Test: 9 ud af 10 danskere spiser for meget salt

af Fødevarestyrelsen

9 ud af 10 danskere spiser for meget salt, og det kan have alvorlige konsekvenser for helbredet. En ny test gør dig klogere på dine saltvaner og giver gode råd til, hvordan du kan få mindre salt i dine måltider. Prøv den på www.salttest.dk. Det er blevet nemmere for danskerne at sikre sig, at de får salt indenbords i sunde mængder. Fødevarestyrelsen og Hjerteforeningen har lanceret en test, der giver et hurtigt indblik i, hvor man får mest salt fra, og desuden byder på nyttige tips til bedre saltvaner. - Det er rigtig vigtigt at spise salt med måde, lige som det er tilfældet med eksempelvis sukker. Vi håber, at den nye test kan gøre flere danskere opmærksomme på deres saltindtag og vise dem, hvordan man kan skære ned på saltet, forklarer Trine Grønlund, specialkonsulent i Sund mad og Kommunikation.

Få et indblik i dit eget saltindtag - prøv Fødevarestyrelsens test her.

Tre gram mindre salt kan spare 400.000 danskere for forhøjet blodtryk Ifølge Fødevarestyrelsens undersøgelser spiser mænd 9-11 gram salt om dagen, mens kvinder spiser 7-8 gram. Det er langt over WHO og de Nordiske landes anbefalinger på 5-6 gram dagligt. Vores saltindtag bærer blandt andet en del af skylden for, at 38 procent af den voksne befolkning i Danmark har et forhøjet blodtryk, hvilket på sigt kan få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. Heldigvis behøver det ikke være en uoverskuelig udfordring at få bedre saltvaner. Små omlægninger af kosten kan få stor betydning. Der er mange smarte valg, man kan træffe som forbruger, både når man køber ind, og når man skal tilberede de daglige måltider. - Det kræver kun ganske små omlægninger af kosten at få bedre saltvaner. Det kan for eksempel være at skifte to skiver brød med skinke og ost om morgenen ud med havregryn med mælk og mandler eller skyr med frugt. Allerede der kan man spare op til 2,4 gram salt, så det er ikke meget, der skal til, forklarer Trine Grønlund. Hvis danskerne skærer deres gennemsnitlige indtag af salt ned med tre gram, forventes det, at 400.000 færre danskere i fremtiden vil have problemer med forhøjet blodtryk.

Fødevarestyrelsen vil have sundere mad på tallerkenen

Størstedelen af det salt, der ender på danskernes tallerkener, er allerede i den mad, vi køber  i supermarkedet, eller når vi spiser ude. Derfor har både forbrugere og fødevareerhvervet ifølge Fødevarestyrelsen et fælles ansvar for at sikre, at mængden af salt, der kommer indenbords, sænkes. - Det er vigtigt, at forbrugerne er opmærksomme på saltindholdet i de varer, de køber, men det skal også være lettere at få de sundere produkter i indkøbskurven. Derfor indgår vi i et nyt samarbejde med fødevareerhvervet og en række sundheds- og forbrugerorganisationer, som for eksempel Hjerteforeningen, hvor vi også arbejder på at skrue ned for saltindholdet i både den mad, vi køber i supermarkedet, og den mad, vi spiser ude, forklarer Else Molander, der er enhedschef i Sund mad og Kommunikation. Udover at skære ned på saltniveauet i den mad, vi køber, har samarbejdet til formål at gøre det lettere at vælge de sundere fødevarer, herunder flere Nøglehulsmærkede produkter, i butikkerne. De største kilder til salt i vores mad er brød, kød og kødprodukter som for eksempel kødpålæg, men også ost bidrager med en del salt. Fødevarestyrelsen anbefaler, at du ser efter Nøglehullet, når du køber ind.

Fakta - så meget salt er der i maden:

Morgenmad:

●To skiver brød med ost og skinke: 2,7 gram

●Omelet med grøntsager og rugbrød: 1,6 gram

●Havregryn med mælk: 0,3 gram salt

Frokost:

●Tre skiver rugbrød med traditionelt pålæg: 4,5 gram

●Salat med salte ingredienser og færdigkøbt dressing: 3,6 gram

●Salat med usaltede ingredienser og hjemmelavet dressing: 1,3 gram

Aftensmad:

●Burger med bacon, ost og pommes frites: 6,0 gram

●Frikadeller med kartofler, brun sovs og en salat: 2,2 gram

●Linsesuppe med løg, gulerod, tomat og brød: 2,0 gram

 

6. marts 2019

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies