aspekt har vi i FødevareDanmark henvendt os til regeringen for at få indtænkt i de foranstaltninger, som der i skrivende stund holdes møder om at iværksætte for at hjælpe de erhvervsdrivende, der dog er kommet i klemme på grund af frygt for den nye virus.

Og netop frygten er måske det største problem. Jeg er hverken læge eller anden form for sundhedsekspert, men jeg har da forstået så meget, at Covid-19, som det nye virus rettelig hedder, i grunden ikke er særligt smitsom, og at man skal være lidt syg i forvejen for, at den kan få fatale følger. Den er altså næppe farligere end almindelig influenza, og den smitter vist endda knap så nemt. Alligevel er den i stand til at sætte en hel verden i stå, for det jo ikke kun spisestederne og messe- og koncert- og sportsstævnearrangørerne, det rammer. Der er heller ingen, der vil køre med offentlige transportmidler mere, eller som går i biografen eller i teatret – eller går på arbejde for den sags skyld. Og hvis man endelig drister sig af sted, spiser man i hvert fald ikke i kantinen.

Alt lammes af frygten, så på den måde har en forholdsvis tilforladelig virus ramt os alle sammen hårdt. Man kunne ønske, at den var kommet et par måneder tidligere, for så havde den nok gjort indtryk på dem, som i februar indgik en ny treårig overenskomst, som var vældig generøs over for arbejdstagerne. Der var milde gaver fra arbejdsgiverne, fordi hjulene snurrede, og det hele gik så godt. Nu er forlystelserne gået i stå, og nu får fordyrelserne virkning samtidig med, at store dele af erhvervslivet oplever den værste krise i mands minde. Og vi, der har skullet forny overenskomster efter kriseudbruddet, har ikke haft andre muligheder end at være lige så gavmilde som dem, der indgik ”gennembrudsoverenskomsten”. Lige nu er situationen dødsensalvorlig for rigtig mange virksomheder – og derfor hviler der et meget tungt ansvar på dem, som har lagt rammerne for de vilkår, som virksomhederne arbejder under. Lad os håbe, at også arbejdsmarkedets parter forstår og lever op til dette ansvar nu, hvor forudsætningerne for de indgåede aftaler er bristet.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - marts 2020

Arbejdsgivernes gavehumør

Når disse linjer skrives, har DI og CO-industri netop indgået en ny treårig overenskomst. Det meste af det, som de er nået frem til, må alle vi andre, der også skal forny overenskomster i år, også have med i vores. Sådan virker systemet. Og det ser ud til, at DI har været i gavehumør. Lønmodtagerne får i pose og sæk, men hvad har arbejdsgiverne fået? Hvis man skal være venlig, kan man lade dem, at ”der åbnes mulighed for overgang til månedsvis lønudbetaling”, men det er så også det – at dømme efter den pressemeddelelse, som DI har udsendt om resultatet.

For vi læser videre i pressemeddelelsen og erfarer, at mindstelønnen stiger med 7,5 kroner i timen over de næste tre år, og at det såkaldte fritvalgsbidrag hæves fra 4 til 7 procent. Perioden, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under barselsorlov, udvides fra i alt 13 uger til 16 uger, og fremover får fædre øremærket otte ugers forældrelov med løn – tre uger mere end i dag. Desuden udvides perioden, hvor sygemeldte medarbejdere modtager løn fra arbejdsgiveren, fra 9 uger til i alt 14 uger, og samtidig sikres det, at sygemeldte medarbejdere på skiftehold og weekendarbejde igennem alle 14 uger modtager en løn, der ”er tættere på deres normale indtægt”.

Derudover sikres det, at der indbetales fuldt pensionsbidrag, når medarbejdere modtager sygeferiepenge, og medarbejdere får fremover ret til en ekstra fridag, hvis deres barn er sygt mere end én dag. Endvidere får medarbejderne ret til frihed, når de skal deltage i lægebesøg sammen med deres barn, og medarbejderen kan i begge tilfælde vælge at få udbetalt et beløb fra fritvalgs-lønkontoen i forbindelse med friheden. Og elever og lærlinge vil fremover have ret til pension, så snart de er fyldt 18 år og har 2 måneders anciennitet i virksomheden.

Til gengæld spejder man som nævnt forgæves efter håndgribelige løfter til arbejdsgiverne, når bortses fra det nævnte om månedsvis lønudbetaling. Der er ganske vist nogle diffuse aftaler om, hvad man er enige om at kigge på i perioden, men intet konkret. Jeg har før i al offentlighed gjort opmærksom på, at ”den danske model” er i færd med at grave sin egen grav, fordi den uvægerligt fører til konstant fordyrelse af arbejdskraften med det sikre resultat, at politikerne på et tidspunkt bliver nødt til at gribe ind for sikre, at samfundsøkonomien ikke kører helt af sporet. Vi er efterhånden alvorligt presset på konkurrenceevnen, og med den nye overenskomst har parterne taget et betragteligt skridt i den forkerte retning – og altså dermed også nærmet sig det punkt, hvor deres – vores - aftalefrihed må underkastes en kritisk revurdering. Modellen forudsætter selvsagt, at det ikke altid er den samme part, der tager stikkene hjem.

Når man ikke har siddet med ved bordet, er det selvfølgelig ikke til at sige, hvorfor det er gået så galt. Det  kan sagtens være, at arbejdsgiverne har kæmpet en brav kamp; men for det første har de ikke kæmpet ret længe, når de indgår forlig, mens der endnu er små tre uger til overenskomstperiodens udløb, og for det andet har de undladt at inddrage forligsmanden, som man kunne håbe ville være i stand til at se, hvor skævt det hele var ved at lande. Det er ikke sikkert, at det ville have hjulpet, for forligsmanden interesserer sig heller ikke for samfundsøkonomien – men det var da et forsøg værd. Resultatet kunne i hvert fald ikke være blevet værre af det.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - februar 2020

Et skæbnesvangert årti

Et skæbnesvangert årti

Det er en god tradition at se frem i tiden, når man kommer ind i et nyt år – og især, når man kommer ind i et nyt årti. Det gør jeg også gerne, men det er nu ikke noget, som vi i FødevareDanmark kun gør ved årsskifter. Det er faktisk noget, som vi hele tiden gør, for man kan ikke forholde sig klogt til nutiden, hvis man ikke sætter den ind i en sammenhæng med en kvalificeret forestilling om fremtiden; og vel at mærke i erkendelse af, at den med sikkerhed bringer noget, som vi slet ikke havde set komme.

Så sent som i efteråret havde vi overhovedet ingen anelse om, at Fødevarestyrelsen kunne finde på at hæve kontrolgebyrerne med ca. 60 mio. kroner. Det er imidlertid sket fra den 1. januar. Hvad vi heller ikke vidste, var, at den retssag, som vi sammen med en række andre organisationer fører ved EU-Domstolen om kontrolgebyrers lovlighed, på denne måde ville få en helt ny aktualitet, for den kan få forhøjelserne til at falde til jorden, og så står vi over for en stor diskussion om hele gebyrstrukturens indretning.

Vi må se, hvordan det går, men en nylig afgørelse i en lignende hollandsk sag giver håb for udfaldet. Hvad der til gengæld har været til at forudse, er, at 2020 vil byde på en tiltrængt evaluering af Udbudsloven. Denne lov, der nu er fire år gammel, har de bedste intentioner om at hjælpe små og mellemstore virksomheder til at komme til fadet i de offentlige køkkener, men sådan er det ikke gået, og loven rummer ikke nogen Plan B – altså: hvad der skal ske, hvis det ikke sker. Nu kigger Erhvervsministeriet og den derunder liggende Konkurrence- og Forbrugerstyrelse loven efter i sømmene, og vi bidrager så godt, vi kan – og så lander der i årets løb en anbefaling hos ministeren og Folketinget, forhåbentlig indeholdende en erkendelse af, at der er behov for en opstramning, så også det offentlige kommer ind på et klart erhvervsfremmende spor, hvor man inddrager og ikke udelukker smv’erne fra samhandel. Og når vi nu er ved erhvervsfremme, er det også vigtigt, hvad der sker med selve erhvervsfremmestrukturen. Den er lige nu under omkalfatring, og det ser ud til at kunne gå begge veje, hvad angår små og mellemstore fødevarevirksomheders fremtidige adgang til erhvervsfremmemidler. På den ene side er det det, der er det erklærede mål, på den anden side er det stort set kun de meget store virksomheder og deres organisationer, som sider om de borde, hvor beslutningerne træffes. Det har vi senest kunnet se i de aktuelle planer om en ny fødevareklynge. Når jeg alligevel er optimistisk, skyldes det især, at vi er blevet mødt med forståelse og velvilje, når vi fra FødevareDanmarks side har budt os til som interesserede i en dialog om at få midlerne ud at arbejde i de små og mellemstore virksomheder – og til formål, der er relevante for dem.

Nu er årsskifter jo også typisk anledninger til, at man udtrykker sine håb for fremtiden. Dem skal det heller ikke skorte på her. Jeg håber, at 2020 bliver året, hvor det for alvor går op for fagbevægelsen og for politikerne i både Folketinget, kommunerne og regionerne, at vi alle har en opgave i at sikre, at vækstlaget i fødevaresektoren får en grobund, som den kan vokse i. Marginalerne er uhyggeligt små, og det er også i det lys, at ønskerne om effektiv erhvervsfremme skal ses. Så mit håb er, at alle gode kræfter – inklusive forbrugernes – samles om at sikre den diversitet, som er forudsætningen for, at der også ved udgangen af det nye årti er en alsidig dansk produktion og et ditto udbud af fødevarer for enhver smag – også for den kræsne, der lægger vægt på kvalitet. Denne opgave har aldrig været vigtigere end nu.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - januar 2020

Konkurrenceforvridende gebyrer

40 millioner kroner. Så meget stiger fra nytår de gebyrer, som fødevarevirksomhederne i Danmark skal betale til Fødevarestyrelsen for udførelse af kontrol. Og hvis man regner kontrol af dyretransporter med og modregner et lille fald, som kun har med Grønland at gøre, er der tale om stigninger på ca. 64 millioner kroner. Så meget svækkes de danske fødevarevirksomhederes konkurrenceevne altså med i forhold til de udenlandske konkurrenter. Fra politisk side har det ellers i årevis lydt, at det skal være nemmere at drive fødevarevirksomhed i Danmark, og med det seneste fødevareforlig med deltagelse af alle daværende partier i Folketinget foretog man et prisværdigt paradigmeskifte, der netop skulle gøre det nemmere for lovlydige virksomheder at drive forretning, men svære for de såkaldte ”brodne kar”. Men nu bliver det altså mange millioner kroner dyrere. Gebyrstigningerne rammer naturligvis især de virksomheder, som gebyrerne belaster mest relativt set – og det er de små og mellemstore virksomheder. De betaler det samme som de store, men gebyrerne fylder selvsagt mere, når de omsætter for mindre.

Og stigningerne kommer samtidig med, at en mindre, men vigtig kompensation til de mellemstore slagterier for deres forholdsvis høje veterinærudgifter udløber. Siden 2016 har disse slagterier årligt fået et par millioner kroner som en lille kompensation for, at der er meget færre dyr – og dermed kroner – pr. dyrlæge på de mindre slagterier end på de store. Det slutter nu. Gebyrstigningerne kommer også samtidig med, at Fødevarestyrelsen får sværere og sværere ved at stille med egne dyrlæger på de slagterier, som ligger i det, man kalder Udkantsdanmark. Så må man hyre eksterne dyrlæger ind til opgaverne, men det er til en helt anden pris, og denne ekstra pris må de pågældende (mindre) slagterier betale. Det belaster selvsagt yderligere deres konkurrenceevne over for dem, som ligger tættere på alfarvej. Hvordan harmonerer det med den politiske velvilje over for f.eks. udkantsområderne?

En måde at udbedre denne skævvridning på kunne være at indføre en udligningsordning, så alle slagterier betaler det samme for dyrlægekontrollen, men vel mærke at pr. dyreenhed og ikke som nu pr. dyrlæge. Det ville skabe en tiltrængt retfærdighed på området. Det er indlysende vigtigt, at vi har en velfungerende fødevarekontrol i Danmark. Men det er lige så indlysende vigtigt, at omkostningsdækningen ikke forvrider konkurrencen mellem små og store aktører, og det gør gebyrerne. Og det vil de i endnu højere grad gøre, når de nu stiger med i alt ca. 64 millioner kroner.

Der foreligger dog den mulighed, at det bliver en stakket glæde for ministeriet. Danske Slagtermestre fører nemlig i fællesskab med andre organisationer en retssag, som EU-Domstolen snart når frem til en afgørelse i, og som handler om, hvad man må bruge penge fra kontrolgebyrer til. De nye gebyrstigninger skal især bruges til ”fællesomkostninger”, dvs. til udgifter, som ikke kun har med selve kontrollen at gøre. Med baggrund i en sag, som vi vandt ved EU-Domstolen i 2016, er den fælles påstand nu, at kontrolgebyrer generelt kun må dække udgifter til selve kontrollen. Hvis vi får medhold i det, betyder det, at de nye gebyrforhøjelser og mere til bliver dømt ulovlige. Det ved vi, når dommen falder i 2020.

GODT NYTÅR!

(Et lignende synspunkt er fremført af undertegnede på portalen Altinget | Fødevarer.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - december 2019

Det sku’ være så godt...

Man ser dem alle vegne: Tomme butikslokaler, hvor der før var specialbutikker, der gjorde byerne – store som små – interessante at bevæge sig rundt i. Det har bl.a. ramt specialfødevarehandelen, hvor dog bagerne for nylig har knækket kurven, så der nu er lidt flere bagerbutikker end før, fordi flere bagermestre har mod på at drive mere end én butik. Samme tendens ser vi desværre ikke blandt slagterbutikker, ostehandlere og fiskehandlere, og det er for så vidt mærkeligt, som statistikker viser, at detailsalget så sent som i september ”fortsatte den stigende trend”, især på bl.a. fødevareområdet. Her ser vi altså et paradoks, og det gør vi også, når forbrugertilliden falder samtidig med, at der aldrig har været beskæftiget flere lønmodtagere i Danmark end nu.

Eksporten er i god form, og alligevel viser det såkaldte konjunkturbarometer, at industriens humør er det dårligste i fire år. Både danskernes og samfundets økonomiske situation er god, og alligevel er 2019 tæt på at blive rekordindehaver i antallet af konkurser. Som det hedder i den gamle sang om Larsen: Det sku’ være så godt, og så er det faktisk skidt. Det gode er altså, at både den danske nation og dens indbyggere har det fint, hvis man ser på nøgletallene. Det, der så er noget skidt, er, at det ikke ser sådan ud i det, vi kalder virkeligheden, og navnlig ikke for dem, der driver og har job i små og mellemstore virksomheder – SMV’erne. Det jo ikke de store virksomheder, som fylder i statistikken over konkurser, og det er ikke dem, der var i de tomme butikker i gågaderne. Hvis vi skal finde noget at glæde os over i dette mulige rekordår for konkurser og tomme butikslokaler må det være, at det går så godt for Danmark, at der er råd til at gøre noget ved det. I FødevareDanmark er vi i den forbindelse kommet med to udspil. Det ene er et forslag om at suspendere selskabsskatten for nystartede virksomheder, indtil de er kommet godt i vej, dvs. i en passende periode på måske et par år efter, at de er begyndt at tjene penge. Det andet er et forslag om at lægge et loft over, hvor høje huslejerne for mindre butikslokaler må være. Det er ikke uset, at huslejen for ikke særligt store lokaler overstiger 100.000 kr. om måneden, og så skal der dælme sælges mange leverpostejer, før lejen er betalt, og før man kan begynde at betale lønninger og alt det andet, der koster penge.

I Dansk Erhverv ser man udviklingen som et udslag af ”sund konkurrence”, hvor ”effektive virksomheder udkonkurrerer mindre effektive virksomheder”. I en udtalelse til Ritzau lader organisationen forstå, at det høje antal af konkurser er ”et positivt tegn for dansk økonomi”, fordi de formentlig skyldes, at ”nye og mere effektive selskaber udkonkurrerer ældre selskaber, der tvinges ud af markedet.” Sådan ser vi slet ikke på det i FødevareDanmark. Det typiske er i hvert fald ikke, at det er nye slagterbutikker, der udkonkurrerer de gamle, og hvis de gjorde, ville det jo ikke efterlade tomme butikslokaler samlet set. Ifølge Danmarks Statistik er den gennemsnitlige levetid for konkursramte virksomheder 7,2 år, så heller ikke på det generelle plan er der belæg for, at det er de gamle, der falder for de nye. Det er tværtimod de nye, der har svært ved at få fodfæste, formentlig fordi de overraskes af, hvor dyrt det er at drive virksomhed, hvilket i øvrigt også belaster de gamle, som unægteligt også lukker. Det er der imidlertid råd for, men det kræver som det første, at der er politisk vilje til at løse problemet. Det håber vi, at der er - og vi bistår gerne.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark –  november 2019

Om tro og viden

”BØRNEMAGT NU” lød det i 1970’erne fra en bevægelse, som krævede, at børn skulle have bestemmende indflydelse. Bevægelsen lå langt ude på den anarkistiske venstrefløj, som jo havde medvind i de år. Siden blomstrede den af, men nu har den fået nyt liv i skikkelse af svenske Greta Thunberg, som rejser kloden rundt med bistre taler om, at jorden er ved at gå under, og at det er de voksnes skyld. Og alverdens ledere lytter med andagt til dette stridbare og uforsonlige pigebarn, som endda blev indstillet til – Nobels Fredspris! Nogen fredsmægler er hun ellers ikke ligefrem. Hun mener at kende en sandhed, som der er delte meninger om blandt de videnskabsfolk, som hun vil have alle til lytte til, når de altså først har lyttet til hende.

Selvfølgelig skal man lytte til videnskaben, men man bør samtidig holde sig for øje, at forskere ikke er uvildige i vurderingen af, om der er et problem, og om man kan gøre noget ved det. Dermed er ikke sagt, at man ikke skal lytte til forskerne; man skal blot ikke anse dem for uvildige i denne debat, for de har selv en stor økonomisk interesse i en konklusion om, at der er et problem, og at det kan løses. Risikoen er, at vi bygger vores tilgang – og herunder lovgivning – på myter og forestillinger, som ikke har hold i virkeligheden. Det vil i givet fald ikke være første gang, skønt vi i princippet jo netop burde have forskningen som værn imod, at den slags kan opstå.

Og for nylig var det da også forskere, som – langt om længe – meldte ud om sådanne myters fejlagtighed. Det skete, da en international forskergruppe i tidsskriftet British Medical Journal irettesatte FN’s sundhedsorganisation WHO, der hævder, at indtagelsen af mættet fedt ikke bør overstige 10 pct. af det samlede energiindtag. Nu siger forskerne, at denne anbefaling kan få den stik modsatte effekt og øge forekomsten af hjerte-kar-sygdomme – og dermed i sidste ende koste menneskeliv, bl.a. fordi fødevarer med mættet fedt indeholder andre vigtige mineraler og vitaminer, så de endda kan være gavnlige for sundheden.

Dette gælder ifølge forskerne bl.a. fede oste. I Jyllands-Postens nylige gengivelse af forskernes nye anbefalinger kunne man læse, at ”især fede oste er en vigtig kilde til indtaget af mættet fedt i Danmark, og ost har været et af de vigtigste mål for myndighedernes kampagner for at nedsætte indtaget af mættet fedt. Faktum er, at ost er en særdeles god kilde til protein, kalcium, magnesium, men også nogle positive bakterier, som har produceret en række sundhedsfremmende stoffer, især kortkædede fedtsyrer. Ost har en meget kompliceret struktur, som videnskabelige studier konstaterer påvirker kroppen på en gunstig måde.”

Og om æg: De ” indeholder omkring 3 gram mættet fedt pr. 100 gram æg og kan være en væsentlig bidragsyder til indtag af mættet fedt. Det har gennem mange år været anbefalet fra myndigheder at begrænse indtaget af æg pga. indholdet af mættet fedt og kolesterol. Faktum er, at æg indeholder en række vigtige næringsstoffer, som ikke findes i mange andre fødevarer, og som mange danskere får for lidt  af, f.eks. vitamin D, riboflavin, jod, højkvalitets protein, omega 3-fedtsyrer og stofferne lutein, zeaxanthin og cholin, som menes at være vigtige for at bevare et godt syn.” Og hvad og hvem skal man så tro? Svaret er måske, at det netop handler om tro – om, hvem vi tror på. For der er også blandt forskere altid nogle, som mener at vide, at det, som vi har lyst til, er det helt rigtige at gøre – og at spise.

(Synspunktet har tidligere været fremført i Dansk Handelsblad.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark –  oktober 2019

 

Et roderi af gode hensigter

”Den her aftale må være indgået over en flaske rødvin – eller måske flere,” lød det fra slagtermester John Madsen fra Nr. Onsild Slagtehus til en journalist fra avisen Nordjyske. Den omtalte aftale er en såkaldt trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgivere og fagbevægelsen om at sikre praktikpladser til dem, der vælger en erhvervsfaglig uddannelse.

Denne aftale straffer dem, som ikke har elever, men den gør det, uanset om virksomhederne kan blive godkendt som praktikplads eller ej. Men kan altså få en ”bøde” for ikke at have elever, selv om man ikke kan blive godkendt til at have nogen. Denne klemme er Nr. Onsild Slagtehus kommet i med sin succesrige frikadellevirksomhed: Fordi den kun laver frikadeller, kan den ikke blive godkendt som praktikplads, og alligevel skal den betale for ikke at have elever. Det er ren galimatias, og bedre bliver ikke, når det vi så kigger til fiskehandlerne. Fiskeriskolen i Thyborøn uddanner fiskehandlere, men uddannelsen er ikke godkendt af Undervisningsministeriet som en kompetencegivende uddannelse. Den udløser derfor ikke et svendebrev, men kun et diplom om et gennemført forløb. Derfor er eleverne ikke elever i lovgivningens forstand, og derfor kan fiskehandlerne få en ”bøde” for ikke at have elever, selv om de faktisk har det krævede antal elever fra Fiskeriskolen ansat.

En del af problemet er, at alle faglige uddannelser indgår i beregningen af, hvor mange elever en virksomhed skal tage for ikke at blive straffet. I princippet kan Nr. Onsild Slagtehus altså have ansat nogle frisører til at vende frikadeller med det resultat, at virksomheden straffes for ikke at have slagterelever….

Man må håbe at disse tåbeligheder er en lapsus – under eller uden påvirkning af rødvin – og at der hurtigt bliver rettet op på den. Det får vi nok afklaret, når Danske Slagtermestre snart mødes med en repræsentant for ene af parterne i trepartsaftalen, nemlig 3F, til en drøftelse af problemet.

Noget vil kunne løses allerede ved, at det bestemmes, at kun fagpersonale inden for den uddannelsesretning, som virksomheden kan uddanne elever i, tæller med i beregningen af, hvor mange der skal være. Det vil i hvert fald løse fiskehandlernes problem, for så er det kun dem, der har taget en kompetencegivende fiskehandleruddannelse, som tæller i opgørelsen, og dem er der ingen af, fordi deres uddannelse ikke er kompetencegivende.

Og som det er nu, kan f.eks. en slagter ikke uddanne en fiskehandler. Om denne ændring vil løse problemet i Nr. Onsild, er ikke sikkert, så måske skal der mere til for at sikre det for et retssamfund helt grundlæggende: At man ikke kan blive straffet for at undlade at gøre noget, som man ikke har mulighed for at gøre. Dette roderi må imidlertid ikke tage glansen fra den gode hensigt, som det udspringer af, nemlig om at få flere unge til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse – og at sikre, at der er praktikpladser til dem, der så gør det. Indtil 2014 gjaldt en rigtig god ordning om, at virksomhederne fik en ”bonus” på 70.000 kroner, hvis de tog en elev i praktik. Den virkede, som den skulle – og helt uden bivirkninger!

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – september 2019

 

Cirklens kvadratur

Den 27. juni fik Danmark en ny regering, der har indledt arbejdet med en god, lang ferie. Derfor ved vi i skrivende stund endnu ikke, hvordan den har tænkt sig at indfri de mål, som i løse formuleringer står at læse i den ”forståelsesaftale”, som udgør regeringens parlamentariske grundlag. Skønt papiret i nogen grad er båret af banale vendinger som ”Vi tror på, at politik betyder noget”, indeholder det dog en lang række meget dyre hensigtserklæringer og en tilføjelse om, at ”forudsætningen er, at der føres en ansvarlig økonomisk politik, der sikrer gode rammevilkår for erhvervslivet”. Med andre ord: Regeringen og støttepartierne vil både blæse og have mel i munden, og de begynder da også med at snyde lidt på vægten. I papiret læser man, at de har en målsætning om en reduktion på 70 procent af udledningen af drivhusgasser i 2030 ”i forhold til niveauet i 1990” – uden at fortælle, at udledningerne allerede er faldet med omkring en fjerdedel siden dengang. Partiernes reduktionsmål er således reelt mindre end 50 procent målt fra den dato, da de indgik aftalen. Dette lille aber-dabei synes det meste af pressen at have overset, for alle vegne læser man om regeringens mål om at reducere med 70 procent.

Håber på et mirakel
Skønt målsætningen altså reelt er langt lavere, kan den blive svær nok at indfri, og den nye klimaminister, Dan Jørgensen, erkender da også, at han ikke aner, hvordan det skal kunne lade sig gøre, og hvad det vil koste. I virkeligheden håber han på et mirakel og medgiver, at det vil kræve teknologier, som endnu ikke er opfundet. Foreløbig har man udset sig landbrug og transport som de områder, der frem for nogen skal levere reduktionen. Hvad transporten angår, har man dog allerede måttet tage forbehold for planen om et stop for salg af benzin- og dieselbiler fra 2030, dels fordi vi ikke må for EU, dels fordi elnettet vil bryde sammen, når elbilerne skal lades op, medmindre det udbygges for mellem 32 og 48 milliarder kroner. Og så vil det nok knibe med at kunne indfri målene om minimumsnormeringer i daginstitutioner og om at uddanne og ansætte mere sundhedsfagligt personale, og hvad der ellers står på udgiftssiden i aftalen – hvis Budgetloven skal overholdes.

Mindst udledning pr. produceret enhed
Med hensyn til landbruget vil man ”tage initiativ til en jordreform”. Hvad den skal gå ud på, henstår i det uvisse, bortset fra, at der skal tages jord ud af drift. Det vil jo heller ikke ligefrem styrke bruttonationalproduktet. Desuden vil man bruge (EU’s) landbrugsstøtte til at få landmændene til at ”omstille til mere bæredygtig produktion”. Også her udestår, hvad der menes med det, for samme landmænd er i forvejen blandt dem i verden, der producerer med mindst udledning af drivhusgasser pr. produceret enhed. Her kan der derfor ikke være meget at hente, hvad det angår, idet det er almindeligt anerkendt, at økologisk landbrug ikke har lavere C02 udledning pr. produceret enhed end konventionelt landbrug.

Det ligner en opgave på niveau med løsningen af cirklens kvadratur. Hvad vi kan håbe på, er, at de initiativer, som kommer fra regeringen på baggrund af forståelsesaftalen, er båret af faglighed. Og det skal pressen såmænd nok medvirke til at sikre, allerede fordi den altid er kritisk over for den til enhver tid siddende regering og dens støttepartier.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – august 2019

Et folketing med muligheder

Efter folketingsvalget for nylig ser det politiske landskab unægtelig lidt anderledes ud, end det gjorde før valget. I skrivende stund er der endnu ikke dannet en ny regering, men mandattallene ligger jo fast. Inden valget kunne Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti danne flertal, og dette flertal uden om den daværende regering forsøgte at stramme Udbudsloven og dens forvaltning op for at få flere offentlige udbud opdelt i delkontrakter. Nu er det flertal væk.

Til gengæld har Enhedslisten under valgkampen lanceret et erhvervsudspil, som bl.a. har opdeling af de offentlige udbud med som et punkt, og lægger man Enhedslistens mandater til de tre førnævnte partiers, når man op på 93, dvs. et flertal i Folketinget. Også i det nye folketing er der altså et flertal, som ønsker flere opdelte udbud. Det skal vi naturligvis dyrke, så vi forhåbentlig kommer i hus med vore bestræbelser. Om det lykkes, afhænger af, om ikke mindst Socialdemokratiet, som i skrivende stund er i færd med at danne regering, står fast på den holdning, som partiet havde til Udbudsloven inden valget. Det kræver styrke, for i Finansministeriet hersker en tyrkertro på, at det er godt for samfundsøkonomien,

hvis der bliver købt stort ind. Jo større, jo bedre. At det svækker konkurrencen, når kun ganske få kan byde ind, synes ikke at tælle i deres opfattelse. Men nu er der altså et flertal, som vil noget andet, og det spændende er så, om dette flertal af politikere er stærkt nok til imødegå de embedsmænd, som var for stærke for dem i det gamle folketing. Vi får se.

I Enhedslistens erhvervsudspil, ”En erhvervspolitik med fokus på de små”, lægges der også vægt på, at ”mindst 50 pct. af den danske erhvervsfremmeindsats målrettes SMV’erne.” Det flugter meget fint med FødevareDanmarks udtrykte ønske om, at flere erhvervsfremmemidler kommer ud at arbejde i de små og mellemstore virksomheder, så det indgår vi også meget gerne i drøftelser med Enhedslisten og andre partier i Folketinget om. En udfordring ved erhvervsfremmesystemet i forhold til SMV’erne er de typiske krav om medfinansiering, som virksomhederne ofte ikke kan honorere, og som det er er svært at få banker og andre til at hjælpe med. Det kan vi forhåbentlig få gode drøftelser med politikerne om.

Et tredje punkt i Enhedslistens nye erhvervspolitik er et ”opgør med uretfærdige betalingsfrister”. Det har også længe stået på FødevareDanmarks ønskeseddel, så også her byder vi udspillet velkomment og håber, at også andre partier i Folketinget vil gå ind i kampen, som i øvrigt allerede er i gang i EU, hvor nye og gode regler er på vej på dette område. Der er i det hele taget nok at arbejde med for organisationer som FødevareDanmark i forhold til de nye folketing, uanset hvordan regeringen kommer til at se ud. Hvad det sidste angår, er det ikke mindst spændende, hvordan ressortfordelingen bliver. Vil det nuværende Miljø- og Fødevareministerium bestå, som vi kender det? Det vil det næppe, men jeg håber, at fødevaresektoren fortsat tilgodeses med den store politiske interesse, som et fagministerium er udtryk for. I befragtning af den rolle, som erhvervet spiller som en styrkeposition i vort land og i forbrugernes dagligdag vil det være en stor fejl at nedprioritere området. Men nu må vi se. I skrivende stund kan alting ske.

(Dette synspunkt har også været fremført på portalen Altinget.dk.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – juni 2019

Mangfoldighedens muligheder

Indtil 2006 var dette organ et medlemsblad for Danske Slagtermestres Landsforening. Frem til 2005 havde det heddet ”Kødbranchen” og før da bl.a. ”Slagter-Tidende”. Nu ville det favne bredere, og i 2006 flyttede ostehandlerne ind hos slagtermestrene i Odense, og nu blev bladet også deres organ. I 2012 kom organisationen Sammark også med i kredsen, og i 2015 kunne vi byde velkommen til først Danmarks Fiskehandlere og siden den nystiftede forening SMV Fødevarer, som bl.a. organiserer en del frugt- og grøntgrossister. Og samme år stiftede vi så FødevareDanmark som et fælles talerør for disse efterhånden adskillige organisationer. I 2018 blev kredsen suppleret af Smagen af Danmark, og pr. 1. april i år har vi haft den glæde at føje Danske Frokost- og Cateringleverandører til.

Og nu senest har pr. 1. maj også butikskæden Konditorbager meldt sig under fanerne. Fra at være et rent slagterblad er Fødevaremagasinet nu et blad, som stort set alle brancher inden for fødevaresektoren skal kunne spejle sig i. Dette er selv sagt en udfordring, for sideantallet er ikke udvidet i takt med, at de mange forgreninger er føjet til. Og for nylig har Danmarks Fiskehandlere på deres generalforsamling besluttet – forsøgsvis – at ville indstille udgivelsen af deres blad ”Fiskehandleren” for i stedet at lade sig omfatte af Fødevaremagasinet. Vi står altså nu med et blad, som har den utaknemmelige opgave at skulle gøre sig interessant for alle, som producerer og handler med fødevarer, uanset hvilke fødevarer det drejer sig om. Denne opgave tager vi som en udfordring og med stor tillid til redaktøren. En noget tilsvarende udfordring har vi naturligvis i organisationen FødevareDanmark og i særdeleshed i Danske Slagtermestre, som fremdeles er hovedmotoren i det hele. Også her skal alle de efterhånden mange forskellige typer virksomheder kunne se en fordel i et medlemskab, og disse fordele skal jo være at finde blandt organisationens aktiviteter og serviceudbud. Det er det basale. Derudover skal hvert enkelt medlem kunne hvile i en sikker forvisning om, at de i kraft af medlemskabet har en livline, som de kan benytte, hvis en vis facilitet brænder, og som kan yde dem værdifuld hjælp i en sådan situation, som alle pludselig kan komme ud for. Tænk for eksempel tilbage på Jørn A. Rullepølser, som mente at have styr på det hele, og som derfor stod temmelig alene, da det gik galt. Opgaven med at sikre, at de enkelte medlemmer af de enkelte organisationer kan se en værdi i medlemskabet suppleres naturligvis af opgaven med at sikre, at de enkelte organisationer under FødevareDanmark kan se en mening i at være med i dette fællesskab. De skal opleve, at de interesser, som de hver især har, kan varetages med større styrke, når der står flere bag. Når kammermusikken får orkesterstyrke. Denne mekanisme skal organisationerne kunne forstå, for at fællesskabet kan fungere, og sammen kan vi forhåbentlig også i fremtiden skabe forståelse for den hos alle de medlemsvirksomheder, som skal udgøre fundamentet for det stærke fællesskab.

Med disse ord: Velkommen til nu også Konditorbager!

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – maj 2019

Forslag til valgkampen

Det skortede ikke på advarsler, da den borgerlige regering i 2010 tog luft ind til at afskaffe lukkeloven – en afskaffelse, som blev en realitet under S/RV/SF-regeringen i 2012. Vi var mange, som advarede om, at afskaffelsen ville få samme konsekvenser i Danmark, som den har haft i Sverige, som ikke har haft en lukkelov siden 1970. Ikke meget talte for, at det ville gå anderledes i Danmark, end det var gået i Sverige, hvor specialbutikkerne stort set er forsvundet, og hvor dagligvarehandelen i overvældende grad samler sig i store centre i byernes udkanter med store supermarkeder som så dominerende butikstyper, at det nærmest ikke er til at opdrive en slagter- eller en ostebutik eller en fiskehandler eller en bagerforretning. Af samme grund kan man heller ikke længere uddanne sig til slagter i Sverige, for alt hvad der ligger i kølediskene i hypermarkederne er enten importeret eller fabriksfremstillet eller begge dele, så dér har en håndværker ikke noget at bestille. Groft sagt.

Derfor opfordrede Danske Slagtermestre og Ostehandlerforeningen for Danmark politikerne til, at man ikke afskaffede lukkeloven, ”før der er tilvejebragt en kvalificeret analyse af, hvilke konsekvenser det vil få for butiksstrukturen – og hvad deraf følger”. En sådan analyse kom aldrig, skønt der kom et papir, som påstodes at være en analyse. Det beskrev nok, hvordan det forholdt sig med lukkelove i andre lande, herunder Sverige, men indeholdt ikke nogen konklusion om, hvad man kunne lære af det. Så opfordrede vi til, at der nedsattes en analyse- og følgegruppe, som allerførst skulle tilvejebringe den manglende afdækning af de forventede konsekvenser for butiksstrukturen, hvis lukkeloven blev ophævet, og som altså bl.a. skulle ”se nærmere på butiksstruktur, ansattes vilkår, konkurrenceforhold, rekruttering af faglært arbejdskraft, varekvalitet, land/by m.v.,” hvis lukkeloven faktisk blev ophævet.

Det blev den som bekendt, og så etablerede man et polsk parlament under ledelse af en kontorchef i Erhvervsstyrelsen, langt fra de politiske beslutningstagere. Dette besynderlige forum holdt derpå nogle møder, inden det måtte lukkes i erkendelse af dets uduelighed, og siden har ingen øjensynligt interesseret sig for, hvad konsekvenserne af afskaffelsen af lukkeloven er blevet.

Efter snart syv år kan vi imidlertid mere end ane dem: Alle byer kender nu til tomme butikslokaler i bymidterne, hvor specialbutikkerne lukker som en konsekvens af, at de ikke kan holde trit med åbningstiderne i supermarkederne. De kan ikke have skoleelever til at passe butikkerne, og så er det simpelt hen for dyrt at holde åbent om aftenen og om søndagen, også fordi overenskomsterne ikke er tilpasset den nye virkelighed. Og resultatet er, at flere og flere byer bliver mindre og mindre interessante at bo i, for hvem har lyst til at bo i en købstad med stængede butiksvinduer og et deraf følgende fattigt handelsliv. Jeg skal ikke nægte, at også andre faktorer spiller ind – internethandelen ikke mindst. Men så meget desto mere er der grund til at tænke ny politiske tanker om, hvordan man kan dæmme op for den kedelige udvikling i antallet af tomme butikker. Dette kunne passende være et tema i den valgkamp, som nu udkæmpes op til det forestående folketingsvalg.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – april 2019

 

No Brexit

Når disse linjer læses, kan der godt være vedtaget en plan for, hvordan Storbritannien skal forlade EU pr. 29. marts i år. Denne dato har jo i hele forløbet om Brexit været den, som skulle være briternes sidste dag i unionen, men nu, da det er meget tæt på, og der i skrivende stund endnu ikke er en plan, som det britiske parlament har kunnet tilslutte sig, er det på det nærmeste sikkert, at det ikke kommer til at ske. Selv har jeg helt fra begyndelsen sagt, at der slet ikke kommer noget Brexit, fordi der med sikkerhed kommer en ny afstemning, hvor der vil være flertal for, at Storbritannien forbliver i EU, men selv hvis en sådan udmelding om en ny afstemning ikke kommer inden denne måneds udgang, tør jeg vædde om, at Storbritannien i hvert fald ikke udtræder den 29. marts. Hvor Danmark og vel de fleste andre EU-lande, som har samhandel med briterne, har forberedt sig på det værste, har briterne selv intet foretaget sig for at afbøde katastrofen – for eksempel ved at forberede nogle handelsaftaler, som kan træde i kraft, når eller hvis nationen forlader fællesskabet. Det vil de måske forklare med, at ingen kender betingelserne, fordi der ikke er nogen aftale med EU, men så kunne man jo lave aftalemodeller ud fra de scenarier, der er. Men nej. Sådanne aftalemodeller vil enten styrke eller svække alvoren i udtrædelsen, og ingen af delene har den britiske regering nogen interesse i.

Den har tværtimod en interesse i, at der både lever en forventning om en katastrofe og en det-skal-nok-gå-alt-sammen-opfattelse. Katastrofescenariet skal få modstanderne til at stemme for regeringsoplægget, og det modsatte scenario skal få regeringens støtter og befolkningen og erhvervslivet til ikke at gå i panik. Så nej, på det handelsmæssige område er der hverken en plan A, B eller C, hvis man spørger den britiske regering, og selv hvis den havde prøvet, var den formentlig stødt på nogle meget vrangvillige forhandlere i Bruxelles, hvor man heller ikke har lyst til at tegne et klart billede af, hvilke konsekvenser et Brexit vil få.

Dér hygger man sig vældigt over det britiske kaos i forhåbning om, at det afskrækker alle andre medlemslande fra at finde på noget lignende, og af samme grund møder premierminister Theresa May ikke andet end forundrede blikke, når hun møder op for at få en aftale, som hendes hjemlige bagland vil sige ja til. Men igen: Det hele bliver slet ikke til noget. Det vil måske allerede stå klart, når dette læses. Når de sidste muligheder for et flertal for en aftale er udtømt i det britiske parlament, og når det samtidig står klart, at EU ikke rokker ved sin position og der derfor ikke kan komme en grundlæggende ny aftale, så er der kun en ”no-deal” at se frem til. Så er det nordirske spørgsmål ikke løst, og så er skotternes ønske om at forlade Storbritannien – for at være med i EU – en trussel, som kan få hele nationen til at falde fra hinanden. Det vil kun kunne afværges på én måde: Ved at spørge vælgerne igen. Faktisk vil det være helt uansvarligt at lade være, for nok stemte de nej til at forblive i EU, men det var på nogle valgløfter om, at alt andet end suveræniteten ville fortsætte uændret. Med et ”no-deal” bliver det mildt sagt anderledes, og det skylder man vælgerne at kunne forholde sig til. Og måske har dette i virkeligheden hele tiden været Theresa Mays plan. Hun var jo modstander af Brexit ved folkeafstemningen i 2016, og mon ikke hun er det endnu.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark –  marts 2019

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies