Landmandspar hædres med 150.000 kr. for naturpleje

af Landbrugsavisen, jersore-galloway.dk

15. juni Fonden har ved plantekongressen i Herning uddelt naturpriser for en ekstra indsats for Danmarks natur. Fondens store pris på 150.000 kr. blev givet til Jersore Galloway ved Erik Pedersen og Jytte Schaldemose i Bogense for deres pionerindsats som græsningsentreprenører i ”Projekt Grøn Omstilling – naturpleje som driftsgren”. - Skal den sårbare natur knyttet til enge, overdrev, moser o.l. ”overleve” i Danmark, er det helt centralt, at udvikle naturpleje som driftsgren. Naturpleje skal være en god forretning. Erik Pedersen og Jytte Schaldemose viser som ihærdige græsningsentreprenører vejen blandt andet i Brende Ådal på Vestfyn“, skriver fonden.

Jersore Galloway forpagter nu de naturarealer i projektet, som er egnede til ekstensiv græsning. Her realiseres helårsgræsning med Erik og Jyttes besætning af galloway. Erik og Jytte ”nøjes” imidlertid ikke med at med at stå for helårsgræsning i Brende Ådal. De er også meget aktive i Fynsk Kødkvæg og Fynsk Naturkød, ligesom de deltager aktivt i formidling af projekter m.v. Dette afspejler ikke mindst tanken om at sikre afsætning af kødet fra de græssende dyr til rimelige priser. Jersore Galloway er også på den måde pionerer i den vanskelige branche, som naturpleje som driftsgren er.

Men projektet i Brende Ådal kunne ikke realiseres uden godt samarbejde. I fase et på ca. 130 hektar gennemfører Erik og Jytte således i et vellykket samarbejde med 10 lodsejere i ådalen et fornemt arbejde, der allerede nu og ikke mindst på lang sigt vil sikre vigtige naturværdier. I samarbejdet medvirker også landbrugskonsulenter fra Centrovice og Patriotisk Selskab, to kommuner og Naturstyrelsen. Samarbejdet kom for alvor i gang i 2014, hvor man med god assistance fra landbrugets konsulenter og positiv medvirken fra områdets lodsejere blandt andet fik aftalt en fordelingsnøgle for forpagtningsafgift. I 2015 gennemførtes markvandringer, der blev der etableret hegn og indgået en samlet forvaltningsaftale på tværs af ejendomsskel.

Jytte Schaldemose udtaler til Fødevaremagasinet: - Vores dyr har aldrig fået korn, kraftfoder eller lign. og ingen GMO. Dyrene lever kun af græsprodukter og vilde planter. De vokser langsomt og bevæger sig rundt på naturområdet. Disse faktorer er med til at give noget smagfuldt kød med en fin struktur og fedtmarmorering inde i kødet. Kalvene er hjemme på stald i kort tid, efter at de er taget fra. Kalvene er i alderen fra 6- 9 mdr., når de tages fra. Derefter kommer de på naturarealer igen, hvor de lever resten af deres liv. De bliver skudt på naturarealet af slagteren, når de skal slagtes. Der er undersøgelser, som viser at forholdet mellem omega 3 og omega 6 fedtsyrer er væsentlig anderledes i kød fra dyr som udelukkende lever af græs.

Se evt. mere på www.jersore-galloway.dk http://www.jersore-galloway.dk

 

Fakta om Galloway-kvæg

Galloway kvæget er navngivet efter deres oprindelsessted, Galloway-regionen i Skotland. Det er et af de ældste og længst etablerede avls-kvæg i verden. Det var allerede den primære kilde til kød i Storbritannien i det femtende århundrede, og det findes nu i mange dele af verden. Galloway tyren kan veje op i mod 800 kilo og få en højde på 128 centimeter, hvor køerne vejer 550 kilo i gennemsnit og har en højde på 120 centimeter.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies